Hov, går unge virkelig mere på museum end til livesport?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med museer, og et af de spørgsmål, der med stor regelmæssighed dukker op, er, hvordan de skal få fat i de unge.

Bekymringen er forståelig. Konkurrencen om deres tid og opmærksomhed er voldsom, og den digitale udvikling har skabt en forestilling om, at de traditionelle kulturinstitutioner står over for et stadig vanskeligere publikum.

Derfor er der noget befriende ved de nye tal om danskernes kulturvaner fra Danmarks Statistik. De viser, at 65 pct. af befolkningen har været på museum inden for det seneste år. Men endnu mere interessant er det, at de unge ikke ligger i bunden af statistikken.

Tværtimod har 67 pct. af de 16-24-årige været på museum mod 60 pct. af danskerne over 74 år. På kunstmuseerne er forskellen endnu tydeligere. Her har 48 pct. af de 16-24-årige været, og dermed er de unge den aldersgruppe, hvor den største andel har besøgt et kunstmuseum.

Det harmonerer ikke særlig godt med forestillingen om den unge kulturbruger, der lever gennem sin telefon og skal lokkes væk fra TikTok og ind på museet ved hjælp af digitale formater, events, ungdomsrabatter og oplevelser, der også gerne må kunne deles på Instagram.

Den unge findes sikkert også. Men statistikken fortæller, at rigtig mange af hendes jævnaldrende allerede går på museum. Måske burde det få os til at ændre spørgsmålet. I stedet for endnu en gang at diskutere, hvordan museerne skal få fat i de unge, kunne vi interessere os for, hvorfor det faktisk ser ud til at være lykkedes.

Museerne har gennem årtier arbejdet målrettet med publikum og formidling. De er blevet mere åbne institutioner, og udstillinger, arrangementer, caféer og butikker har gjort museumsbesøget til noget andet og mere end den højtidelige vandring gennem en samling.

Meget af den udvikling er blevet mødt med kritik. Der er blevet talt om oplevelsesøkonomi og om risikoen for, at museerne i jagten på besøgstal og publikumsvenlighed mistede blikket for deres egentlige opgave. Den diskussion har været nødvendig. Men hvis man har kritiseret museerne for deres publikumsorientering, må man også være villig til at overveje, om noget af den faktisk har virket.

Museet er i dag også et sted, hvor man er sammen med andre. Og de unge, der nu besøger museerne, er vokset op i en tid, hvor kultur og museumsbesøg er blevet en mere almindelig del af familielivet. Danmarks Statistiks analyser viser netop en tydelig sammenhæng mellem at være blevet taget med til kultur som barn og selv bruge kultur senere i livet.

Måske har vi også været for hurtige til at antage, at det digitale liv nødvendigvis står i modsætning til museumsbesøget. Man kan sagtens bruge timer på TikTok og samtidig have lyst til at stå foran et maleri. Måske bliver det fysiske sted og mødet med noget, der faktisk befinder sig foran én, ligefrem mere attraktivt, jo mere af resten af livet der foregår på en skærm.

Det kan statistikken naturligvis ikke bevise. Men tallene giver anledning til at være nysgerrig på en udvikling, som passer dårligt ind i nogle af vores mest sejlivede forestillinger om unge og kultur.

Det bliver endnu tydeligere, hvis man sammenligner med sport. Danmarks Statistik opgjorde tidligere på sommeren, at 46 pct. af danskerne havde overværet en sportsbegivenhed inden for det seneste år. Blandt de 16-24-årige var andelen 61 pct. Til sammenligning har 65 pct. af danskerne været på museum og 67 pct. af de unge.

Flere unge har altså været på museum, end der har været til livesport.

Det er naturligvis ikke en konkurrence mellem kultur og sport. Det interessante er vores reaktion på tallene. Hvis et menneske ikke interesserer sig for ishockey, spørger vi sjældent, hvad der er galt med ishockeyen, eller hvordan sporten kan gøre sig relevant for denne ikke-bruger. Vi accepterer, at mennesker interesserer sig for forskellige ting.

På kulturområdet har vi en anden refleks. Her bliver den, der ikke kommer, hurtigt gjort til et problem, som institutionen forventes at løse. Det er på mange måder rimeligt for offentligt støttede institutioner, men det kan også blive en underskudslogik, hvor vi bliver så optagede af dem, der ikke kommer, at vi glemmer at interessere os for dem, der faktisk gør.

Hvis næsten 7 af 10 unge har været på museum inden for et år, og næsten halvdelen har besøgt et kunstmuseum, forekommer det efterhånden lidt besynderligt fortsat at omtale dem som et publikum, museerne først skal lære at nå.

Museerne skal selvfølgelig fortsat udvikle sig. Men måske kan de samtidig tillade sig lidt mere selvtillid. For hvis den mest digitaliserede generation, vi nogensinde har haft, også er blandt de mest aktive museumsbrugere, er konklusionen ikke nødvendigvis, at museerne skal forsøge at ligne den digitale verden endnu mere.

Der kan stadig være en stærk tiltrækningskraft i det, som kun museet kan tilbyde: det fysiske sted, genstanden, originalen, historien og kunsten – og muligheden for at opleve det sammen med andre.

Vi har brugt mange år på at spørge, hvordan museerne skal få fat i de unge. De nye tal giver anledning til et bedre spørgsmål: Hvad er det egentlig, museerne har gjort rigtigt?