Vi har brug for en folkekirke, der ikke er fedtet
Rummelighed er et elastisk begreb, men det ville klæde folkekirken at være mindre frygtsom. Giv dog plads til dobbelt medlemskab af folkekirken og et andet trossamfund.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Verden er fuld af urolige hjerter. Og verdens tilstand gør ikke uroen mindre. Jeg tror og fornemmer, at der er en åndelig og eksistentiel længsel – jeg tror, der er mange, der leder efter håbet og troen på, at der er ting, der gror i mørket. At der findes et lys, mørket ikke kan begribe. At noget kan blive til, hvor før ingenting var – og at der er noget, der løfter os op, lige så tunge vi er.
Der er en trosmæssig bevægelse i folket, i danskerne – men den går bare ikke nødvendigvis i retningen af folkekirken. Faktisk tværtimod. Folkekirken mister stadig medlemmer. Den bløder ikke, som for eksempel den svenske og den tyske kirke har gjort, men folkekirken vokser ikke.
Jeg er selv af den overbevisning, at man må lade falde, hvad ej kan stå, men ét kirkepolitisk tiltag mener jeg er på sin plads. Ikke som sådan for folkekirkens skyld, men for menneskets skyld – for sjælefredens og sjælefrelsens skyld. Nemlig at indføre muligheden for dobbelt medlemskab i folkekirken. Jeg er nemlig helt overbevist om, at folkekirken intet kan miste på det – kun vinde. Derfor skal folkekirken vise mod, storsind og frisind og åbne op for, at man kan være medlem af et andet kristent trossamfund – og samtidig medlem af folkekirken.
9 af 10 biskopper skrev i sommer et åbent brev til kirkeministeren med deres anbefalinger til, hvordan et såkaldt dobbelt medlemskab kan se ud. Landsforeningen for Menighedsråd ryster lidt i bukserne over det og er imod forslaget, for tænk nu, hvis en hel delegation af ortodokse, pinsefolk, eller hvad ved jeg, pludselig kupper et menighedsråd?
Tja, hvad så? Så lad der blive kampvalg. Det trænger vi til. Vi trænger til at få rusket lidt op i kludene – vi trænger til, at mange flere kvalificerede og engagerede folkekirkemedlemmer tager en tørn i menighedsrådene.
Jeg er helt med på, at hvis vi åbner for dobbelt medlemskab, åbner vi også for en potentiel forandring af folkekirken, som vi kender den. Men jeg har svært ved at se problemet fremfor berigelse ved, at man for eksempel med en anden national baggrund kan være medlem af en ortodoks eller katolsk menighed og samtidig finde fodfæste, kulturelt og åndeligt tilhørsforhold og i bedste fald trøst i folkekirken.
Enhver kan gå til gudstjeneste, om man er medlem af folkekirken eller ej, men medlemskabet kan give fornemmelsen af at høre til og have hjemme. »Og kirken skal hver mands hjemhus være,« som det står i Sjællandske Lov fra 1200-tallet. I kirken skal vi komme som børn af hjemmet. Og vi har mange mennesker her i landet, der ikke har Danmark som deres første hjem. Danmark er blevet deres hjem, men deres rod har de i et andet land – måske generationer tilbage og derfor også det andet lands kirkelige tradition – og en anden konfession end den evangelisk-lutherske.
Den danske folkekirke er den evangelisk-lutherske, står det i grundloven. Og lad den fortsat være det.
Men jeg forstår til fulde, at det kan være smerteligt at skulle opgive sit tilhørsforhold til en anden kristen menighed og tradition, som man er rundet af – for at blive medlem af folkekirken. Hvorfor ikke udvise den generøsitet, at man kan være medlem to steder? Der er ikke at frygte for folkekirken. Slet ikke. I en verden af frygt og forfærdeligheder burde kirken slå armene ud og dørene op og være frimodig og lade alle få tilhørsforhold, der ønsker det. Lad baptisterne og alle de andre frikirkefolk blive lukket ind. Det er i øvrigt én motorvej til integration i samfundet.
Det ville klæde os at være lige så store i slaget og fri i ånden, som Grundtvig var – men det kræver tro og mod – og ikke ængstelse for at gå under som kirke.
I diskussioner om stat-kirkeforholdet i forbindelse med folkekirkens tilblivelse mente Grundtvig, der selv var præget af den engelske frikirketradition, at bestemmelsen af kirken som ”evangelisk-luthersk” var en alt for snæver ramme for tro- og forkyndelsesfrihed at lægge ned over kirken.
Ja, Grundtvig mente faktisk slet ikke, at kirken skulle være bundet af en konfession, fordi det ikke er statens anliggende at blande sig i læren, altså i teologien og kirkens indre liv. Alle frikirker skulle ifølge Grundtvig have lov at være en del af folkekirken, der blot skulle være en borgerlig ramme for kirken. Hvordan folk troede og ville være kirke inden for den ramme, måtte de fuldkommen selv om. Friheden var for Grundtvig at se sammenhængskraften i folkekirken. Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som Grundtvig og gøre folkekirken helt ukonfessionel, men jeg tror i hvert fald på, at kittet i folkekirken er friheden.
Vi taler altid om genkendeligheden som det afgørende. At gudstjenesten er nogenlunde ens, om vi går i kirke i Hirtshals eller Hvidovre – at vi nærmest ordret kender bønnerne. Jeg tror ikke, det er så vigtigt. Friheden og rummeligheden er det afgørende. For tro er betinget af frihed.
Og der er mange mennesker, der finder en anden inderlighed, et andet fællesskab, en anden klarhed, en større frihed i de frie kredse. Men samtidig ikke vil opgive folkekirken som kulturbærende og meningsgivende institution. Giv dem alle sammen medlemskab.