Dit opkald er vigtigt for os. Vent venligst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 31. august kunne TV 2 fortælle om et lækket dokument, der modsiger den forklaring, Skattestyrelsens underdirektør, Søren Have Enevoldsen, har givet offentligheden.

»Det er hovedrystende og får helt ærligt min retsfølelse til at eksplodere,« skrev skatteminister Jakob Engel-Schmidt samme aften på Facebook.

»Det går simpelthen ikke, at der skal et tv-program og en minister til, før staten erkender sine fejl.«

Jo, der skulle et tv-program, en minister og en lækage til. Og en mand med to job.

Shams Zain arbejdede i IKEA i København om dagen, tog om aftenen opvasken på et hotel. Pengene gik til den danske stat som afdrag på en gæld, som Zain aldrig havde stiftet.

Det hele begyndte med, at han sendte et par hundrede kroner til sin syge mor i Sudan, og det endte med et krav fra skattefar om skat af knap 3 mio. kr. En anden mand havde brugt hans navn i en hvidvasksag, hvor penge blev sluset ud af landet gennem fem vekselkontorer på Nørrebro.

Politiet betragtede fra begyndelsen Shams Zain som forurettet og gav Skattestyrelsen besked. Alligevel blev Skattestyrelsens krav stående. At vi ved det, kan vi takke TV 2’s ”Operation X” for.

Det får mig til at tænke på Josef K., som i Kafkas roman ”Processen” bliver arresteret en morgen uden at have gjort noget forkert, og han får aldrig at vide, hvad han er anklaget for. Der er ingen åbenbar skurk, kun embedsmænd, der henviser til hinanden og aldrig vender tilbage.

I Kafkas andet mesterværk ”Forvandlingen” vågner hovedpersonen som et insekt, mere bekymret for, om han kan nå sit tog end for sin forandrede fysik.

Shams Zain blev ikke arresteret, men han fik et brev fra Skattestyrelsen, og fra den dag var han forvandlet til en mand med en milliongæld. Tvunget til at leve i et system, hvor staten på intet tidspunkt svarede ham. Hvilket stadie Skattestyrelsen er i sin forvandling, er der endnu ingen, der ved.

Skatteopkræveren har gennem årtusinder været en hadet figur, og i evangelierne nævnes toldere i samme åndedrag som syndere. Men i Danmark betaler folk nogle af verdens højeste skatter, næsten uden tvang. For danskerne er det en borgerpligt. En kontrakt, hvor vi betaler, hvad staten siger, vi skal betale, mod at staten er til at stole på. Mod at fejl bliver rettet, og at ingen skal bevise sin uskyld.

Det står også i loven. I 2003 kom en ny lov om, hvornår en skatteansættelse kan ændres, efter at fristerne er løbet ud. Der indførtes endda en undtagelse for særlige omstændigheder. En af disse omstændigheder er svig fra tredjemand, altså at en anden har stjålet din identitet, men ulykkeligvis kunne ingen finde den tilføjelse, da Shams Zain havde brug for den.

I starten af 2023 fortalte Københavns Politi Skattestyrelsen, at ansvaret lå hos vekselkontorets ejer og ikke hos kunderne. Alligevel afviste Skattestyrelsen gennem tre år igen og igen at genoptage sagerne, mens ankeinstanser og en domstol gav de forurettede borgere ret, sag for sag.

Det var først, da politiets officielle skrivelse landede i april i år, at Skattestyrelsen fik fart på.

85 mio. kr. er siden strøget af gælden. Zains sag blev nulstillet den 13. maj, men de indbetalte penge har han ikke fået tilbage, og når han ringer til Skattestyrelsen, er der ingen, der svarer. Embedsmændene henviser til hinanden.

Zain vaskede op, og staten vaskede hænder.

Da kravet om skat af de knap 3 mio. kr. landede i e-Boksen i 2021, havde Shams Zain tre måneder til at klage. Staten brugte sidenhen tre år på at få øje på sin egen fejl. Og som i et ægte kafkask mareridt lå bevisbyrden hos ham. Ville han have sagen åbnet igen, skulle han selv bevise, at en anden havde brugt hans navn.

Kafkas Josef K. vidste ingenting, men Zain vidste præcis, hvad han skulle gøre. Han havde bare ikke adgang til de papirer, der kunne bevise hans uskyld, for de lå hos politiet og hos den styrelse, der havde sendt kravet.

Man må beundre ordningens økonomi. Staten sparer ind på både bevisførelsen og tilbagebetalingen. Hvad skulle Zain have fremlagt, som ikke allerede lå i statens egne arkiver?

Det er værd at huske, at der findes en frihed, som sjældent bliver kaldt en frihed. At kunne forudse, hvad staten vil gøre ved en. Når folket stoler på skattevæsenet, kan det nøjes med at sende breve, men frygter folk deres skattevæsen, bliver de ikke bare utrygge, så skal alt kontrolleres, og det har intet land råd til. Sagen rammer selve præmissen om, at staten naturligvis skal rette sine fejl, også når ingen ser det.

I onsdags var der så samråd, indkaldt af ordførere fra Venstre og Danmarksdemokraterne. Ministeren kaldte sagen helt ubegribelig, et af ofrene fik en undskyldning og et kram, og om at borgerne selv må søge erstatning, sagde han:

»Det er desværre sådan, loven er i dag.«

Ordførerne har som resten af den borgerlige fløj i årevis krævet en hårdere kurs mod kontanter, der forlader landet gennem vekselkontorer. Kravet er rimeligt, for der bliver jo hvidvasket. Men en stat, der vil ramme svindleren hårdt og hurtigt, bliver ikke automatisk hård mod de skyldige først. En klagefrist på tre måneder lukker sager i højt tempo, også de forkerte.

»Du skal kunne stole på staten. Også når den tager fejl,« skriver vores skatteminister.

Det har Shams Zain og mange andre gjort hele tiden. Alligevel tog staten fejl, og den stod fast og lod dem falde ned i et helvede af lukkede døre og ubesvarede telefonopkald.

Kafka døde, før ”Processen” blev skrevet færdig. Så derinde banker Josef K. stadig på embedsmændenes døre.

Skattestyrelsen arbejder stadig på sin proces, og ingen svarer Zain, når han ringer og vil have sine penge tilbage. Dem, han aldrig skulle have betalt.

Hvor forfærdeligt det end måtte være for individet, er det udhulingen af retsfølelsen og tilliden til staten, der er det største tab. For os alle.