Danmark dumper i totalforsvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mandags deltog jeg i Margretedagene i Oslo, en markering af nordisk fællesskab i en urolig tid opkaldt efter den dronning Margrete, som i 1397 samlede Norden i Kalmarunionen.

Jeg var inviteret af det norske Institutt for Forsvarsstudier som det danske forskerbidrag i en paneldebat om totalforsvar sammen med dygtige kolleger fra Finland, Sverige og Norge.

Arrangementet, der blev afholdt i de historiske omgivelser på Akershus Slot, indledtes med ”I Danmark er jeg født”, udsat for Den Kgl. Livgardes blæsertrio, hvilket vidnede om, at 400-årsnatten tilsyneladende er glemt eller i hvert fald tilgivet.

Dog blev det bemærket i de praktiske informationer, at Akershus Fæstning oprindeligt blev bygget for at holde svenskerne ude, hvorfor vores kollega fra Försvarshögskolan i Stockholm ville blive afhentet uden for det militære område og eskorteret til salen. Ingen nordisk samhørighed uden lidt kærligt drilleri.

Som forskere elsker vi jo at diskutere begreber og kritisere deres anvendelse, og vores paneldebat forløb da også forudsigeligt gelinde.

Norge trak tråde tilbage til Den Kolde Krig og beskrev totalforsvar som »arbejderstaten i krig«, mens Finland som det naturligste i verden tegnede billedet af et samfund, hvor totalforsvar slet ikke er en ting, fordi samfundssikkerhed og beredskab er naturligt indlejret i alle aktiviteter – ”it’s the security, stupid”.

Sverige meldte, heller ikke overraskende, ind med en stærk bevidsthed om totalforsvaret som begreb, men det fik jo også en minister for området allerede i 2022 og omdøbte tidligere i år dets tidligere styrelse for samfundssikkerhed til Myndigheten för Civilförsvar.

Svenskerne har også udgivet dimensionerende scenarier med den øverstbefalende for Försvarsmakten og generaldirektøren for civilforsvarsmyndigheden som fælles afsendere.

Jeg pegede selv på 2024 som året, hvor Danmark endelig vågnede af tornerosesøvnen og samlede ansvaret for samfundssikkerhed i et nyt ministerium, hvilket langtfra har løst alle problemer, men i det mindste er det blevet nemmere at placere det politiske ansvar for samfundets modstandsdygtighed.

Med et citat fra de afsluttende linjer af mit eget bidrag til antologien ”Totalforsvar 2.0”, der udkom tidligere på året, benyttede jeg også lejligheden til at minde de 70-80 særligt inviterede nordiske tilhørere om, hvem den virkelige fjende altid er (finansministeren), og gjorde opmærksom på, at Nato i sidste uge for første gang har offentliggjort detaljerede forventninger til medlemslandenes resiliens.

Denne nye åbenhed om Natos resiliensmål burde gøre det lidt nemmere at argumentere for, hvad der kan tælles med i de ekstra 1,5 pct. af bnp, som fremadrettet skal bruges på bred samfundssikkerhed.

Endelig ærgrede jeg mig i mine indledende bemærkninger over, at de nordiske forsvarschefer endnu ikke var dukket op, for jeg havde glædet mig til at se den danske øverstbefalende dybt i øjnene, mens jeg oplyste ham om, at Forsvarets hjemmeside om det danske totalforsvar ikke har været opdateret siden juni 2020.

Min fornemmelse er, at der er sket lidt på trusselsfronten siden coronasommeren, hvilket kunne have givet anledning til en opdatering.

Men ifølge hjemmesiden består Danmarks totalforsvar fortsat af samfundets samlede beredskab, hvis formål er »at sikre en effektiv og koordineret indsats af de samlede ressourcer i forbindelse med kriser, katastrofer eller større hændelser. Hensigten er at opretholde vitale samfundsfunktioner og beskytte befolkningens liv og ejendom. Det samlede beredskab omfatter Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og andre myndigheder under Forsvarsministeriet. Dertil kommer ressourcer fra politi og de kommunale redningsberedskaber. Men også andre myndigheder, borgere, virksomheder og medier er en del af det danske beredskab«.

Med andre ord: det hele mere eller mindre. Det bemærkes i den forbindelse, at Beredskabsstyrelsen ved kongelig resolution ressortoverførtes den 29. august 2024 til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og altså ikke længere hører under Forsvarsministeriet.

Heldigvis indgik der i programmet endnu en paneldebat, hvor jeg forhåbentlig kunne blive klogere, så efter kaffepausen bænkede jeg mig på forreste række med frit udsyn til den norske forsvarschef, Eirik Kristoffersen, hans svenske kollega, Michael Claesson, generaldirektøren for det islandske forsvarsområde (de har jo ikke et egentligt militær deroppe), Finlands forsvarschef, Janne Jaakola, og vores egen ditto, Michael Wiggers Hyldgaard.

Ordstyreren indledte med at bede hver paneldeltager beskrive deres respektive landes tilgang til totalforsvar, så jeg spidsede pennen og tog ihærdigt noter.

Meget typisk indledte Norges forsvarschef sit svar med at beskrive, hvordan han som ny i jobbet havde deltaget i et talkshow på tv (sådan gør vi desværre heller ikke herhjemme) og her understreget, at det ikke kun er det norske militær, som forventes at forsvare Norge – det er en opgave for hele samfundet.

Sverige stemte i og understregede vigtigheden af inddragelse af alle sektorer i et totalforsvarsperspektiv med direkte henvisning til Natos syv resiliensmål, som efter det svenske medlemskab af alliancen i 2024 nu også gælder øst for Øresund.

Så blev det Danmarks tur. Jeg havde som nævnt trukket springbenet op og var klar til at notere, hvordan den danske forsvarschef forstår og fortolker totalforsvaret anno 2026, men desværre fik jeg ikke skrevet ret meget ned.

General Hyldgaard er jo en mand af få ord, og af hans kortfattede indledende bemærkninger lykkedes det mig kun at uddrage, at han (altså Forsvaret) har ansvaret for det militære forsvar af Danmark inden for rammen af den kollektive afskrækkelse i Nato, og at vi derudover har det såkaldte ”sektoransvarsprincip”, som sørger for resten.

Bum.

Sektoransvarsprincippet slår fast, at den myndighed, som er ansvarlig for en opgave til hverdag, også har den under kriser og ultimativt under krig. Det var netop dette princip, som Nato i den seneste offentliggjorte vurdering af dansk efterlevelse af krav og forventninger (2019/2020) kritiserede for at mangle en »overbygning«. Og som etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i august 2024 skulle styrke gennem bedre koordinering mellem sektorerne.

Jeg var skuffet og ærligt talt også lidt rystet.

Hvor de andre forsvarschefer anlagde et helhedsperspektiv og understregede behovet for opbygning af tillid og sammenhængskraft på tværs af samfundet, talte Danmarks øverste militære leder mest om »urgency« og »purpose«, men uden at definere hverken tidsplan eller mål nærmere.

Totalforsvaret kom han ikke rigtigt ind på igen, men nævnte derimod gentagne gange behovet for »kapaciteter« og »kampkraft«, selv om dagens emne var civilt-militært samarbejde i et skærpet trusselsbillede.

Jeg er ked af at sige det, men hvis det panel havde været en gruppeeksamen på Roskilde Universitet, ville jeg have dumpet den danske præstation. Udenomssnak, upræcist og ureflekteret.

Det går simpelthen ikke, Danmark.

En forsvarschef er nødt til at kunne tale åbent, ærligt og overbevisende om bred modstandsdygtighed i et samfund, hvor trusselsniveauet nu er det højeste siden Den Kolde Krigs afslutning – og tilmed fik endnu et nøk op torsdag, da Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde en ny trusselsvurdering.

Rusland planlægger sabotage mod dansk forsvarsindustri og kritisk infrastruktur, og egentlige krigshandlinger rettet mod mindre Nato-nabolande (f.eks. Baltikum) forudsætter ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ikke længere fred i Ukraine. Et russisk angreb på Nato anses for usandsynligt, men ikke umuligt.

Det er alvor, sagde forsvarsministeren.

Så derfor spørger jeg nu: Har vi reelt et totalforsvar i Danmark?

Hvis ja – er det andet og mere end sektoransvar og tværgående koordinering? Hvad er forskellen på totalforsvar og det totalberedskab, regeringen lancerede i februar i år, men som vi stadig afventer en nærmere udfoldning af?

Og hvis vi har eller får et totalforsvar – hvem ejer så mandatet og myndigheden til at stille krav, prioritere ressourcer og formulere strategi og tidsplan herfor?

Forsvarsakademiet udsendte tidligere på ugen en pressemeddelelse om, at man nu styrker forskningen inden for samfundssikkerhed og beredskab på Center for Samfundssikkerhed, som jeg var med til at etablere på institutionen tilbage i 2023.

Det sker med en bevilling på 12 mio., som dog blev tildelt for snart et år siden over forskningsreserven for 2025, så det er der ikke meget nyt i.

Under alle omstændigheder er det dog positivt, hvis Forsvarsakademiet fremadrettet kan levere reel forskningsbaseret viden og beslutningsstøtte om bl.a. Danmarks totalforsvar op igennem det militære system.

Så er der da i det mindste et spinkelt håb om, at Forsvarets hjemmeside om totalforsvar snart opdateres, og at forsvarschefens bidrag til paneldebatter i fremtiden vil være lidt mere informative.