Brasiliens præsidentvalg viser endnu en gang det store behov for kulturel oprustning
Hvis Flávio Bolsonaro ender med at vinde anden runde af det brasilianske præsidentvalg her sidst på måneden, viser det en ekstrem mangel på historisk viden hos et flertal af brasilianerne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Brasilien var et kejserdømme, fra landet frigjorde sig fra Portugal i 1822 og frem til 1889. Efter republikkens indførelse i 1889 og indtil 1964 havde Brasilien skiftevis demokratiske, semidemokratiske og diktatoriske ledere.
Men fra 1964 og de efterfølgende 21 år frem til 1985 havde landet et rendyrket, hårdhændet militærdiktatur. Dette blev imidlertid i 1985 afløst af det demokrati, som landet stadig – her 41 år efter – har i dag.
Men spørgsmålet er, om et flertal af vælgerne i Latinamerikas største og verdens syvendestørste land ved anden runde af præsidentvalget, som finder sted om få uger, denne historie til trods vil være villige til at gamble med demokratiet ved at vælge den kupforsøgsdømte tidligere præsident Jair Bolsonaros søn og allierede Flávio Bolsonaro til præsident.
Han vandt knebent over den siddende præsident, Lula da Silva, i første runde af præsidentvalget for en uges tid siden, og nu er de to oppe imod hinanden i den sidste og afgørende runde.
Der er mange eksempler i verdenshistorien på, at diktatorer er kommet til magten ved, at de først er blevet demokratisk valgt og derpå systematisk har påbegyndt en afvikling af demokratiet. Tænk blot på Hitler i 1933. Men også på de mange nyere eksempler fra den sidste del af det 20. og fra det 21. århundrede.
Vi ved naturligvis ikke, hvad Flávio Bolsonaro kan finde på, hvis han bliver valgt. Om han vil blive på de demokratiske dyders smalle sti, eller om han vil begynde at omskabe Brasilien til et mindre demokratisk land, end det er nu.
Men alene denne tvivl burde få enhver brasilianer med blot den mindste smule viden om historie til at afstå fra at sætte kryds ved den tidligere præsidents søn.
Ældre og midaldrende brasilianere kan stadig huske militærdiktaturet fra 1964 til 1985, og de yngre burde have hørt og læst om det. Ligesom om militærdiktaturet i sidste del af 1930’erne og første del af 1940’erne og om alle de øvrige helt eller delvis udemokratiske regimer, som Brasilien har haft i historiens løb.
Og vigtigst af alt: Der er ingen historiske erfaringer fra noget land i hele verdenshistorien, der tilsiger, at en diktator vil gøre noget som helst godt for andre end sig selv og sine nærmeste.
Resultatet af den første valgrunde i Brasilien viser således med al ønskelig tydelighed, hvor vigtig den kulturelle oprustning, ikke mindst i form af udbredelse af viden om historien, er i disse år. Og hvad der kan ske, hvis befolkningerne rundtomkring i verden (for)bliver historieløse.