Den absolut mest ligegyldige ramadan findes i Højskolesangbogen
Nogle vil have hevet Isam B's ramadansang ud af Højskolesangbogen. Lad være med det – lad den være – den visner af sig selv.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er ting her i verden, som politikere bare ikke skal blande sig i. Som for eksempel hvilke kunstnere der får optaget en sang eller salme i Højskolesangbogen.
Det tager sangbogsudvalget, senest blandt andre bestående af pianist Matthias Hammer, tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen, forfatter Dy Plambeck og flere gode folk sig af.
Og jeg tror da overhovedet ikke, at der har været rundbordsenighed om alle de 601 sange og salmer i den 19. udgave af Højskolesangbogen. Der er uden tvivl blevet hugget en hæl og klippet en tå og indgået 601 kompromiser i den levende proces, som det er at sammensætte en ny Højskolesangbog. Og de besluttede altså tilbage i 2020, at den tidligere Outlandish-sanger Isam B’s sang ”Ramadan i København” fortjente den ære at komme med i den lille, blå, lærredsindbundne sangbog.
I den forgangne uge følte Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Thomas Skriver Jensen, sig så kaldet til at kræve ”Ramadan i København” smidt ud af Højskolesangbogen.
Eller det var vel lige så meget sangens ophavsmand, Isam B, ordføreren vil have smidt ud af det gode selskab på røv og albuer på baggrund af hans tåbelige og åbenlyst islamistiske udtalelser om, at det mest feministiske, en kvinde kan gøre, er at »tage et tørklæde på eller faktisk tage en niqab på, hvor du bare er ninja«.
Fordi, tilføjede geniet, »det er vildt provokerende. Vi mænd vil gerne se dig, men du kan se os, og vi kan ikke se dig«.
Ja, ifølge Isam B er det et udtryk for »fandenivolskhed« og et »powerful statement«, når en kvinde bryder loven og ifører sig niqab. Lad os lige minde hinanden om, at den islamistiske tradition, der foreskriver, at kvinden skal tildækkes, ikke er et feministisk rødstrømpemanifest, men udspringer af det nederdrægtige syn på kvinden, at hun simpelthen ikke er noget værd.
Kvinden er en genstand for manden. En seksuel genstand, der kan bruges efter lyst og behov. Begrundet i en radikaliseret læsning af islam. Og Isam B’s udtalelser er så krasbørstige, at det har fået selv Enhedslisten og alle kvindesagsforkæmperne op på dupperne for at forsvare kvinders frihed og rettigheder.
Isam B er de seneste dage blevet banket noget så eftertrykkeligt og fortjent på plads, men skal han også smides ud af Højskolesangbogen, som ordføreren på integrations- og udlændingeområdet (bemærk: ikke kultur) mener?
Nej, selvfølgelig skal Isam B ikke det. Sangen ”Ramadan i København” er efter min mening ikke nogen berigelse af Højskolesangbogen – temmelig indholdsløs, upoetisk og ikke særlig sangbar. Det er naturligvis en smagssag.
Men sangen er nu engang nr. 164 i den nyeste udgave af Højskolesangbogen – og det må vi altså leve med, at den er. Hvad havde ordføreren egentlig tænkt sig? At vi skulle hive en side ud eller hvad? Hvad der skal ske med Isam B’s sang om »dadler og mælk og brød« og »Taknemligheden i Hans navn (læs: Allah)«, det må blive sangudvalgets hovedpine, næste gang vi skal velsignes med en ny udgave.
For ordføreren og alle andre, der vil censurere Isam B fra sangskatten, skal lige huske på, at Højskolesangbogen er en dynamisk størrelse – den er et levende ånds- og kulturudtryk. Og ikke alene et vidnesbyrd om, hvad der var engang, men faktisk et øjenvidne fra den tid, sangbogen blev sammensat i.
At Isam B har islamistiske holdninger, det har vi jo vidst i de sidste 10-20 år – og den 19. udgave af Højskolesangbogen er blevet til i en tid, hvor vi diskuterer islams indflydelse og aftryk ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Og som der står i forordet, så må »Højskolesangbogen tilstræbe at være i øjenhøjde med tiden«.
»Den skal ikke bare afspejle tiden. Den vil gerne modvirke et historisk hukommelsestab ved at forbinde nutiden med den fortid, der har skabt den. Det er grunden til, at Højskolesangbogen rummer en blanding af nye og gamle sange og salmer. Den er nemlig præget af historiens dybe åndedræt.« Amen til det. Og lige nu, i vores tid, mærker vi ikke bare åndedrættet, men også åndenøden over, at islamisme ikke bare vil fylde meget – men vi giver den lov til at fylde meget.
Tænk, hvis de andre 600 sange fik lige så meget opmærksomhed som den faktisk ret ringe ramadansang. Sikke en folkeoplysning, vi vil have – ja, sikke en åndelig oprustning eller opsang, det ville være til danskerne. Så er det rystende ligegyldigt med Isam B og hans dadler og hans vanvittige kvindesyn. Måske ryger den ud engang – måske bliver den.
Uden sammenligning i øvrigt tror jeg, de færreste ville undvære ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød mor” i Højskolesangbogen – begge synger vi af karsken bælg herhjemme med børnene – og særlig sidstnævnte er også en begravelsesfavorit.
Begge sange skrevet af Harald Bergstedt, den gamle nazist, medlem af DNSAP, arbejdede for den nazistiske avis Fædrelandet og fik efter krigen fængselsdom for at samarbejde med den tyske værnemagt.
Alligevel elsker vi hans sange, fordi de til (forskel fra Isam B’s makværk) rører ved en barnesjæl i os. Ligesom de hundredvis af andre sange fra Højskolesangbogen stemmer nogle dybere toner i vores sind – noget almenmenneskeligt, der handler om alt det, som livet er.
På den måde er Højskolesangbogen åndens bindevæv – fordi vi sammen synger os gennem historien, ånden, kulturen, kristendommen – alt det, der har formet os. Men vi synger os også igennem alle de fælles erfaringer af, hvad det vil sige at være menneske: kærligheden og forelskelsen, sorgen og smerten, fortvivlelsen og følelsen af at være i afgrundens nat – vi synger om troen og håbet. Og glæden. Livsglæden. Ikke mindst.
Det er Højskolesangbogens allerstørste kvalitet. Og berettigelse. Alt det andet palaver er ligegyldigt.