Hvad valget burde handle om

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lars Løkke vil ændre boligskatten, og kan boligejerne nu sove trygt? Fuldstændig trygt. De kan lægge sig til hvile med samme selvfølgelighed, som da titusindvis af syrere overskred den danske grænse kort efter Lars Løkkes valgløfte om straksopbremsning. Det er bare snak.

Valg skal vi have, immervæk. Det handler om både verdensfred og lilleskoler, måske endda om atomvåben, men der er noget ganske bestemt, det burde handle om, som vi hører for lidt om. Hadet. Et had, der er kommet snigende, umærkeligt, gradvist, men som efterhånden har sat sig godt til rette ved bordet og krævet plads. Ikke bare Palæstinas Plads, men plads over det hele. Også på tinge.

Ved det forgangne kommunalvalg fik vi for første gang et parti i kommunalbestyrelsen i København, der går ind for Israels udslettelse. Og hvis man stadig tror, at kommunalpolitik handler om saltning af sideveje, har man ikke fulgt tilstrækkeligt med i befolkningssammensætningen.

»Palæstina er besat, det skal løses med jihad,« skriger de i gaden. Det lyder hadefuldt og krigerisk, og så er det, man må berolige sig selv med, at jihad såmænd blot er en sagte og inderlig stræben mod en højere og frommere renhed. Eller noget i den retning. Jeg ville dog for en sikkerheds skyld lade kalotten blive hjemme, hvis jeg var jøde på Nørrebro og følte en pludselig trang til shawarma. Better safe than sorry.

Må jeg undtagelsesvis anbefale læseren at opsøge en Facebook-side? Nemlig den, der tilhører socialdemokraten Frederik Vad. Her kan man finde en lille ordveksling med Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, der får stillet det tilsyneladende banale spørgsmål om, hvorfor Caroline-skolen, der rummer 210 elever, som landets eneste skole skal være beskyttet af stålmure, panserglas og politi. Svaret er jo lige så banalt, som det er trist, og dog gør Rosenkilde sig de mest tåkrummende anstrengelser for ikke at svare, for ikke at sætte ord på det, vi alle ved, og alle kan se.

Ikke se, ikke høre, ikke tale, det er strategien, når hun uden blusel står og siger, at også andre skoler er truet, men at truslen mod jøderne er den eneste, »vi tager alvorligt«. Ja, hvorfor skal der altid gøres så meget stads af de jøder?

Klippet viser også statsminister Mette Frederiksen, og det er ikke til at se, hvad hun tænker om ordvekslingen. Mon hun tænker på, om der er en grænse, trods alt? En grænse for, hvad man vil basere sin magt på? »Stuerene, det bliver I aldrig!« sagde Poul Nyrup dengang, det var helt almindeligt at omtale Dansk Folkeparti i dehumaniserende termer.

Hvad mener socialdemokraterne nu? Vil Frederik Vad sidde på Franciska Rosenkildes nåde, eller er der en grænse? Sagen er, at en kommende regering meget nemt kan komme til at basere sig på grupperinger, hvis forbindelser til det grasserende, marcherende had er så talrige og påfaldende, at det ikke kan ignoreres. Hver gang man nævner det åbenlyse, hyler de op med truende, rasende, grædende, hændervridende attituder, og næste dag dukker nye, mærkelige billeder op. F.eks. billeder af Kasem Said Ahmad, der har været til Palæstina-arrangement i 3F Københavns lokaler og ladet sig fotografere.

Hr. Ahmad er ikke hvem som helst. Han er faktisk ekskluderet fra Enhedslisten, og der skal vel noget til. Heldigvis bærer han ikke nag, han støtter stadig partiet, hvorfor han da også er her og der og allevegne, når den yderste venstrefløj forsamles; det er og bliver venstrefløjen, der holder de bedste fester, ved vi nok.

For hr. Ahmad er der dog grænser for, hvor vilde fester må blive. Kvinder skal stenes, hvis de er deres ægtefæller utro. Så kan de lære det. »Jeg er stolt af det. Jeg er stolt af min sharialovgivning, jeg kan ikke tage afstand fra min religion, hverken straffesystemet eller sharia, for hvis jeg tager afstand, er jeg ikke muslim mere,« som han sagde i ”Deadline”, og det blev altså for meget for Enhedslisten, som har en tendens til at tiltrække islamister fra nær og fjern. Sjovt nok.

Ahmad er tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, men trak sig i 2008 fra posten, fordi han havde deltaget i en demonstration for Hizb ut-Tahrir. På det aktuelle billede ses Enhedslistens Victoria Velasquez forgangne søndag optræde side om side med manden, som hun ikke aner, hvem er – oplyser hun til Radio IIII, som er de eneste, hun vil tale med.

Muligvis vidste den mangeårige frontfigur for Enhedslisten Pernille Skipper heller ikke, hvem han var, da hun stillede op til fotografering i 2019. Det er med hr. Ahmad som med den nu hedengangne Handelsbanken: Han er altid med i billedet. Ved det føromtalte kommunalvalg ses han i selskab med Trine Barfod, Trine Pertou Mach og Klaus Goldschmidt Henriksen, men ingen i Enhedslisten vil kendes ved ham.

Det er Berlingske Tidende, der har bragt historien frem, men det er desværre ikke lykkedes dem at få Pelle Dragsted i tale. Trist nok, for så kunne man ved samme lejlighed have spurgt ham lidt mere ind til forbindelser til Blekingegadebanden og Torkil Lauesen. »Hvis mennesker har afsonet deres straf og faktisk gerne vil træde ind og lave demokratisk, politisk arbejde, skal man så smække døren i hovedet på dem?« sagde Dragsted til Ekstra Bladet i 2023, men et par år senere kunne Frihedsbrevet så forbilledligt afsløre Lauesens »demokratiske, politiske arbejde«, som bestod i en omrejsende revolutionsskole med anvisninger i »hemmeligt arbejde«.

Det er let at forstå, hvis Mette Frederiksen er irriteret på Enhedslisten, der pludselig gjorde spørgsmålet om boligskatter lidt for konkret til den socialdemokratiske smag. Det er risikoen ved at alliere sig med revolutionsromantikere, der trækker vejret gennem blodrøde fantasier, og som aldrig er sene til at spørge: »Hvad må der gøres?« Og svare på det.

Lauesen arbejdede for Internationalt Forum, medarrangør af en række propalæstinensiske demonstrationer efter terrorangrebet den 7. oktober 2023. Fra deres butik på Nørrebro i København sælger de PFLP-merchandise, så man kan vise flaget. Og PFLP var jo netop dem, der skulle have udbyttet af Blekingegadebandens forbrydelser. Pengene og lidt til, for man udarbejdede også en Z-fil, et register over jøderne og deres håndlangere i Danmark.

Dragsted og Lauesen arbejdede i syv år frem til 2005 i redaktionsledelsen for magasinet Gaia (Moder Jord). I samfulde syv år, må vi tro, så og hørte Pelle Dragsted ikke andet end de smukkeste demokratiske tanker fra manden med Z-filen. I syv år gik de sammen, Dragsted, jødernes bedste ven i Danmark, og Lauesen, der lavede hemmelige lister.

Mette Frederiksen har grund til at se eftertænksom ud. Hvad kommer Dragsted med af krav? Skal der udarbejdes en ny Z-fil til erstatning for den, politiet konfiskerede? Næppe så direkte, for spørger man Dragsted, får man at vide, at ingen er så beskyttende over for landets jøder som netop Enhedslisten. Og ingen tager så meget afstand fra islamismen. Undtagen, altså, når der skal tages billeder og redigeres magasiner. Vist så, det er sære sengekammerater, statsministeren vælger sig her. De går i takt med hadet, og det burde vi tale meget mere om.