Et forbud mod Hizb ut-Tahrir vil være en uigennemtænkt gave til islamisterne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som jurist opdraget med det demokratiske samfunds retsprincipper og som barn af forældre, der måtte flygte fra det islamistiske præstestyres sharia-tyranni i Iran, løber det mig selvfølgelig koldt ned ad ryggen, hver eneste gang Hizb ut-Tahrir stiller sig op på en talerstol i Danmark.

Jeg har set, hvad der kan ske, når religiøs fanatisme, politisk totalitarisme og foragt for individets frihed bliver gjort til statens grundlag. Frygten og afskyen er med andre ord erfaringsbaseret og historisk funderet i min egen families fortælling.

Netop derfor er det også så fristende at række ud efter det mest kontante redskab i den politiske værktøjskasse, nemlig forbuddet.

Når jeg som så mange andre har set Hizb ut-Tahrirs repræsentanter diskutere deres politiske projekt på tv, kan jeg næsten fysisk mærke fristelsen til at sige, at nu må det være nok. I DR’s ”Deadline”s debat mellem Socialdemokratiets Rasmus Stoklund og Elias Lamrabet fra Hizb ut-Tahrir blev afgrunden mellem de to verdenssyn udstillet med ubehagelig tydelighed.

Det var rystende tv. Ikke fordi Hizb ut-Tahrirs synspunkter var nye. Men fordi de blev fremlagt på en kølig og intellektualiseret måde.

Men netop derfor skal vi passe på med at lade vores umiddelbare ubehag diktere vores retspolitik. For spørgsmålet er ikke, om Hizb ut-Tahrirs ideologi er afskyelig. Det er den. Spørgsmålet er heller ikke, om organisationens politiske projekt står i skærende kontrast til det liberale demokrati. Det gør det.

Det afgørende spørgsmål er derimod, om Danmark faktisk bliver et sikrere og stærkere demokrati af at forbyde organisationen.

Et forbud kan skabe nogle meget konkrete problemer. For det første risikerer det at styrke organisationens martyrfortælling. I det øjeblik, staten forbyder en organisation, får dens medlemmer et stærkt propagandamateriale a la “se selv. Demokratiet tåler ikke vores eksistens. Staten siger, at den forsvarer friheden, men bruger sin egen magt til at lukke munden på os”.

Det er naturligvis ikke nødvendigvis et sandt argument, men propaganda behøver ikke være sand for at være effektiv. En bevægelse, der i forvejen bygger på forestillingen om en grundlæggende konflikt mellem islam og den sekulære stat, kan få betydelig ideologisk næring af at blive gjort til en forfulgt fjende.

For det andet risikerer vi at gøre organisationens aktiviteter mindre synlige. Så længe en ekstremistisk organisation arbejder åbent, kan den overvåges, kritiseres og modsiges. Journalister kan undersøge den, politikere kan konfrontere dens repræsentanter, fagfolk kan analysere dens argumenter, og tidligere medlemmer kan fortælle om deres erfaringer. Forældre kan se, hvad deres børn bliver præsenteret for, og andre muslimske miljøer kan udfordre organisationens ideologiske budskaber.

Når aktiviteterne i stedet flyttes ud af det åbne rum, bliver denne gennemsigtighed mindre.

Det relevante spørgsmål er, om et forbud faktisk gør Danmark mere sikkert? Bliver færre mennesker radikaliseret? Bliver organisationens aktiviteter vanskeligere at gennemføre? Bliver myndighedernes arbejde lettere? Bliver samfundet mere robust over for ekstremistisk rekruttering?

Og kan disse fordele overhovedet dokumenteres?

Med et forbud mod Hizb ut-Tahrir risikerer vi at give dem præcis den fortælling, organisationen har brug for. Hizb ut-Tahrirs styrke ligger ikke i, at organisationen har et bedre politisk projekt end demokratiet. Det har den ikke.

Dens styrke ligger snarere i dens evne til at fortælle mennesker, at de lever i et samfund, der grundlæggende er fjendtligt over for dem, og at den liberale stat i virkeligheden er et hyklerisk system, som kun tolererer frihed, når friheden bruges på den rigtige måde.

Et forbud vil gøre denne fortælling nemmere at sælge.

Det ville være så ærgerligt at give islamisterne den letteste propagandasejr, blot fordi et forbud føles umiddelbart tilfredsstillende. Vi skal gøre det modsatte. Vi skal, som vi i øvrigt allerede gør så godt, insistere på, at deres idéer bliver udsat for maksimal offentlig granskning.

Vi skal stille dem de spørgsmål, som deres ideologi helst vil undgå. Hvordan ser deres samfund ud for kvinder? Hvad sker der med religiøse mindretal? Hvad sker der med frafaldne muslimer? Hvad sker der med homoseksuelle? Hvad sker der med mennesker, der ikke ønsker at leve efter deres religiøse regler? Hvem har magten, hvem kan kritisere magthaverne, og hvem beskytter individet mod flertallet?

Det er her, islamismens politiske projekt skal møde demokratiet. Ikke i en mørk kælder, men i fuldt dagslys.