Det er aldrig sket i hele verdenshistorien, at et demokrati har angrebet et andet demokrati
Siden indførelsen af moderne demokrati med frie valg og lige og almindelig valgret for både mænd og kvinder er det aldrig sket, at et demokratisk land har angrebet et andet demokratisk land.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mange lande fik moderne demokrati med frie valg og lige og almindelig valgret for både mænd og kvinder i tiden lige omkring eller under Første Verdenskrig. Og siden det tidspunkt – for godt og vel 100 år siden – er det aldrig sket, at et demokratisk land har angrebet et andet demokratisk land militært imod dette lands vilje.
Årsagen er meget enkel: Langt de fleste almindelige, fornuftige mennesker synes naturligvis, at man skal leve i fred og fordragelighed med hinanden, og ønsker ikke, at der skal udøves vold mod andre mennesker. Hverken mod deres eget eller mod andre landes befolkninger.
Og de stemmer selvfølgelig ikke på politikere, der ønsker at angribe et andet fredeligt, demokratisk land.
Hvis man forestillede sig, at et demokratisk land angreb et andet demokratisk land imod dets vilje, ville det således være et eklatant brud med en af de ting, der har kendetegnet hele verdens historie – ikke blot de seneste ca. 100 år – men til alle tider.