Skråplan, at politikerne vil have egen præst i baglokalet
Man skyder både demokratiet og folkekirken i foden, når politikerne vil have særbehandling og egen præst med adgangskort til folkestyrets højborg.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når jeg nu er tidligere politiker for Det Konservative Folkeparti, kommer det næppe som nogen overraskelse for mange, at jeg er medlem af folkekirken – og har været det hele mit liv.
Folkekirken er en grundsten i vores samfund, og den er en del af vores kultur. Også selv om mange af kirkerne rundt omkring i landet står ganske tomme, når præsterne prædiker om søndagen.
Så måske var det i stedet dér, de politikere, der nu får Folketinget tilknyttet en præst, burde gå hen: ud i kirkerne – sammen med folket. I stedet for at sidde isoleret inde på Borgen med andre politikere og bede fadervor. Kunne de ikke holde sig til kaffeklubberne i stedet?
For det er – selv om jeg altså er medlem af folkekirken – for mig at se et klart skråplan, når religion på den måde rykker ind på den arbejdsplads, som Folketinget er. Og jo ikke bare en hvilken som helst arbejdsplads – men derimod vores lovgivende forsamling.
Det er i hvert fald noget af et signal at sende.
For min skyld kan man tro på, hvad man vil – eller kan få sig selv til at tro på. Det har vi heldigvis en lang tradition for her i landet, ligesom vi har en tradition for, at kristne værdier danner grundlaget for meget af vores samfund.
Religion og religiøsitet har været med til at forme vores land. Men det har ikke været - og skal i min optik heller ikke være - påduttende og omklamrende.
I stedet har det herhjemme – modsat i USA - været til en vis grænse - og ikke uden forbehold. Det har været med den særlige danske fornemmelse for kompromisser. Udogmatisk, med plads til frisind og frie valg. Ikke så firkantet, at det gør noget.
Sådan synes jeg, det skal blive ved med at være. For det er svært ikke at se de tiltag, der kommer nu, som noget, der skal spille ind i en politisk dagsorden.
Dér gør man både demokratiet og troen en bjørnetjeneste. Og det er altså en skam og et svigt.
Jeg er med på, at der i et moderne samfund er brug for fordybelse og eftertanke, og at tro kan give det. Og det er da også ganske progressivt, hvis arbejdspladser ligefrem gør det til en del af det lønnede arbejde at deltage i den slags, fordi man tror på, at vi får mere hele mennesker på den måde, og at de mennesker præsterer bedre, hvis de træner deres åndelighed og deres klarsyn.
Men hvis det skal gøres, så lad os da gøre det, så det bliver en fælles klub, hvor der ikke kræves medlemskab.
Folketingets åbning bliver allerede i dag markeret med gudstjeneste i Slotskirken. Det efterlader ingen tvivl om, at Danmark er et kristent land, hvor forbindelsen til folkekirken er tæt. Hvorfor insistere på endnu mere?
At der nu skal være en præst tilknyttet folketingsmedlemmerne, virker mest af alt som et stunt. Det virker lige så meget som en måde at skubbe andre fra sig på. At sige, at nogen har forrang for andre. Det er demonstrativt på en meget populistisk måde. Ja, for mig virker det mest af alt som poppolitik.
Og det siger desværre samtidig ikke så lidt om folketingsmedlemmernes selvforståelse, at de på den måde skal have særbehandling og ikke bare kan fylde op i de kirker rundt omkring i hele landet, der i forvejen trænger til besøgende.
Når alt dette er sagt, er det trods alt noget, at det er en præst fra folkekirken, der nu kommer til at blive tilknyttet Folketinget. Det er uden tvivl at foretrække i forhold til de andagter, der har været hidtil, og som har været beskrevet i mediet Frihedsbrevet, hvor det eksempelvis er en omdiskuteret frikirkepræst med nogle meget tvivlsomme holdninger om blandt andet kvinders rettigheder, der er blevet inviteret ind i demokratiets hellige haller.
Det klæder bestemt hverken vores demokrati eller vores samfund som sådan.