Trump udøver sin magt så lusket elegant, at det får lænker til at ligne frihed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Trump lover frihed og fred, men binder, underkaster og skaber konflikt. Magten er håndgribelig, lænkerne synlige, og alligevel køber hans tilhængere hans budskaber om frihed. Det får mig til at tænke på en sætning af Michel Foucault: »Der findes ingen frihed uden lænker.« Et refleksivt bolsje, jeg har suttet på i mange år, men som for alvor først falder på plads nu, hvor vores frihed ikke længere kun er rammesat af en teoretisk trussel om magt.

For nylig hørte jeg den amerikanske podcast ”MeidasTouch”, hvor værten helt præcist pointerede, at Trump konsekvent lover fred, mens han driver konflikter op. Han lover frihed, mens han indskrænker den. Og det slog mig, at dette ikke blot er retorik. Det er en strategi. Han vender de politiske begreber på hovedet, og mange følger med, som om tyngdekraften har ændret sig.

Trump har nok aldrig læst Foucault, men han har forstået mekanikken i hans påstand om, at frihed ikke findes uden lænker. Han kan få folk til at føle sig frie, mens han binder dem. Han vil stå for fred, men skaber krig. Han vil stå for frihed, men underkaster folk. Tager man hans politiske budskaber for pålydende, bliver logikken krig = fred og frihed = underkastelse. Ikke kun hans Maga-tilhængere underkaster sig, men politikere i hele verden.

Han opererer ikke kun i det symbolpolitiske rum, men i konkrete handlinger. ICE-agenter pågriber mennesker på gaden, lænker dem, sender dem til Alligator Alcatraz. Krige eskalerer under hans uforstandige beslutninger, mens han lover fred og ovenikøbet får en latterlig Fifa-fredspris. Magtens narrefisse bliver ikke mere tydelig.

Frihed føles til stede, mens den indskrænkes. Men lænkerne er reelle, fysiske og konkrete. Men han formår at vende logikken på hovedet, så lænkerne føles som armbånd. Det mest urovækkende er, at mange faktisk hopper på den. De føler sig frigjorte i det øjeblik, de underkaster sig. Den dobbelte logik bliver selvforstærkende. Jo mere de tror på friheden, desto mere effektivt fungerer magten.

Foucault mindede os om, at frihed altid eksisterer inden for rammer. Trump er så snu, at han kan få folk til at elske rammerne – selv dem, der strammer dem. Magten eksisterer ikke bare i lovtekster, men i kroppens rum, i følelsen af lænkerne mod huden.

Lad os tage et eksempel fra en arbejdsplads. Chefen i blåt jakkesæt smiler og siger: »Fra i dag får I mere frihed.« Folk klapper. To timer senere bliver medarbejderne introduceret til en virksomhedscoach, der plaprer op om selvledende ansvarscyklusser og mantraer om, at »du er ikke presset. Du er på en rejse«.

Folk arbejder hårdere, bliver mere stressede, føler sig mere frie, mens chefen har fået langt større kontrol. Frihed som lokkemad. Magt forklædt som selvudvikling. Det er lidt det samme spændingsfelt, Trump opererer i. Når jeg ser det udspille sig, bliver det klart, hvorfor hans retorik virker, og hvorfor hans politik kan sælges som det stik modsatte af, hvad den er. Vi skal ikke kun se ordene, vi skal mærke handlingerne, lænkerne, underkastelsen. Og vi skal forstå logikken, der får os til at acceptere dem som frihed.

Netop der bliver det personligt ubehageligt. Ikke fordi Trump udøver magt, det gør alle politikere. Men fordi han gør det med en lusket elegance og intuition, der får lænkerne til at se ud som smukke, glitrende frihedssmykker.