Når verden er urolig, rykker Norden sammen
Det aktuelle sommermøde mellem Nordens regeringsledere viderefører en mere end 150 år lang tradition.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den 20. august holder de nordiske regeringsledere sommermøde i Danmark. Dette er videreførelsen af en mere en 150 år lang tradition for nordisk samarbejde.
Det første større konkrete nordiske politiske samarbejde i nyere tid fandt sted med etableringen af den skandinaviske møntunion i 1875. Og det var ikke tilfældigt, at det skete på netop dette tidspunkt. Det var nemlig i kølvandet af Danmarks nederlag i krigen i 1864. Et nederlag, som fik de danske politikere til at kigge mod nord og ønske et stærkere samarbejde med lande, som vi havde en fælles fortid og kultur med. Blandt andet til gavn for den danske økonomi, som havde yderst vanskelige vilkår på grund af krigen og tabet af hertugdømmerne.
I løbet af sidste del af 1800-tallet, op igennem hele 1900-tallet og helt frem til i dag har man i de nordiske lande holdt fast i, at det nordiske samarbejde havde – og har – en særlig betydning og værdi. I de seneste mange årtier ved siden af det bredere europæiske, transatlantiske og globale samarbejde, som de nordiske lande også på forskellig måde og i forskellig grad har deltaget i.
Begrundelserne for, at det nordiske samarbejde har en særlig betydning, har i tidens løb været mange. Men de gamle historiske bånd mellem landene, den fælles mentalitet, kultur, velfærdsmodel og de – for nogle af landenes vedkommende – tætbeslægtede sprog har været blandt de mest fremherskende.
Det moderne nordiske samarbejde har gennem årene vist sig på mange måder. Under Første Verdenskrig forsøgte man at koordinere udenrigs- og handelspolitikken mellem de tre neutrale skandinaviske lande (Island og Finland var dengang hhv. under Danmark og reelt under Rusland).
Samtidig mødtes de tre skandinaviske statsledere kort efter krigens udbrud for første gang til et såkaldt trekongermøde – for at understrege det særlige nordiske sammenhold.
I det hele taget rykkede de nordiske lande altid sammen i kølvandet af krig og konflikter i Europa og verden. Det gjaldt under Første Verdenskrig, men kom i den grad også til at gælde i kølvandet af Anden Verdenskrig. Interessen for det nordiske samarbejde nærmest eksploderede under krigen. Mens den danske Foreningen Norden i 1939 blot havde ca. 5.000 medlemmer, var dette tal i 1945 steget til hele 45.000 – og i 1960 til 60.000 medlemmer.
De politiske initiativer til en udbygning af det nordiske samarbejde voksede ligeledes med raketfart i sidste halvdel af 1940’erne og i de efterfølgende årtier. Ganske vist lykkedes det ikke at nå til enighed om dannelsen af et skandinavisk forsvarsforbund (som man ellers forhandlede om fra 1948 til 1949) og en nordiske toldunion og et nordisk fællesmarked (som man forhandlede om ad flere omgange fra 1947 til 1970).
Men de nordiske politikere kunne til gengæld fremvise markante resultater på mange andre områder. F.eks. oprettelsen af et fælles dansk-svensk arbejdsmarked i 1946, af pasunionen i 1951 og af Nordisk Råd i 1952, udvidelsen af arbejdsmarkedet i 1954 til også at omfatter Finland og Norge, 1950’ernes gradvise udbygning af det fælles nordiske statsborgerskab (med fælles rettigheder for alle nordiske borgere i alle landene på en række områder), grundlæggelsen af Nordisk Ministerråd i 1971 og meget, meget mere.
Samarbejdet fortsatte med en række forskellige andre initiativer i de efterfølgende årtier. Men i dag rykker de nordiske lande igen – ikke mindst som følge af Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine siden 2022 – endnu tættere sammen. Nøjagtig ligesom de gjorde det i kølvandet af krigen i 1864, Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Ud over at Finland og Sverige blev medlemmer af Nato i hhv. 2023 og 2024, så hele Norden nu er samlet i denne organisation, arbejder man nu således også på særligt at udvide det nordiske samarbejde.
Og det er netop dét, som det aktuelle sommermøde mellem regeringslederne fra de fem selvstændige nordiske stater (Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige) og de tre selvstyrende områder (Færøerne, Grønland og Ålandsøerne) er udtryk for.
Et sommermøde, hvor man navnlig vil fokusere på udvidelsen af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde landene imellem. Fordi der i øjeblikket er uro og konflikt i Europa og i verden – ligesom der har været det flere gange tidligere i historien.