Statens Kunstfond skal kunne tåle et eftersyn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da Holger Drachmann i slutningen af 1800-tallet blev indstillet til offentlig kunstnerstøtte, interesserede politikerne sig ikke kun for hans litterære kvaliteter. Også hans privatliv kom under behandling. Kunne man virkelig støtte en mand med en så skandaløs livsførelse?

Dengang var det politikerne selv, der var med til at afgøre, hvilke kunstnere der fortjente understøttelse, og derfor kunne både moral og politiske sympatier få betydning for beslutningerne.

Historien er beskrevet af Anette Østerby i hendes gennemgang af den danske kunstnerstøttes udvikling. Hun fortæller også om Agnes Henningsen, der i 1918 mistede sin faste understøttelse efter forargelse over de livsværdier, hendes bøger repræsenterede.

Det kan forekomme underholdende i dag, men for kunstnerne var der ikke meget at more sig over. Erfaringerne var med til at bane vejen for armslængdeprincippet: Politikerne fastlægger rammerne og bevilger pengene, mens fagkyndige udvalg vurderer de konkrete kunstnere og projekter.

At have vælgernes mandat er trods alt ikke det samme som at være litteraturkritiker.

Den arbejdsdeling har vi god grund til at værne om. Men vi gør den ingen tjeneste ved at behandle enhver diskussion af Statens Kunstfond som et forsøg på at blande sig i kunsten.

Armslængdeprincippet beskytter de kunstfaglige vurderinger; det fritager ikke støtteordningerne for kritik eller politisk debat om deres indretning.

Dansk Folkeparti har flere gange rejst den debat. I 2018 foreslog partiet regionale kunstfonde med blandt andet større geografisk spredning som mål.

I 2023 foreslog det en kulturpulje med vægt på dansk historie, kulturarv og national identitet og rejste samtidig spørgsmålet, om den eksisterende kunststøtte var tilstrækkeligt uafhængig af politiske og ideologiske interesser.

Det er en bekymring, der bør kunne undersøges på sine egne præmisser, uden at vi på forhånd gør diskussionen til et opgør mellem kunstens venner og fjender.

For uafhængighed opstår ikke ved, at vi skriver ordet på et stykke papir. Også kunstfaglige udvalg består af mennesker med holdninger, erfaringer og præferencer. I et lille kunstliv vil deres faglige og personlige forbindelser undertiden krydse hinanden.

Derfor er det afgørende, hvordan medlemmerne udpeges, hvordan habilitet håndteres, og hvor gennemskuelige procedurerne er. Det er ikke mistillid at stille de spørgsmål. Det er en forudsætning for, at tilliden kan være velbegrundet.

Her må vi samtidig holde to beslutninger adskilt. Folketinget har både ret og pligt til at bestemme, hvad staten vil støtte, eksempelvis kunst til børn og unge eller bestemte kunstarter.

Men når der skal vælges mellem en ny komposition, et manuskript og et scenekunstprojekt, er det kunstneriske skøn en anden opgave. Statens Kunstfond skal først og fremmest fremme kunstnerisk skabelse, udvikling og formidling, ikke drive kulturinstitutioner eller formulere regeringens samlede kulturpolitik.

Jeg mener derfor, at vi bør bruge den aktuelle debat til et nøgternt eftersyn af kunststøttens beslutningsprocesser. Hvad viser de evalueringer og kontrolordninger, der allerede findes? Er udpegning, habilitet og åbenhed indrettet, så de fortsat skaber tillid?

Og kan offentligheden få bedre indblik i procedurerne uden at gøre kunstneriske skøn til politiske appelsager? Det er konkrete spørgsmål, som kan besvares og føre til forbedringer, uden at vi på forhånd skal være enige om Kunstfondens fremtid.

Vi vil aldrig kunne indrette en kunststøtte, hvor alle bifalder hver eneste bevilling. Kunstnerisk kvalitet kan ikke afgøres ved afstemning eller gøres op i et regneark. Netop derfor må vi kunne stole på den måde, afgørelserne bliver til på, også når vi er uenige i resultatet.

Drachmanns historie viser, hvorfor vi skabte afstand mellem politik og kunstnerisk bedømmelse. Den giver os ingen grund til at tro, at de ordninger, vi siden har bygget, ikke kan blive bedre.