Støt det modige iranske folk
Falder præstestyret i Iran, så vil det være ekstremt positivt for mulighederne for varig fred i Mellemøsten. Derfor burde den danske regering og de mange propalæstinensiske aktivister støtte den iranske befolkning langt mere, end tilfældet er.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I weekenden demonstrerede 250.000 mennesker i München imod det iranske præstestyre i forbindelse med sikkerhedskonferencen, ligesom der var protester med tusindvis af deltagere i mange andre storbyer i verden.
Det iranske præstestyre vakler nu som aldrig før siden Den islamiske revolution i 1979, og det er efter alt at dømme kun gennem ekstrem brutalitet over for de mange demonstranter, at det fortsat holder sig på benene.
Regimet har over de senere uger dræbt tusinder af demonstranter og fængslet i titusindvis. Internettet er fortsat lukket i Iran, og regimet forsøger at kontrollere nyheder fra landet med hård hånd, så derfor er alle informationer forbundet med stor usikkerhed. Men vi ved, at det, der foregår i Iran lige nu, er ekstremt brutalt og blodigt, og at regimet vil gøre alt, hvad det kan, for at overleve.
I Danmark har vi også oplevet protester mod præstestyret, som dog fortsat er yderst beskedne sammenlignet med de fortsat hyppige Palæstina-demonstrationer, der går i lange optog med aggressive slagord gennem Københavns gader. Den danske regering har også været temmelig spagfærdig sammenlignet med eksempelvis den svenske, selvom Danmark også har støttet, at den iranske revolutionsgarde nu – meget velfortjent – er havnet på EU’s terrorliste.
Hvis Palæstina-demonstranterne virkelig håber på fred i Mellemøsten og ikke blot ønsker Israels udslettelse – hvilket man desværre kan have en stærk mistanke om – så burde de støtte den iranske opposition. Der er traditionelt ikke noget fjendskab mellem det iranske og det israelske folk, men præstestyret har gennem mange år været hovedsponsor for terrorbevægelser, der har destabiliseret Mellemøsten og gjort fred ekstremt vanskeligt, ikke mindst ved at finansiere og understøtte Hamas og Hizbollah. De er nu i knæ, men vi venter fortsat navnlig på afvæbningen af Hamas som en nødvendig forudsætning for, at fredsprocessen i Gaza kan fortsætte.
Falder regimet i Iran langt om længe, så vil det være en stor lykke for det plagede iranske folk, og det vil være den sikreste vej til en stabil fred i Mellemøsten uden islamisme og med accept af Israels ret til at eksistere og leve i fred og sikkerhed.