Vi er ved at blive et dem og os-samfund

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Noget er ved at forandre Danmark. Langsomt, men mærkbart.

Det Danmark, jeg er vokset op i, har været kendetegnet ved en stærk sammenhængskraft. Et samfund, hvor vi trods uenigheder har haft en fælles kulturel baggrund, der har gjort, at vi hang sammen, fordi vi grundlæggende var formet af det samme. Den sammenhængskraft er under alvorligt pres.

Jeg oplever i stigende grad et Danmark, der bliver delt op i et ”dem” og et ”os”. Og det, der bekymrer mig mest, er, at skillelinjen ikke længere alene går mellem mennesker med forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. Kampen om, hvilket Danmark vi skal være, foregår i stigende grad mellem danskerne selv.

I årtier har vi diskuteret indvandring og integration. Ofte har det handlet om arbejde, uddannelse og kriminalitet. Men integration handler om langt mere. Det handler også om værdier. Om kultur. Om frihed, ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Og om, hvorvidt vi grundlæggende hører til i det samme samfund.

Her spiller den stigende indflydelse fra islamiske miljøer en rolle, som vi ikke må være bange for at diskutere. Muslimer i Danmark skal selvfølgelig have samme religionsfrihed som alle andre. Men religionsfrihed betyder ikke, at vi ukritisk skal acceptere enhver religiøs norm eller ethvert særkrav. Slet ikke. Tværtimod må fremmede religioner vige i det danske samfund.

Når social kontrol begrænser især piger og kvinders frihed, når børn vokser op med normer, der står i modsætning til ligestilling og personlig frihed, eller når religiøse forestillinger kolliderer med grundlæggende danske værdier, er det ikke længere bare et privat spørgsmål om tro. Så handler det om, hvilket samfund vi ønsker, og hvad vi vil acceptere.

Og samtidig vender danskerne sig i stigende grad mod hinanden.

Jeg mener, at vi skal blive ved med at sætte grænser og kræve, at mennesker, der bosætter sig i Danmark, respekterer vores kultur og grundlæggende værdier. Det handler ikke om intolerance, islamofobi eller fremmedfjendskhed. Det handler om at passe på det samfund, vi har bygget op gennem generationer.

For det burde ikke være kontroversielt at mene, at Danmark fortsat skal være det Danmark, som generationer før os har været med til at skabe. At forsvare ligestilling mellem mænd og kvinder. At religion skal bøje sig for demokratiet – ikke omvendt. Og at børn skal vokse op med friheden til selv at vælge deres liv. Det er blot sund fornuft.

Et samfund kan sagtens rumme forskelle. Men kun hvis der samtidig findes noget, der binder os sammen: et fælles sprog, fælles spilleregler og respekt for demokratiet, frihedsrettighederne og ligestillingen.

Det betyder ikke, at alle skal være ens. Og det betyder ikke, at man ikke må have den religion, man selv ønsker.

Men det betyder, at det danske samfund ikke skal indrette sine grundlæggende værdier efter fremmedartede islamiske normer. Det må være mennesker, der kommer hertil, som tilpasser sig det samfund, de bliver en del af – ikke samfundet, der langsomt tilpasser sig dem.

Jeg ønsker ikke et Danmark, hvor mennesker betragter hinanden som modstandere på grund af religion eller oprindelse. Men jeg ønsker heller ikke et Danmark, hvor danskerne bekæmper hinanden, fordi vi ikke længere kan blive enige om, hvad vores fælles fundament er.

Vi skal insistere på det fælles. Vi skal turde sætte grænser. For mister vi først det fælles ”vi”, risikerer vi også at miste det Danmark, som jeg holder så meget af.