Gift ved første brev

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Gaven var en skuffelse.

Og på ingen måde i kategorien ”det, man giver sin elskede i 30-års fødselsdagsgave”.

Men min mand mente at have observeret et behov.

Han havde tilmed anstrengt sig, hævdede han, da han forventningsfuldt overrakte pakken:

En svamp til at fugte frimærker med.

Måske havde han set rigtigt.

For på den tid lå jeg i nærmest fast rutefart mellem bopælen i Grole og posthuset i Solferino i Italien. Forbindelsen til Danmark skulle holdes. Og det foregik med brev. Til Danmark og fra Danmark. De fleste er gemt, og i dagens anledning, når PostNord uddeler det sidste brev, åbner jeg for gemmekassen: ”Breve til Jette”.

Venindebreve, en del breve fra mor, færre fra far. Fra fredskvinder, kolleger. Håndskrevne, maskinskrevne. Sirligt ordnet i plasticposer. På en af dem står der »Div. mænd i Jettes liv«.

Kærestebreve kan noget særligt.

Især når de er adresseret »Fr. Jette Elbæk«, er håndskrevet med fyldepen, har et presset ahornblad vedlagt og »er skrevet i lidt hast«. Et livstegn er et livstegn. Man er ikke glemt. Håbet lever.

Andre gange døde det:

»Kære Jette

Det kan godt være svært at tage en tråd fra en samtale op efter længere tids tavshed. På samme måde kan det være svært at have en præcis fornemmelse for, hvordan man bedst starter et brev, når man egentlig har bestemt sig for, at man gerne vil have en form for livstegn, inden man selv sætter sig i sving for at skrive. Som nu i dette tilfælde, hvor jeg – åbenbart fejlagtigt – har tolket din tavshed som et signal -- ”Gider ikke”«.

Hvor mange breve mon det ikke tog at slutte et forhold.

På et tidspunkt er det slut med kære Jette:

»Hej Jette

Tak for dit flyttebevis ... det går fint med grisene, produktionen er stigende, foderforbruget faldende, omløberprocenten er godt og vel halveret, men det er stadig koldt udenfor.«

Måske var der en grund til, at det ikke blev os to.

Og heller ikke den, som indleder brevet med:

»Kære Jette!

NU er jeg endelig færdig med at skrive min endelige ansøgning til Statens Humanistiske Forskningsråd om mit store projekt.«

Brevet fylder mindre end en side. Ansøgningen, som er vedlagt, fylder syv. Jeg ved ikke, om han fik pengene. Men mig fik han ikke.

Jeg leder forgæves efter kærestebrevene fra min mand.

Men husker, når de lå på vaskemaskinen i bryggerset, efter at landspostbuddet havde været der på ruten i Fjaltring. Skulle man sende et brev, lagde man det samme sted sammen med penge til portoen. Og ville man vide, om nye spændende mennesker var flyttet til egnen, var postbuddet en udmærket kilde. Jeg kender mennesker, som har fundet hinanden på den måde.

På den tid, ungdommens og drømmenes tid, holdt jeg af at skrive lange breve med kalligrafipen og akvareltegninger. Små kunstværker, syntes jeg selv, men de blev ikke altid værdsat af modtageren, som nu min teologistuderende bror, der indleder med:

»Kære Jette

Jeg har netop modtaget dit (ulæselige) brev, og nu har jeg aflyst min læsegruppe for straks at besvare det. Sagt på en anden måde: De himmelske evangelier må vente for at få bragt et par timelige problemer på plads.«

Skrevet på skrivemaskine. Naturligvis.

Som mange mænd tilsyneladende foretrak, kan jeg se i brevbunken. Selv når det krævede at sidde bøjet over et umuligt tastatur med manglende bogstaver:

»Hej Jette

Så er der lige tid til et lille brev. Mest af alt selvfölgelig for at önske dig tillykke med födselsdagen den 4. Jeg tror, jeg venter med at sende brevet, for sä får det et helt specielt stempel (skrivemaskinen er lidt annerlunda end dansk, sorry).«

Det specielle stempel er finsk, viser det sig. Stemplet den 2.9.1984. Gad vide, om det nåede frem på dagen til Frederiksgade i Skive. Jeg kan ikke engang huske, om kælderlejligheden havde en brevsprække.

Så er der mere svung over håndskriften fra veninden, som på ultratyndt papir har skrevet seks sider i Colombo.

»Kære Jette

Jeg begyndte i går at skrive et brev til dig, hvor jeg fortalte, hvordan jeg har haft det, hvad jeg har lavet osv., siden vi sidst havde kontakt med hinanden. Men det faldt altså ikke godt ud, det er umuligt at fortælle om så meget, så lang tid på bare en ordentlig måde i et brev.«

Hun var på et halvt års studieudveksling i Sri Lanka. Brevet var livlinen.

Telefon en dyr umulighed. Kun brugt i nødstilfælde, eller når posten var laaaang tid undervejs:

»Kære Jette

Ja, det ender nok med, at jeg har haft ringet til dig, inden du modtager dette brev, med den tid posten er om at nå herfra og til Italien. Dit brev poststemplet i Italien 13. februar fik jeg her ca. 1. marts. Utroligt! Og sidste år kunne jeg modtage breve skrevet 3 dage tidligere i Nairobi.«

Afsendt fra Odense. På en tid, da Italiens postvæsen havde ry for at være langsommere end en skildpadde, mens det danske hævdede, at et brev kunne være fremme næste dag.

Det er længe siden. Hvis man da overhovedet sendte et brev med PostDanmark, hed det ”økonomibrev” og kom frem i sneglefart.

Da min kollega Uffe Christensen for tre år siden bad om at få sendt postkort og breve fra flere steder i Danmark og udlandet til en artikel om det håndskrevne brev, tog det 11 døgn for et brev at nå fra Aarhus til Sorring.

Mon et kærestepar kunne klare det?