Kriseøvelser på tv sætter en aktuel udfordring under lup: Er Danmark klar til krise?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvfølgelig begynder det som en række enkeltstående hændelser, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre: Tre undersøiske elkabler går i stykker, så forbindelsen mellem det svenske og danske net afbrydes.

To transformerstationer på Sjælland bryder i brand – er det påsat? Kunsten i krisestyring er at kende normalbilledet, så afvigelser herfra hurtigt kan identificeres, og indsatsen koordineres. I første omgang forsøger krisestaben at forebygge den store katastrofe ved præventivt at slukke for strømmen i et udvalgt område, så det ustabile elnet kan få retableret roen og regelmæssigheden.

Brownout-taktikken fejler dog, så kort efter er det totale blackout på Sjælland en realitet. Herefter handler det i stedet om at afbøde konsekvenserne af strømnedbruddet for borgerne i det ramte område.

Sammen med min med-gamemaster, lektor Lene Sandberg, har jeg lagt mange kræfter i at udvikle scenariet til ”Kriseøvelse: Hybridangreb på Danmark”, som i disse uger kan ses på DR1.

I tæt samarbejde med dygtige journalister og tilrettelæggere har vi bestræbt os på at udvikle et scenarie, som er realistisk og troværdigt og samtidig giver mulighed for at formidle så meget indsigt i forskellige dilemmaer som muligt.

Faktisk har det ikke været særligt svært at få konkrete idéer til presbolde, som vi kunne kaste efter krisestaben, for man behøver i disse år desværre blot at åbne et tilfældigt nyhedsmedie for at læse om sabotageaktioner, cyberangreb og påvirkningsoperationer rettet mod vestlige lande. Udfordringen har mere ligget i at designe et scenarie, som holder deltagerne travlt beskæftiget uden at knække krisestaben helt.

Ligesom i virkelighedens kriseøvelser er formålet med vores spil nemlig læring frem for eksamen. Men hvor f.eks. de nationale krisestyringsøvelser, som kørte fast hvert andet år fra 2003 frem til 2019, sigtede mod at skabe læring hos deltagerne gennem afprøvning af planer og procedurer, er vores målgruppe den danske befolkning.

Som forskere og undervisere ønsker vi med programmerne at vise danskerne, hvordan en national krisesituation ser ud inde fra det maskinrum, hvor myndighederne forsøger at skabe mening i ufuldstændig viden under tidspres – med konstante krav fra medier og politisk niveau om mere information og bedre beslutningsgrundlag hængende over hovedet.

Formen i vores kriseøvelse er dramatisk, for det aktuelle trusselsbillede er dramatisk. Det behøver man kun tænke tilbage på Forsvarets Efterretningstjenestes seneste opdatering af truslen mod Danmark den 24. september for at forvisse sig om.

Helt for egen regning har jeg flere gange under forberedelserne og optagelserne sendt en kærlig tanke til nyligt afdøde Gregers Dirckinck-Holmfeld, som i slutningen af 1980’erne var vært på DR-klassikeren ”Dilemma”.

Dengang blev en gruppe erfarne beslutningstagere også konfronteret med en række vanskelige valg, som ofte stod mellem pest eller kolera. Jeg ser vores kriseøvelse som en moderne udgave af ”Dilemma” – på steroider og nu med hybridkrig som bagtæppe i stedet for Den Kolde Krig.

Vi har taget os en række friheder i designet af ”Kriseøvelse: Hybridangreb på Danmark”. Den opmærksomme seer vil f.eks. bemærke, at vi ikke bruger betegnelsen Nost om krisestaben, selv om denne forkortelse for Den Nationale Operative Stab blev en del af danskernes ordforråd tilbage i 2020 under coronapandemien.

Nosten blev etableret i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2003, og sammen med de 12 Lokale Beredskabsstabe (LBS) i politikredsene udgør den hjertet i Danmarks krisestyringsorganisation. Over Nost finder vi Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål (E-SIK) og allerøverst Regeringens Sikkerhedsudvalg (R-SIK), hvis oprindelige formål var at håndtere højt klassificeret information fra efterretningstjenesterne, men i nyere tid har udviklet sig til regeringens foretrukne forum for håndtering af kriser uden for referat.

Der findes også den Internationale Operative Stab (IOS), som kom til efter tsunamien i Sydøstasien anden juledag 2024, og som i regi af Udenrigsministeriet håndterer kriser, der involverer danskere i udlandet. Seneste skud på stammen er den såkaldte AC-beredskabsgruppe, som består af afdelingschefer fra ministeriernes departementer, der siden coronapandemien har fået en væsentlig rolle i tværgående krisekoordinering på højt niveau, dog uden at være beskrevet nærmere i offentligt tilgængelige dokumenter.

Virkelighedens danske krisestyringsorganisation kan man læse meget mere om i myndighedspublikationen ”Retningslinjer for Krisestyring”.

Krisestaben i vores programmer er en sammenblanding af Nost, LBS og E-SIK, for vi ønsker at vise, hvordan erfarne stabsmedlemmer håndterer en bred vifte af forskellige slags dilemmaer.

Nogle af disse er meget lavpraktiske såsom at afklare, om det er redningsberedskabet eller Hjemmeværnet, som skal støtte kommunen med praktiske opgaver i forhold til respiratorpatienter i eget hjem.

Sådanne spørgsmål ville enten kommunens egen krisestab eller den lokale beredskabsstab tage sig af ud fra krisestyringens nærhedsprincip, som siger, at kriser skal løses så tæt på borgerne som muligt. I den anden ende af skalaen giver vi vores krisestab til opgave at rådgive regeringen i et meget alvorligt spørgsmål om national sikkerhed (jeg agter ikke at spoile afsnit to ved at afsløre hvilket).

Her ville det nok i virkelighedens verden være Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål, hvor bl.a. efterretningscheferne og departementscheferne fra Justits- og Forsvarsministeriet er med, som skulle løse opgaven.

Vores tv-kriseøvelse er således realistisk i den forstand, at scenariet bygger på hændelser, som alle har fundet sted inden for de seneste år. Samtidig er den uhyre realistisk i sin beskrivelse af de generelle udfordringer, enhver krisestab står over for: tidspres, ufuldstændig viden og behov for benhård prioritering.

Vi styrer selvfølgelig spillet i et vist omfang ved at give deltagerne en række valgmuligheder at diskutere ud fra – men i virkeligheden ville der jo heller ikke være frit valg på alle hylder.

Ressourcerne er begrænsede, og der gælder en række principper for krisestyring i Danmark, ligesom hver sektor har sit mere eller mindre veldefinerede ansvarsområde.

Den største frihed, vi har taget os, er nok at inkludere kommunerne som en selvstændig sektor i krisestaben, repræsenteret ved Køges tidligere borgmester Marie Stærke.

Argumentet herfor er, at den direkte kontakt med borgerne under kriser helt overvejende finder sted i kommunerne, hvorfor netop dette perspektiv har været vigtigt for os at få med i kriseøvelsen.

En anden forskel på vores krisestab og virkelighedens Nost og LBS’er er, at vi har givet vores deltagere mandat til at træffe beslutninger. De tværgående stabe i krisestyringsorganisationen har egentlig kun en koordinerende funktion, mens ansvaret og beslutningsmyndigheden ligger ude i de sektorer, der koordineres imellem.

Sektoransvarets finere nuancer er imidlertid vanskelige at formidle og forstå (ofte også for de rigtige aktører), og derfor lader vi vores krisestab diskutere sig frem til løsninger og træffe, hvad de mener er de bedste beslutninger.

Vores kriseøvelse gengiver med andre ord ikke den ”rigtige” danske krisestyringsorganisation én til én. Netop i disse år er virkeligheden imidlertid selv under omkalfatring efter oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab for godt og vel to år siden. Nosten er blevet overflyttet til Styrelsen for Samfundssikkerhed, mens LBS’erne fortsat drives af landets politikredse, hvorved to årtiers enstrenget struktur er brudt.

I november 2025 blev den første nationale krisestyringsøvelse efter coronapandemien endelig afholdt, og læringspunkterne flugter fint med erfaringerne fra vores kriseøvelse: Det er svært at få overblik, og sektorerne er usikre på hinandens roller og ansvar. Der er samtidig ved at blive opbygget et Nationalt Situationscenter til støtte for Nost, så måske kommer virkelighedens krisestyringsorganisation i fremtiden til at ligne vores tv-programmer lidt mere – med lækre lædermøbler, væg til væg-skærme og realtidsoverblik med avanceret grafik.

Formålet med ”Kriseøvelse: Hybridangreb på Danmark” er som nævnt læring. Jeg håber, at de danskere, som ser med, bliver lidt klogere på, hvad det vil sige at koordinere indsatsen under en national krise.

Det er nemlig gennem fælles nysgerrighed, offentlig samtale og oplysning til borgerne om samfundet, vi styrker den sammenhængskraft, som for alvor presser vores samfund.

Hvis vi som borgere skal opbygge tillid til, at myndighederne er klar til krise, må vi en gang imellem inviteres med ind i maskinrummet for at forstå, hvordan et hybridangreb opleves, mens det sker.

Krisestyring handler ikke om at have planlagt alt på forhånd eller at undgå fejl for enhver pris, men om at træffe de i situationen bedste beslutninger ud fra mangelfulde informationer, mens uret tikker, og det buldrer og brager udenfor. Præcis som vores krisestab gør.