Islands tøvende holdning til EU skyldes formentlig landets fælles historie med Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ligesom nordmændene har deres ”1905-syndrom”, hvor den sene unionsopløsning med Sverige i 1905 har haft betydning for landets EU-skepsis, har islændingene tilsyneladende også et ”1918-syndrom”. Island blev nemlig først en selvstændig stat i 1918 efter at have været under Norge siden Middelalderen og under de danske konger siden 1537.

Da Norge og Danmark fik fælles konger i 1380 – på grund af ægteskabet mellem den norske kong Haakon VI og den danske Margrethe I – fulgte Island så at sige med, men hørte fortsat formelt under Norge indtil 1537, hvor det selvstændige norske rigsråd blev nedlagt, og Norge blev et ”lydrige” under Danmark. Igen fulgte Island med.

Dette satte sig nogle markante spor, og da Island efter en længere selvstændighedskamp i løbet af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, efter at have opnået selvstyre og hjemmestyre, endeligt i 1918 blev en suveræn, selvstændig stat, var det – ligesom Norge i 1905 – en stat med en stærk national selvbevidsthed, som tonede frem.

Fra 1918-1944 havde Island og Danmark i øvrigt fortsat fælles statsoverhoved (den danske konge), inden Island blev en republik.

1918-syndromet sætter stadig sine markante spor i dag. Island har hidtil holdt sig uden for EU ligesom Norge. Landet var til gengæld med til at stifte Nato i 1949 – ligesom Norge.

Det større sikkerhedspolitiske samarbejde med blandt andet USA fristede, mens blandt andet det islandske 1918-syndrom og det norske 1905-syndrom tilsyneladende satte en begrænsning på de to landes befolkningers lyst til at gå ind i et nærmere politisk samarbejde med udelukkende andre europæiske stater.

Det var dog ikke kun den generelle historisk betingede ”unionsskepsis”, der gjorde, at såvel islændingene som nordmændene op igennem hele sidste del af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede holdt sig uden for EF/EU. Og fortsat gør det i dag. Også f.eks. bekymringen for konsekvenserne for islandsk fiskeri og for norsk fiskeri og landbrug har spillet en afgørende rolle for Islands og Norges afvisning af EF/EU-medlemskab.

I 2009 søgte Island imidlertid om optagelse i EU i kølvandet af finanskrisen i 2008, som havde ramt landet særdeles hårdt. Men med de bedre økonomiske tider nogle år senere besluttede Island atter at afbryde forhandlingerne i 2015.

Nu har situationen igen ændret sig. Men ser mildest talt ikke længere med så stor begejstring på USA efter Donald Trumps overtagelse af magten.

Vil han også forsøge at overtage Island, ligesom han taler om at overtage Grønland? Ønsket om et tættere bånd til Europa er tilsyneladende atter mere udbredt blandt islændingene. I hvert fald vil et lille flertal ifølge meningsmålingerne gerne genoptage forhandlingerne om optagelse i EU.

Hvorvidt der så også bliver flertal for det ved selve folkeafstemningen den 29. august – og ikke kun i meningsmålingerne – ved vi om ganske få uger.