Hvordan får vi kulturen ud til dig og mig, så det ikke bare er snak, men noget, der gør en forskel?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag, torsdag, åbner Kulturmødet i Nykøbing Mors. Det bliver det hidtil største med omkring 700 arrangementer over tre dage og samler kunstnere, kulturinstitutioner, politikere, organisationer og publikum til det, der efterhånden har udviklet sig til dansk kulturlivs vigtigste årlige mødested.

Det er i sig selv et stærkt billede på et dansk kulturliv, der står godt.

Publikum bakker op. Institutionerne udvikler sig. Og politisk er der igen kommet en forståelse for, at kultur ikke blot er pynt på velfærdssamfundet, men en væsentlig del af dets fundament.

Men når man ser ned over det enorme program på Mors, er der samtidig et perspektiv, som går igen på tværs af mange af de samtaler, vi skal have med hinanden de kommende dage:

Hvordan får vi kulturen ud til borgerne?

Det spørgsmål om kulturformidling kan umiddelbart lyde mindre dramatisk end diskussionerne om økonomi, kunstig intelligens, kulturpolitik og institutionernes fremtid.

Det er det ikke.

For måske er det netop her, nogle af dansk kulturlivs største udfordringer i de kommende år mødes.

Vi lever allerede i en opmærksomhedsøkonomi, hvor teatret, museet, koncertsalen, litteraturen og de øvrige kulturinstitutioner ikke længere primært konkurrerer med hinanden om danskernes tid. De konkurrerer med globale streamingtjenester, sociale medier, gaming, influencere og en næsten uendelig strøm af digital underholdning.

Og med den hastige udvikling inden for kunstig intelligens bliver den konkurrence kun stærkere. Mængden af indhold vil vokse eksplosivt, og stadig mere af det, vi ser, hører og læser, vil blive udvalgt og præsenteret for os af algoritmer og globale platforme, som hverken har et dansk kulturelt eller demokratisk formål.

Christian Have har op til årets kulturmøde advaret om, at kulturlivets største krise kan ligge foran os. Det perspektiv bør vi tage alvorligt.

For den næste store kulturkrise behøver ikke begynde med tomme teatersale, faldende besøgstal eller lukkede museer. Den kan begynde langt mere ubemærket: ved at kunsten og kulturinstitutionerne gradvist mister evnen til selv at skabe forbindelsen til deres publikum.

Det gør kulturformidlingen til noget langt større end kommunikation og markedsføring.

Den bliver en strategisk kerneopgave.

For hvad nytter det, at vi skaber fremragende kunst, har stærke institutioner og investerer betydelige offentlige midler i kulturen, hvis forbindelsen mellem kunsten og borgerne samtidig bliver svagere – eller i stigende grad kontrolleres af andre?

Det er efter min mening et af de vigtigste spørgsmål, vi bør diskutere på Mors i disse dage.

Det betyder ikke, at kulturlivet skal vende ryggen til teknologien. Tværtimod. Kulturinstitutionerne skal forstå de nye platforme, medievaner og teknologiske muligheder og være til stede dér, hvor mennesker er.

Men de skal gøre det uden at opgive det, der adskiller kulturen fra den endeløse strøm af indhold, vi alle sammen møder hver dag: fordybelsen, perspektivet, fællesskabet, overraskelsen og den menneskelige erfaring.

Det stiller nye krav til institutionerne. Men det stiller også krav til kulturpolitikken.

For hvis vi politisk investerer milliarder i kunst og kultur, men overlader infrastrukturen mellem kulturen og borgerne til globale kommercielle platforme, har vi kun løst halvdelen af opgaven.

Når så stor en del af dansk kulturliv fra torsdag er samlet på Mors, er det derfor værd at bruge anledningen til ikke kun at diskutere, hvad fremtidens danske kulturliv skal skabe.

Vi bør mindst lige så grundigt diskutere, hvordan det skal nå os. For kulturens værdi opstår ikke alene, når værket bliver skabt. Den opstår, når det møder et menneske.

Og kampen om det møde kan meget vel blive en af dansk kulturlivs vigtigste i de kommende år.