Vi har aldrig haft mere kultur – og aldrig talt mindre om den

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ved at være en generation siden, at Familien Danmark samledes foran fjernsynet lørdag aften. ”Matador” er blevet symbolet på den tid. Ikke fordi alle så serien, men fordi næsten alle kendte den. Den blev diskuteret ved kaffemaskinen mandag morgen, ligesom en boganmeldelse i avisen eller et kulturprogram på DR kunne sætte gang i samtaler langt uden for de særligt kulturinteresseredes kreds.

Den tid kommer ikke tilbage. Det skal den heller ikke. Men måske har vi overset, hvad det egentlig var, vi havde.

For det var ikke blot fælles tv-oplevelser eller lange anmeldelser i weekendavisen. Det var en offentlighed, hvor kunsten blev gjort til fælles stof. Hvor romaner, teaterforestillinger, udstillinger og koncerter ikke blot blev omtalt, men sat ind i en sammenhæng. Ikke for at fortælle os, hvad vi skulle mene, men for at give os noget at tænke over – og noget at tale med hinanden om.

Når man ser på dansk kulturliv i dag, er der ingen grund til mismod. Tværtimod. Der udkommer flere bøger end nogensinde før. Museerne har et publikum, som mange europæiske lande misunder os. Festivalerne bliver flere, og kulturinstitutionerne er blevet langt bedre til at fortælle om deres egne aktiviteter. Hvis man måler et kulturliv på dets produktion, lever vi i en usædvanlig rig tid.

Alligevel sidder man med en fornemmelse af, at noget er gledet ud mellem fingrene på os. Ikke kunsten. Den er der. Men den fælles samtale om kunsten.

Det skyldes ikke, at interessen for kunst er blevet mindre. Men de klassiske medier har gennem en årrække nedprioriteret kulturstoffet. Kulturredaktionerne er blevet mindre, anmeldelserne færre, og kulturprogrammerne fylder ikke længere det samme i sendefladen. Samtidig er vores opmærksomhed flyttet over på et utal af digitale platforme, hvor alle kan finde præcis det, de interesserer sig for. Det har gjort kulturlivet mere mangfoldigt, men også den fælles samtale mindre.

Det er egentlig et paradoks. Der findes masser af kultur. Der findes også masser af mennesker, der skriver og taler om den. Men de programmer og den journalistik, der tidligere gjorde en udstilling i Skagen, en forestilling i Holstebro, en koncert i Sønderborg eller en roman fra Svendborg til en del af en fælles dansk samtale, fylder mindre end før. Det er ikke nogen katastrofe. Men det er en udvikling, som fortjener større opmærksomhed.

Vi har de seneste år talt meget om åndelig oprustning. Om sammenhængskraft. Om modstandskraft. Med god grund. Men et samfund bliver ikke kun robust af kampfly, cybersikkerhed og beredskabsplaner. Det bliver også robust af, at det har en fælles kulturel referenceramme. At vi fortsat har fortællinger, værker og oplevelser, som binder generationer og landsdele sammen, og som giver os et fælles sprog, også når vi er uenige.

Det er her, kunstig intelligens bliver interessant. Ikke som en trussel mod kunsten, men som en påmindelse om, hvor vigtig den fælles samtale er. Når flere og flere bruger kunstig intelligens som indgang til viden, bygger svarene på det, andre allerede har skrevet. På anmeldelserne. På interviewene. På essaysene. På forskningen. På den kulturjournalistik, som gennem årtier har forklaret, hvorfor en bog, en forestilling eller en udstilling var værd at beskæftige sig med.

Måske er det derfor, vi skal begynde at se anderledes på den del af mediernes opgave.

For de producerer ikke bare programmer om kultur. De er med til at skabe de fælles referencer, som et samfund lever af. Ikke fordi vi alle skal mene det samme, men fordi vi har noget fælles at være uenige om.

Til efteråret skal Folketinget forhandle et nyt medieforlig. Debatten kommer med sikkerhed til at handle om public service, streaming, digitale platforme og kunstig intelligens. Det håber jeg også, den gør. Men jeg håber samtidig, at nogen stiller et lidt mere grundlæggende spørgsmål: Har vi fortsat de medier, den journalistik og de kulturprogrammer, der gør kunsten til en del af den fælles samtale?

For et samfund har ikke alene brug for kunst. Det har også brug for nogen, der bliver ved med at fortælle os, hvorfor kunsten betyder noget, og hvorfor den angår os alle.