Det eneste, Venstre har tilbage, er et ønske om magt
Bag Venstres evige konflikt mellem by og land gemmer der sig noget andet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er en særlig interessant nedsmeltning, der foregår i Venstre for tiden. Senest med portrætkaraktermordet på Søren Gade, hvor vi jo nok alle kan gætte, at kilderne stammede fra hans eget parti. Til gengæld rykkede politiske modstandere fra nær og fjern ud til hans forsvar.
JP kunne også bringe et interview med den nyvalgte formand for Venstres Ungdom, der var stort set lige så bekymret for sit partis fremtid, som hans idéer til forandring var ligegyldige. Noget med målrettede skattelettelser til de unge og mere frihed.
Venstres helt store konflikt er imidlertid mellem den del af partiet, der stadig er loyal over for landbruget, og dem, der gerne vil gøre partiet mere ”byagtigt”. Det er et ældre tema end som så i partiets historie. Mange af de ældre folketingsmedlemmer taler med henført begejstring om dengang, københavneren Uffe Ellemann-Jensen var formand, og partiet fremstod smart.
Han var netop kommet til magten i et opgør med landmanden Ivar Hansen, og det blev symbolsk set som byens endegyldige sejr over landet. Det er nu 42 år siden, og Venstre har nærmest aldrig været mindre i byerne.
Desuden er Ellemann-Jensen-historien ikke rigtig. For helt tilbage i 1965 var københavnerteologen Poul Hartlings overtagelse af formandsposten i Venstre langt mere skelsættende. Et brud med den lange landmandstradition med Erik Eriksen, Knud Kristensen og Thomas Madsen-Mygdal.
Det var som bekendt på nogenlunde samme tid, at Venstre fik indføjet ”Danmarks liberale parti” i sit navn.
Jeg læste for nylig bogen ”Liberalismen i Danmark” fra 1935 medforfattet af den tidligere venstreformand og statsminister Erik Eriksen. En ret ligegyldig bog, men jeg lagde mærke til, at forfatterne tydeligt opfattede deres parti som i konflikt med byliberalismen. De taler om konflikten mellem de akademiske nationalliberale og liberalismen i resten af Europa. Bondevennerne i Venstre beskrev de derimod som noget særegent folkeligt og dansk.
Den diskussion er vendt på hovedet i dag. Det var faktisk lige præcis denne form for verdensfjern liberalisme, som Jakob Ellemann-Jensen kørte sit parti i graven med. Så giver det overhovedet mening for Venstre, det parti, der startede med bondevennerne i 1846, at køre videre som et parti, der har skåret forbindelsen til landbruget af?
Liberalismen som ideologi har intet at tilbyde mennesker i det 21. århundrede, og det virker derfor mere holdbart at satse på sin grundidentitet som det folkelige provinsparti.
Det er spørgsmål, jeg har grublet over i mange år, men jeg tror faktisk, at betydningen af konflikten mellem ”nationalliberale” og ”bondevenner” er mindre vigtig. Det vigtigste spørgsmål handler om magt.
Poul Hartlings brud på Erik Eriksens linje handlede nemlig først og fremmest om, hvad prisen var for statsministerposten.
Eriksen kunne være blevet statsminister igen i et berømt valg i 1957, hvis bare han havde accepteret et samarbejde med Det Radikale Venstre.
Da Poul Hartling overtog magten i Venstre, gik dette pæne menneske derimod fuldstændig uhæmmet efter magten, og resultatet blev den absolut værste regering i danmarkshistorien, nemlig VKR-regeringen i 1968-1971.
Det blev magt for magtens egen skyld. Ikke ulig den nylige SVM-midterregering, som så afgjort også hører til blandt de ringeste i danmarkshistorien.
Villigheden til magt er faktisk den mest relevante ideologiske fællesnævner for ”Venstre – Danmarks Liberale Parti”, siden det tog navnet til sig 1963.
Når man færdes i partiet, kan man mærke magtlogikken gennemsyre kulturen. Alt handler om taktik og kommunikation, og stort intet handler om Danmark.
Det er også derfor, en nyvalgt ung formand for Venstres Ungdom ikke kan præstere en eneste bare moderat interessant idé. Pudsigt nok angiver han netop »seriøsitet« som grunden til, at han overhovedet meldte sig ind i partiet.
Det er, hvad der er tilbage af Venstre nu. Den folkelige tilknytning er opgivet.
Til gengæld holder man fast i en håbløs ideologi, hvis dogmer om ”frihed” bliver gentaget bevidstløst, uden at nogen gør sig den overvejelse, at Danmark faktisk er fuldstændig frit allerede.
Tilbage står ønsket om magt og en gruppe politikere, der stadig mere vulgært forsøger at få adgang til den.