At være dansk er noget, man bærer i hjertet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad vil det egentlig sige at være dansk? Det spørgsmål burde være ganske enkelt at besvare. Alligevel er det, som om vi gennem de seneste årtier er blevet mere og mere usikre på, hvad danskhed egentlig er. Som om det at tale om dansk kultur, danske værdier og danske traditioner er blevet noget, vi skal træde varsomt omkring.

For mig er danskhed ikke noget abstrakt. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvilket pas man har i lommen, eller hvor man er født. Danskhed er noget langt dybere. Det er vores historie, vores sprog, vores kultur og vores fælles måde at forstå verden på. Det er alt det, der binder os sammen som folk.

Det er Dannebrog, der vajer i sommerhusområderne. Det er vores salmer, vores danske højskolesange og vores danske litteratur. Det er julen, folkekirken, foreningslivet og de mange traditioner, som generation efter generation har givet videre til deres børn. Men danskhed er også noget, der er langt sværere at sætte ord på.

Det er tilliden til hinanden. Det er vores uformelle omgangstone. Det er følelsen af, at vi hører sammen, selv om vi ikke kender hinanden. Det er den særlige danske måde at indrette samfundet på, hvor frihed og ansvar går hånd i hånd. Alt det er ikke kommet af sig selv. Det er skabt gennem generationer af danskere, som har levet, arbejdet og kæmpet for det land, vi har fået lov til at overtage. Og det forpligter.

Netop derfor mener jeg, at diskussionen om danskhed er blevet endnu vigtigere i takt med indvandringen fra lande med en væsentligt anderledes kulturel og religiøs baggrund end vores egen. Det gælder særligt indvandringen fra de såkaldte MENAPT-lande – Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – hvoraf flere er præget af samfundsforhold og traditioner, som på helt væsentlige områder adskiller sig markant fra de danske.

Når mennesker med forskellige kulturelle og religiøse udgangspunkter skal leve sammen i Danmark, bliver spørgsmålet om fælles værdier og det at være dansk helt centralt. Hvordan sikrer vi, at kommende generationer har en fælles forståelse af det samfund, de er en del af? Hvordan fastholder vi de traditioner og den kultur, som har formet Danmark? Og hvordan sikrer vi, at vores fælles danske identitet ikke gradvist mister sin betydning?

Det er spørgsmål, vi er nødt til at kunne diskutere åbent. For integration handler om langt mere end at lære sproget, få et arbejde og overholde loven. Det handler også om at forstå og respektere det samfund, man er blevet en del af. Dets historie, kultur, traditioner og grundlæggende værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene. Altså helt grundlæggende, at man bærer Danmark i hjertet.

Det betyder ikke, at alle skal være ens, eller at man skal opgive enhver forbindelse til sin egen baggrund. Men det betyder, at vi må have et fælles fundament, som ikke konstant skal genforhandles, udfordres og forsøges lavet om.

Danmark er ikke opstået ud af ingenting. Vores demokrati, vores frihedsrettigheder, ligestillingen mellem mænd og kvinder og vores særlige tillidskultur er resultatet af en lang historisk udvikling. Det er værdier, som skal gælde for alle, uanset hvor man kommer fra, hvis man skal kunne sige, at man er dansk.

Derfor bekymrer det mig, når danskhed bliver fremstillet som noget, der er vanskeligt at definere, eller som noget, vi helst ikke skal tale for højt om. Eller som for nogen er noget, de er flove over. For hvis vi ikke selv er tydelige om, hvad Danmark er, og hvilke værdier vores samfund bygger på, hvordan skal vi så kunne forvente, at mennesker, der kommer hertil fra andre dele af verden, skal forstå og tage del i det fællesskab?

Vi skal kunne møde andre kulturer med respekt uden at være usikre på vores egen eller give køb på den i anstrengelserne for at bøje os mod fremmede kulturer. Vi skal kunne anerkende menneskers forskellige baggrunde uden at nedtone vores egne traditioner og værdier. Og vi skal kunne fastholde, at Danmark har en særlig historie og kultur, som ubetinget er værd at bevare og kæmpe for.

Danskhed handler heller ikke om, at alle danskere skal være ens. Vi har altid været forskellige. Vi kan være uenige om politik, religion og meget andet. Men under forskellighederne har vi haft et fælles dansk fundament. Noget, vi har kunnet mødes om, og som har gjort det muligt at være uenige uden at miste følelsen af at høre sammen.

Jeg mener, vi skal være langt bedre til at fortælle vores børn og børnebørn, hvad Danmark kommer af. Hvorfor vores historie betyder noget. Hvorfor vores traditioner er værd at holde fast i. Og hvorfor det danske fællesskab ikke blot er en selvfølge, men noget hver eneste generation har et ansvar for. For danskhed er ikke kun noget, vi har arvet. Det er også noget, vi har pligt til at give videre.

Jeg har gennem et langt liv oplevet et Danmark, der har forandret sig på utallige måder. Meget er blevet bedre. Andet har vi mistet undervejs. Men én ting har aldrig ændret sig for mig: kærligheden til Danmark og overbevisningen om, at vores land, vores historie. vores kultur og vores værdier er værd at værne om.

Vi skal ikke skamme os over at være danske. Vi skal ikke undskylde vores traditioner. Og vi skal ikke være bange for at sige, at Danmark er danskernes fædreland. For danskhed er ikke noget, vi skal lægge bag os for at kunne følge med tiden. Tværtimod. Jo mere såkaldt mangfoldigt vores samfund bliver, desto vigtigere er det, at vi ved, hvad der binder os sammen.

Det er noget, vi skal tage med os ind i fremtiden. Ellers forsvinder det at være dansk stille og roligt.