Den grønne trepart skal også huske historien i landskabet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Med Folketingets nylige vedtagelse af den nye gødskningslov er endnu en væsentlig brik i den grønne trepart faldet på plads.

Fra 2027 ændres reguleringen af landbrugets kvælstofudledning grundlæggende, samtidig med at landbrugsjord skal tages ud af drift, nye skove plantes, lavbundsjorder vådlægges, og naturen have mere plads. Det er en forandring af det danske landskab i en skala, som naturligt har fået diskussionen til at handle om landbrugets fremtid, klima, biodiversitet og vandmiljø.

Men midt i alle overvejelserne om, hvad landskabet skal blive til, fylder det forbavsende lidt, at det landskab, vi nu skal forandre, også rummer en historie, der er langt ældre end både det moderne landbrug og de naturidealer, vi diskuterer det ud fra.

For det danske landskab er ikke kun natur og produktionsjord, men også et historisk arkiv, hvor mennesker gennem tusinder af år har begravet deres døde, bygget huse og borge, anlagt veje, dyrket jorden og efterladt spor, som stadig fortæller os noget om, hvem der levede her før os.

Nogle af sporene kender vi, mens andre fortsat ligger under jorden og venter, og netop det bliver vi mindet om hvert år, når Slots- og Kulturstyrelsen offentliggør sin liste over årets 10 vigtigste arkæologiske fund.

Det er en af de kulturhistoriske opgørelser, jeg selv læser med en næsten barnlig fascination, fordi Danmark hver gang viser sig at rumme mere historie, end vi troede.

På listen over fund fra 2025 finder man blandt andet Danmarks største kendte langhøj fra den tidlige Bondestenalder ved Horsens Fjord, et monumentalt cirkelformet anlæg fra Bronzealderen ved Aars, rige vikingetidsgrave ved Lisbjerg nord for Aarhus og en skat med omkring 2.000 engelske sølvmønter fra Vikingetiden på Sydsjælland. Under havet har arkæologerne desuden fundet vraget af den største middelalderlige kogge, vi hidtil kender.

Interessen for den slags fund er langtfra forbeholdt arkæologer. Detektorarkæologien har sendt tusindvis af danskere ud på markerne, danefæ bliver mediestof, og tv-programmer om arkæologiske fund har vist, at fortiden har en folkelig gennemslagskraft, som ganske mange andre dele af kulturlivet kunne misunde.

Derfor er der også et lidt mærkeligt misforhold mellem vores begejstring, når endnu et stykke af fortiden dukker op af jorden, og den opmærksomhed, vi giver de spor, vi allerede kender.

Rundtomkring i Danmark ligger omkring 35.000 beskyttede fortidsminder, heraf cirka 28.000 gravhøje, og dertil kommer alle de arkæologiske spor, vi endnu ikke har erkendt eller udgravet.

Gravhøje, dysser, jættestuer, ruiner og voldsteder på private marker, i skove og på kommunal og statslig jord udgør tilsammen et fysisk historisk lag, som let forsvinder ud af vores blik, når vi taler om landskabet som enten natur eller produktionsareal.

Det er derfor værd også at se den grønne trepart som en kulturpolitisk anledning. Når vi tager jord ud af landbrugsdrift, planter skov og etablerer nye naturområder, arbejder vi ikke på et tomt lærred, men ændrer et landskab, som allerede er fyldt med historie.

Forandringerne kan påvirke arkæologiske spor, men de kan samtidig skabe muligheder for at beskytte dem, gøre dem synlige og forbinde dem med de nye landskaber, mennesker fremover skal færdes i.

Den sammenhæng er ikke fuldstændig overset. Slots- og Kulturstyrelsens arkæologiske arbejdsgruppe har blandt andet beskæftiget sig med arkæologiske levn i forbindelse med skovrejsning under den grønne trepart, ligesom der de senere år er kommet flere penge til selve bevaringen.

Under Jakob Engel-Schmidt blev der først afsat 15 mio. kr. ekstraordinært til sikring og restaurering af blandt andet Hammershus, Gurre Slotsruin og tre jættestuer og siden yderligere 15 mio. kr. årligt fra 2025 til 2028, hvilket Kulturministeriet beskrev som næsten en tidobling af den normale bevilling i perioden.

Det er væsentligt, fordi et fortidsminde, der først er forsvundet, ikke kan erstattes. Men den grønne trepart giver mulighed for at gå videre end spørgsmålet om bevaring og i stedet overveje, om kulturhistorien kan være med til at kvalificere nogle af de valg, vi nu træffer om landskabet.

Det kræver ikke et besøgscenter ved enhver gravhøj eller en app og en parkeringsplads ved ethvert arkæologisk spor. Nogle steder vil det rigtige netop være at lade fortidsmindet ligge så uberørt som muligt, mens en sti, bedre adgang eller enkel formidling andre steder kan forbinde historien med den natur, mennesker alligevel kommer for at opleve.

Enkelte steder kan kulturarven sammen med naturen blive udgangspunkt for en større fortælling om et område, som både har betydning for dem, der bor der, og for dem, der kommer på besøg.

Men så skal kulturarven ind, mens der stadig er noget at beslutte. Kommunerne og de lokale treparter bør ikke alene spørge de arkæologiske museer, om en planlagt skov eller et vådområde risikerer at komme i konflikt med fortidsminder, men også bruge deres viden, når arealerne disponeres.

Hvor findes de historiske sammenhænge i landskabet? Kan en omlægning gøre nogle af dem mere synlige? Kan placeringen af en sti eller et nyt naturområde samtidig skabe adgang til en historie, som i dag er vanskelig at opleve? Og findes der steder, hvor naturgenopretning og kulturhistorie tilsammen kan skabe et landskab, der bliver mere interessant end det, man ville have fået ved kun at betragte arealet gennem én faglig optik?

Det er en anden måde at tænke kulturarv på end som et beskyttelseshensyn, der dukker op, når de øvrige planer allerede er lagt.

Det giver samtidig kommuner, museer, destinationer og lokale aktører mulighed for at se på landskabet sammen, for vi leder nogle gange ganske langt efter de fortællinger, der kan give et sted identitet og gøre det interessant for andre, selv om nogle af de stærkeste allerede ligger lige uden for døren.

Slots- og Kulturstyrelsens årlige top-10 minder os hvert år om, hvor meget af Danmarks historie der fortsat venter under vores fødder, og måske burde den også gøre os mere opmærksomme på alt det, der allerede er kommet frem i lyset.

Netop nu er vi selv ved at føje et nyt lag til landskabet, når vi planter skove, genskaber vådområder og tager jord ud af landbrugsdrift, og derfor er det værd at spørge, om vi kan gøre det på en måde, hvor de tidligere lag ikke blot bliver noget, der skal beskyttes mod forandringen, men faktisk får lov til at spille med, når vi beslutter, hvordan fremtidens Danmark skal se ud.