Der findes glubske ulve overalt, men det er de usynlige, vi skal holde øje med
Større synlighed fra V, LA og K kan måske forhindre, at den yderste højrefløj overtager hele den borgerlige blok. Men det kræver en indsats, der er større og bedre end den nuværende.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ind imellem er det mest interessant at holde øje med det, der ikke er synligt. Da den gule Måne i denne uge næsten skjulte den rødglødende Sol, stod tusindvis af mennesker og spejdede efter det, de ikke kunne se, nemlig Solen, der ifølge mytologien var ved at blive spist af Fenrisulven. De kunne heller ikke se den Måne, der skyggede. Det var det usynlige, der var spændende.
Både når man ønsker at forstå universets livgivende fænomener og den lovgivende forsamlings politiske magtkampe på vor runde Jord, kan det være en god idé at interessere sig for det, der ikke kan ses.
De fleste partiledere glimrede f.eks. ved deres fravær ved ugens hasteindkaldte debat i Folketinget om situationen i den spanske eksklave Ceuta. Fraværet var en magtdemonstration.
Også i England er partiledernes fravær en magtdemonstration i disse dage. Den kontroversielle højrefløjspolitiker Nigel Farage udløste med vanlig sans for selviscenesættelse et suppleringsvalg til Underhuset ved at træde tilbage.
Planen var, at han ved et nyvalg ville vinde over sine etablerede modstandere fra De Konservative, Labour og De Liberale og dermed demonstrere folkets accept af, at det er helt i orden at modtage store pengegaver, som han undlod at opgive til myndighederne trods lovkrav herom.
Desværre for Farage svarede de etablerede partier igen ved simpelthen at blive usynlige. De stillede ikke op imod ham. Farage vandt torsdag kun knebent over en mand, der optræder iført skraldespand over hovedet og kalder sig Grev Skraldefjæs. De usynlige partiledere fra de andre partier udstillede med deres fravær Farages politiske stunt som latterligt. En magtdemonstration.
Herhjemme går det knap så underholdende til. Men hverken partilederne Martin Lidegaard (R), Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Løkke Rasmussen (M), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juhl (K) eller Troels Lund Poulsen (V) deltog i ugens hasteindkaldte forespørgselsdebat. De valgte at være usynlige. Hvorfor?
Af forskellige, men virksomme grunde. Rødkløverregeringens partiledere ville for det første demonstrere, at de betragter situationen i Ceuta som under kontrol og derfor havde bedre ting at tage sig til på en solformørket onsdag.
Dernæst passede det Olsen Dyhr, Løkke og Lidegaard godt ikke at blive direkte indblandet i debatten, da udlændingepolitikken er et sprængfarligt emne internt i regeringen.
Mette Frederiksens frontløb mod indvandring er derimod velkendt, ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Sådan vil hun gerne fremstå, og det gjorde hun i et slag med Messerschmidt, som de begge nyder og vil gentage med samme frekvens som Jordens kredsen om Månen i den kommende folketingssamling.
På den blå side af hegnet var der andre årsager til partiledernes fravær. For det første erkendte V, K og LA hurtigt efter de første dages migrantkaos, at dramaet var aflyst. For det andet ønsker de blå partiledere ikke at blive indblandet i DF’s fletten fingre med russiske steppeulve som Messerschmidts Ukraine-skeptiske partilederven fra Montenegro.
Så mens Frederiksen og Messerschmidt kæmper om medieopmærksomheden i Danmark, og mænd med skraldebøtter over hovedet fører valgkamp i England, kan vi andre tage beskyttelsesbrillerne på og holde øje med det, der ikke er til at se.
Hvad vil de usynlige partiledere i blå blok bruge de kommende måneder til? Vil de være klappende halehæng til en skrydende Messerschmidt eller formår de at skabe et seriøst alternativ til Rødkløverregeringen? Kan regeringen holde sammen på Rødkløveret, eller vil Frederiksen løbe med det hele?
Vi ved det ikke. Men ligesom larm fra menneskene kan få Fenrisulven til at opgive at sluge Solen, kan større synlighed fra V, LA og K måske forhindre, at den yderste højrefløj overtager hele den borgerlige blok i Danmark. De skal præsentere selvstændige politiske stjerneskud i et vælgerhav, hvor mørket tiltager, og ulvene formerer sig.
Men Solen er fortsat rød, Månen er gul, og håbet er lysegrønt. Trods solformørkelser, problemulve og politiske stunts.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.