Døde den amerikanske drøm med Dolly Parton?
På den ene side giver reaktionerne på Dolly Partons død et håb om, at USA igen kan blive forenet. På den anden side frygter man, at den amerikanske drøm endegyldigt døde med hende.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Siden Dolly Partons død er de sociale medier blevet oversvømmet med hyldester til det amerikanske ikon.
Med god grund. Og slet ikke overraskende – for Dolly havde det hele. Hun gik aldrig i ét med tapetet. Hun mente noget – og gjorde noget. Hun stod ved sig selv. Og gjorde det på en måde, der ikke skubbede folk væk, men lod alle komme til, hvis de da ville.
Fra opvæksten i en lille træhytte med 11 søskende til en tilværelse som et af verdens mest berømte mennesker var hun legemliggørelsen af den amerikanske drøm.
Hvem har ikke skrålet med på ”9 to 5” i bilen på vej til arbejde, hvem har ikke følt jalousien fra ”Jolene”, hvem har ikke fået kuldegysninger af den bittersøde ”I Will Always Love You”?
Når man ser reaktionerne, så gælder det, at uanset om de kommer fra sorte, progressive, feminister, kristne eller konservative – ja, der er vel ingen grænser for, hvem der har reageret – så ser de alle Dolly som en af deres egne.
Det kan synes selvmodsigende, for mange af de grupper ligger til daglig i (indtil videre heldigvis kun verbal) krig med hinanden i dagens USA.
Mens grøfterne kun bliver gravet dybere og dybere, og De Forenede Stater fremstår stadig mere uforenede, formåede Dolly Parton på en eller anden måde at bygge broer, hvor man troede, bukserne ville sprække. Og hun gjorde det med humor, snusfornuft, kærlighed og ligefremhed.
Ser man positivt på det, udgør hyldesterne til Dolly Parton fra alle dele af et splittet USA og sådan også resten af verden et håb om, at hadet måske ikke stikker så dybt alligevel. At vi ikke er så forskellige, som vi gør os til – eller som vi i hvert fald opfatter, at vi er.
Hun bakkede helhjertet op om Black Lives Matter, men gjorde det på den særlige Dolly-måde, der ikke stødte modstanderne væk. Hun støttede udviklingen af corona-vacciner, men uden at vaccineskeptikerne fik hende galt i halsen. Hun var kristen helt ind i hjertet, men ikke som en belærende prædikant, som støder så mange fra sig – og som vi kender fra vores eget Folketing.
Hun kæmpede for kvinders rettigheder ved at vise vejen og ved – på sine præmisser – at gøre mænd til medspillere.
Så fyldt af dobbeltheder, som hun selv var, så meget desto klarere ramte hun alligevel folk. Fordi hun var et helt menneske.
På den måde er Dolly Parton et mysterium. Et magisk et af slagsen.
Ser man omvendt negativt på det, så kan jeg ikke komme i tanke om andre, der på samme måde kan bringe USA og alle os andre sammen.
Og nu er hun død. Så dør den amerikanske drøm også med hende?
Eller formår vi at forlænge hendes arv? Det må man håbe.
Når berømtheder dør, står politikere ofte i kø for at høste likes og rækkevidde på ryggen af den afdøde. Sådan er det også med Dolly Parton.
Såvel Donald Trump som de amerikanske ekspræsidenter har hyldet hende. Men hvis man for alvor skal hylde Dolly Parton, er det en langt større opgave end at lave et opslag på sociale medier og beordre flagstænger på halv.
Så der skal mere til. Og vi kan hver især starte med os selv. Det ville Dolly Parton gøre.