Glem konkurrencekraften, vi mangler primært strategisk kynisme
Vi skal investere i os selv – også selvom det koster dyrt nu og her. Uden viljen til at tage langsigtede strategiske beslutninger kommer vi aldrig ud af den nuværende afhængighed.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I sidste uge så vi, at flere politikere åbnede for at bakke på aftalen om, at indkøbet af Forsvarets nye fregatter skulle ske fra et Nato-land og gerne produceres i samarbejde med Danmark.
Årsagen til den politiske tvivl er, at sydkoreanske Hyundai har præsenteret et billigt tilbud på fregatterne, ja, man lover ligefrem, at der kan spares 20-30 pct. Tillokkende, selvfølgelig – og Sydkorea er jo langtfra en fjende. Samtidig ser det ud til, at indkøbet hos vores europæiske nabolande kan blive dyrere end frygtet.
Der er naturligvis den mulighed, at politikerne signalerer, at de er villige til at overveje Hyundai, fordi de vil presse prisen ned hos vores europæiske venner. Det kan være klogt købmandskab, men hvis ikke det er tilfældet, og politikerne virkelig overvejer at droppe et så afgørende punkt i aftalen og lade sydkoreanerne bygge fregatterne, er det udtryk for en bekymrende mangel på principfasthed.
Der er ikke gået meget mere end et år, siden flådeaftalen blev indgået.
Dengang var der ingen grænser for, hvor vigtigt det var, at fregatterne skulle produceres af Nato-lande og gerne vores allertætteste allierede. På tværs af det politiske spektrum blev der fokuseret på, hvor vigtigt det er, at vi holder produktionen så tæt på som overhovedet muligt.
Jeg synes, det giver mening. For hvem kan vi regne med? Hvem er vores allierede? Hvem vil os det godt – også når der er noget på spil, og det koster noget?
Selvom der ingen garantier er – og selvom såvel regeringerne i såvel Frankrig og Storbritannien og, ja, for den sags skyld også Tyskland hurtigt kan være byttet ud med mere tvivlsomme typer, der ikke vægter gamle alliancepartnere og internationalt samarbejde højt – så er det trods alt mere sikkert at samarbejde med nogen, som vi har et langvarigt, dybt og gensidigt gavnligt forhold til.
Vi og vores nærmeste kommer jo aldrig til at opbygge kapaciteten til noget som helst, hvis vi altid vælger nogle andre.
Og på den måde er sagen symptomatisk. For det er desværre alt for ofte sådan, at hver eneste gang vi præsenteres for valget mellem et godt tilbud med kortsigtet gevinst og en langsigtet investering, der kan sikre strategiske mål, så vælger vi knaldtilbuddet.
Og det kan jo være fint nok, hvis man står ved risikoen ved den tilgang. Og man er villig til at leve med konsekvenserne.
For ja, Putins gas er jo billig.
De kinesiske elbiler, der er blevet fanget i at filme forsvarspersonel i Norge, er jo også billigere end de konkurrerende europæiske.
De amerikanske it-løsninger, der er blevet en vital del af vores digitale infrastruktur, er jo også nærmest gratis – indtil de lige pludselig ikke er gratis længere. Eller indtil nogen lige pludselig får frataget adgangen til systemerne, sådan som det skete med Den Internationale Straffedomstol.
Men hvis vi vil Europa, sådan som politikerne siger, de vil, så skal vi altså investere i Europa. Definitionen på en investering er jo, at den først giver overskud på sigt. Ikke i dag, men i fremtiden.
Aktuelt kritiseres Europa for at mangle konkurrencekraft, og ja, vi sakker da også efter både USA og Kina, men det skyldes jo i lige så høj grad, at vi ikke er villige til at investere i os selv og træffe de langsigtede kyniske beslutninger, der kan give os overhånden på sigt.
Den kynisme har Kina til fulde. Her har man investeret massivt i årtier, det har kostet milliarder og atter milliarder, men nu er man til gengæld klar til at høste frugterne. Nu sidder man på forsyningskæder og produktion og har jo nærmest monopol på en række vigtige områder.
Hvis vi ikke engang, når det kommer til vores eget forsvar, kan investere i os selv, så har vi for alvor et problem.
Derfor håber jeg, politikerne holder fast i, at man tog den rigtige beslutning, da man gav hinanden håndslag på at købe ind hos vores nærmeste venner.
For det kan blive meget dyrt at gå efter det billigste tilbud.