Fortsæt til indhold
Kommentar

Man kan godt sætte flag i en selleribøf

Det er let at hidse sig op over historien om, at ældre på københavnske plejehjem (måske) ikke kan få en hakkebøf til deres fødselsdag. Men er det kødet, der er det vigtigste, for at de har et godt liv på plejehjemmet?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et eller andet sted må man jo skære en frikadelle væk, for at CO2-regnskabet kan gå op. Og i Københavns Kommune har man så, i hvert fald hvis den omstridte nye analyse af konsekvenserne af en omfattende kommunal madstrategi taler sandt, serveret færre frikadeller på plejehjemmene.

De ældre må bøde for, at der ikke er røde tal på bundlinjen i klimaregnestykket. Rettelig er det vist hakkebøfferne, de ældre i Københavns Kommune må give afkald på, for at Jorden ikke skal gå under i morgen. En spørgeskemaundersøgelse blandt 200 plejehjemsbeboere og 607 hjemmeboende borgere viser, at 58-60 pct. er tilfredse med maden, mens 28-33 pct. har svaret, at de i nogen grad er tilfredse.

Endelig har 8-13 pct. svaret, at de i ringe grad eller slet ikke er tilfredse – og det er altså kødet, den er gal med. Både tilberedningen og mængden.

Om man skal tro den historie, der florerer om, at på de københavnske plejehjem kan de ældre blive nægtet kød på deres fødselsdag, er der vist ikke rigtig nogen, der ved. I hvert fald har vi til gode at få adresseret, på hvilke plejehjem man holder kødfrie fødselsdage. Tværtimod har flere plejehjem ytret sig i debatten, fordi det slet ikke er forhold, de kan genkende – og at de ældre selvfølgelig kan få sig en fødselsdagsbøf.

Ifølge analysen er den sjældne brug af oksekød helt i tråd med måltidsstrategiens såkaldte ”CO₂-pejlemærker”, og jeg er sådan set enig med sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) i, at plejehjemmene bør fritages fra klimakrav og bruge kræfterne på at få de ofte småspisende ældre til at spise lidt mere. Ungerne i daginstitutionerne kan spise linsestegen – det skal nok glide ned.

Når det så er sagt, er der vel ikke noget mærkeligt i, at man i denne tid, hvor oksekødspriserne er på himmelflugt, netop sparer på oksekød. Madbudgettet skal hænge sammen både i de små hjem og i de store institutionskøkkener.

I min søns børnehave – der i øvrigt er privat – får ungerne serveret markant mindre kød end for bare seks år siden, da min datter var vuggestuebarn samme sted. Hvorfor? Ja, grøn omstilling – men simpelthen også fordi kød er dyrt.

Jeg er helt med på, at de ældre selv betaler for plejehjemspladsen, for maden og for den noget svingende standard af pleje. Men jeg har svært ved at bruge de voldsomt emotionelt ladede udtryk om ”kødgaten”, som det reelt har udviklet sig til på Københavns Rådhus.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det »mangel på respekt for den gamles ret til selv at træffe beslutninger. Det er mangel på empati og forståelse for det levede liv. Og det er helt uden proportioner. De mennesker på plejehjem, der har slidt og slæbt for vores land, skal selvfølgelig have lov til at spise kød.« Jens Kristian Lütken kalder det ligefrem »hjerteskærende«. Det er store ord.

De ældre på plejehjemmene bliver instrumenter i en tåbelig politisk magtkamp. For hvor meget kød de har på middagstallerkenen på plejehjemmet, er bare ikke så afgørende for de ældres trivsel.

Det er heller ikke dét, der afgør, om de ældre, der med statsministerens udtryk »har slidt og slæbt for vores land«, bliver behandlet respektfuldt. De ældre husker et fattigere Danmark, de sparsommelige tider, hvor kød ikke var hverdagsspise – i hvert fald var kødet ikke dét, man spiste sig mæt i. Det gjorde man i kartofler og grønt.

Men fordi kødforbruget blev omtrent fordoblet fra 1960’erne og 70’erne til i dag, har vi fået et underligt ubalanceret forhold til kød, som om det er den primære næringskilde på tallerkenen. Alt andet rundt om er bare tilbehør.

Sådan er det stadigvæk – for mange gennemsnitlige danskere – på trods af alverdens kampagner, kostråd og køkkentips, der skal redde både kadaveret for livsstilssygdomme og røde kolesteroltal og redde kloden og klimaet. Det har ikke ændret noget – hvilket kødbjergene til kampagnepris i Netto vidner om.

Danskerne er i den henseende tonedøve. Mærkeligt nok. Og det morsomme er, at i debatten om kød på plejehjemmene bliver det grønne køkken omtalt så nedsættende, at det lyder som et ekko fra en anden tid.

I en artikel i Berlingske skriver en journalist: »I stedet spises beboerne af med bønner, linser og vegetarmad, fordi det er økologisk og bedre for miljøet.« Og det er slet ikke for at lyde som en hellig spiredelle, men italesættelsen af plantebaseret mad er bare ikke tidssvarende. Som om det er en straf at spise grønt.

I det hele taget er kødgaten på de københavnske plejehjem lige efter forudsigelighedsbogen, når det angår klimaspørgsmål: På den ene side har vi den nærmest ultraortodokse veganske tilgang, hvor hver grønært tæller i klimaregnskabet, og hvor vi alle skal skamme os lidt – og på den anden side har vi dem, der ikke forpasser muligheden for at lægge et billede af en kødfuld middagstallerken, godt med brun sovs (sovs med v), på de sociale medier – som om kød er en menneskeret, der snart tages fra os.

Kravl nu op fra de pinlige skyttegrave – og slap lidt af. Find nuancerne frem. Og find ud af, hvad der egentlig er det væsentligste. På plejehjemmene er hverken klima, klode eller kød – hånden på hjertet – måske det vigtigste. Kærlighed – eller kærlig og værdig pleje – vil jeg mene er vigtigere. Og det halter gevaldigt mange steder – det ved vi og bliver til stadighed mindet om. For de ældre handler livsindholdet og livskvaliteten ikke bare om det daglige brød – eller kød – men hvem de deler kødet eller brødet eller linserne med. Sidder de alene på deres stue og skovler ind, eller bliver de madet i al hast?

Jeg husker min bedstefars plejehjemstid. Der var alle de hakkebøffer, de ældre orkede at tygge sig igennem – men der manglede, ud over rengøring og et bad, ånd og nærvær, varme og omsorg. Hjemlighed. Hvis de ting er i orden, kan man såmænd godt sætte fødselsdagsflag i en selleribøf.

Ny blogger på debat er præst Marie Høgh. Foto: Gregers Tycho