Demokratiet kan vinde – hvis vi ellers vil
De amerikanske erfaringer viser opskriften på, hvad vi bør gøre – og ikke gøre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En ny måling viser, at 45 pct. af amerikanerne mener, at skyderiet ved pressemiddagen i Washington DC for nylig var iscenesat. Hele 45 pct. af befolkningen tror altså på dette nye skud på stammen af konspirationsteorier, som florerer på de sociale medier.
Dertil må vi aldrig komme i Danmark og de øvrige demokratiske lande i Europa.
Og derfor er det – netop i disse år – uroligt vigtigt, at alle i befolkningerne sørger for løbende at se og læse seriøse nyheder, som bringes af professionelle journalister, samt at læse bøger, som giver et stort, samlet overblik over samfundsforhold, politik, historie og kultur. I stedet for at tro, at man kan orientere sig via sociale ”medier”.
Det er en helt afgørende forudsætning for, at demokratiet kan vinde over diktaturet. I verdens mange ikke-demokratiske lande har befolkningerne ikke selv mulighed for at vælge at være velinformerede. De har ikke lov til at læse, hvad de vil, og efterfølgende tænke videre selv.
Her i Danmark og i alle andre demokratiske lande er vi helt anderledes stillet. Vi har mulighed for og lov til at orientere os via seriøse medier og bøger og til at tænke selv – og fravælge at tro på skøre idéer fra f.eks. sociale medier. Og det skal vi benytte os af.
Alle nyere historiske erfaringer viser nemlig, at det er i demokratierne, hvor folk har lov til at tænke og frit læse, hvad de har lyst til, at de mest geniale nye idéer udvikles. Der er aldrig sket nogen større positiv og holdbar idéudvikling til gavn for verdenssamfundet i lande, hvor en diktator har siddet på magten og desperat prøvet at klamre sig til den – mens han har forsøgt at undertrykke og/eller dræbe alt og alle, som var uenige med ham – i både ind- og udland.
Viden og demokrati går hånd i hånd. Viden om politik, samfundsforhold, historie og kultur er en forudsætning for, at demokratiet kan bevares her hos os, hvor det allerede findes, og udvikles de steder, hvor det ikke findes i dag.
I den aktuelle kamp mellem demokrati og diktatur kan demokratiet vinde – hvis vi vil.