Det er ikke anonymiteten, der er problemet
Jyllands-Postens portræt af Søren Gade var i første omgang for unuanceret og burde ikke have være publiceret i sin oprindelige form. Men anonymitet for kilder kan være nødvendig for at kunne give et retvisende billede af en person.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jyllands-Postens portræt af Søren Gade har ført til kritik.
I portrætjournalistik er det en helt almindelig arbejdsmetode at tale med kilder, der betinger sig anonymitet – fordi vi bredt set i medierne ellers ikke kan få væsentlige beskrivelser og nuancer af karaktertræk hos f.eks. topledere i erhvervslivet eller politik frem.
Hvis vi krævede, at alle skulle stå ved deres vurderinger med fuldt navn, ville portrætterne som oftest ende som rene glansbilleder.
Vores opgave som medie er at se bag facaden og f.eks. beskrive, hvis en topleder har karaktertræk, der skaber frygt og medvirker til dårlige resultater i en organisation.
I forbindelse med portrættet af Søren Gade har vi nøje overvejet brugen af de specifikke anonyme kilder og deres eventuelle motiver.
På samme tid har vi vurderet, at det er relevant for læserne og vælgerne at vide, at en række kilder samstemmende oplever helt andre sider af den magtfulde toppolitiker, end de sider, der allerede kendes i offentligheden.
Det er derfor ikke selve brugen af anonyme kilder, der er problemet i portrættet.
Problemet er heller ikke, at vi lader de kritiske beskrivelser fra de anonyme kilder indgå i portrættet.
Det er måden, vi gør det på.
Lad mig slå helt fast: Portrættet var for ubalanceret. Derfor valgte vi at rette det ved at tilføje flere passager med andre beskrivelser af Søren Gades person. Sådan at portrættet samlet set fik langt flere nuancer.
Sagen har givet anledning til en grundig redaktionel diskussion. Vi erkender blankt, at her kunne vi have gjort det bedre. Og det tager vi ved lære af.