Der er store forskelle på et dansk og et norsk tronskifte
Traditionerne i Europas 12 forskellige monarkier er slet ikke så ens, som man måske kunne tro.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I Norge har vi for få dage siden set, hvordan den nye konge, Haakon VIII, har taget samme valgsprog som sin far, Harald V, sin farfar Olav V og sin oldefar Haakon VII: ”Alt for Norge.” Alle de fire monarker, der har siddet på den norske trone, siden Norge fik egne konger igen i 1905 efter 434 års kongefællesskab med Danmark og derpå 91 års kongefællesskab med Sverige, har således haft det samme valgsprog.
I Danmark ville noget tilsvarende være helt utænkeligt. Siden Christian I (1448-1481), som man traditionelt regner som den første danske konge med et valgsprog, har hver eneste dansk konges valgsprog været personligt og unikt.
Ofte kan man forledes til at tro, at Europas monarkier minder meget om hinanden, og at mange ting i de øvrige 11 monarkier foregår på nogenlunde samme måde som i vores eget danske. Men det er på ingen måde tilfældet. I de forskellige monarkier er der skabt meget forskellige traditioner gennem mange års gradvise udvikling af monarkiet, og mange af traditionerne hænger uløseligt sammen med landets generelle udvikling og historie.
Valgsprogstraditionen er blot ét af mange eksempler på dette. Den første af de fire konger, som Norge har haft siden 1905, Haakon VII, valgte således ”Alt for Norge”, og siden har de tre efterfølgeres valg af det samme valgsprog været en måde, som Norge kunne markere sig på som anderledes end de to gamle nordiske monarkier og ”unionspartnere” Danmark og Sverige.
I Sverige har kongerne nemlig også generelt – ligesom i Danmark – i århundreder haft hvert deres valgsprog. Kun enkelte har valgt at kopiere forgængerens.
En anden forskel på et dansk og et norsk tronskifte er, at ved et dansk er der tradition for, at den nye monark udråbes af statsministeren fra balkonen på Christiansborgs Slotsplads. Monarken holder i den forbindelse en kort tale fra balkonen – og afslører i øvrigt i samme forbindelse sit valgsprog.
I Norge derimod udråber statsministeren ikke den nye monark fra balkonen på et slot. Det nytiltrådte statsoverhoved holder til gengæld en kort tale på tv dagen efter sin tiltrædelse.
Som et tredje eksempel kan nævnes, at man i kølvandet af et tronskifte i Danmark ofte ser, at der ændres i kongevåbenet.
Man fjerner for eksempel symbolerne på de landområder, der ikke længere har den danske monark som sit statsoverhoved. Som f.eks. da kongevåbenet blev ændret kort tid efter kong Frederik IX’s tronbestigelse i 1947. Falken, som var et symbol på Island, blev ved den lejlighed pillet ud, eftersom kongefællesskabet med islændingene var ophørt med Islands overgang til republik i 1944.
Ligesom bl.a. symbolerne på Stormarn, Ditmarsken og Delmenhorst blev fjernet i kølvandet af dronning Margrethe II’s tronbestigelse i 1972.
Blandt ændringerne efter kong Frederik X’s tiltrædelse i 2024 var afskaffelsen i kongevåbenet af symbolet på den gamle Kalmarunion (de tre kroner), hvor Norden havde været samlet fra 1397 til 1523.
Men i Norge er der ikke på samme måde tradition for at ændre i rigsvåbenet, når landet får en ny monark. Motivet for det norske rigsvåben, som er temmelig enkelt og samtidig et af de ældste i verden, har været stort set uforandret siden 1200-tallet. Det viser en løve, der står på bagbenene, har en krone på hovedet og holder en stor økse mellem forpoterne.
Grunden til, at man jævnligt har ændret i det danske kongevåben, men aldrig rigtigt i det norske rigsvåben (bortset fra mindre forandringer i designet), er igen historisk.
Norge har – i modsætning til Danmark – ikke en fjern fortid som stormagt og derfor heller ikke i løbet af de senere århundreder mistet forskellige større landområder, som det derfor var oplagt at fjerne fra våbenet, efterhånden som de var ”gået tabt” for de danske monarker.
De ovenfor nævnte eksempler er blot nogle få af mange mulige.
Og noget tilsvarende gælder for forskellene mellem både tronskifterne og mange andre af de øvrige traditioner, der knytter sig til Europas 12 forskellige monarkier.