Fortsæt til indhold
Kommentar

Vær dig selv, men vær ikke dig selv nok

Nogle af de nationalkonservative lande i EU vil ikke bidrage til støtten til Ukraine. Det er beklageligt, at de tænker mest på sig selv, men heldigvis faldt en aftale på plads – uden dem.

Mette BockSognepræst, tidl. minister

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Overskriften har jeg ikke selv fundet på. De vise ord er formuleret af landmanden Anders Nielsen, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var en af de drivende kræfter i grundlæggelsen af andelsbevægelsen. Det var fint, at selvejerbønderne drev gårdene med egeninteressen som drivkraft. Men det kunne blive endnu bedre, hvis de ikke var sig selv nok.

Og det blev bedre. Andelsmejerier, andelsslagterier og andre virksomheder baseret på andelstanken skød frem overalt: Man når længst, når man er sig selv, men ikke sig selv nok. Fællesskabet gør stærk og sikrer udveksling af idéer og udvikling, der løfter alle.

Jeg kom til at tænke på EU som en slags økonomisk og politisk andelsbevægelse, da de “selvejende” statsledere i denne uge skulle tage stilling til den fortsatte støtte til Ukraine. Hjertet bævede.

For nogle af de nationalkonservative medlemslande truer konstant med at være sig selv nok. Hvorfor skal de støtte en krig, som de ikke betragter som deres?

De vil gerne have fordelene ved medlemskab af EU, men betakker sig og kryber gerne udenom, når der skal ydes politiske eller økonomiske bidrag.

Det lykkedes ikke at få opbakning til den ellers kreative idé om at anvende de indefrosne russiske midler til krigen mod aggressoren selv.

Det havde ellers haft sin egen ironiske skønhed.

Heldigvis lykkedes det alligevel EU-landene under ledelse af den danske statsminister, at blive enige om en anden løsning, nemlig et milliardlån til Ukraine over de kommende to år.

Denne næstbedste løsning kan også anvendes, for hovedsagen er, at Ukraine fortsat får den helt nødvendige opbakning. Den yder vi ikke, hvis vi hver især er os selv nok og overlader ukrainerne til sig selv.

Vi har alle en andel i at sikre freden – og det gode er, at når fællesskabet sikrer Ukraine, sikrer vi også vores egen sikkerhed.

Man kan godt betragte EU som en form for økonomisk og politisk andelsbevægelse. Vi er os selv i hvert enkelt land – men vi er ikke os selv nok. Vi løfter hinanden og dermed os selv.

Præcis som den visionære Anders Nielsen agiterede for, da han overbeviste de i begyndelsen skeptiske bønder om andelstankens fordele.

Der er tale om et rentefrit lån, som ukrainerne først skal betale tilbage til EU-landene, når russerne – måske – engang betaler erstatning for de krigsskader, de har forvoldt.

Hvis Rusland nægter at betale, hvad de givetvis gør, kan medlemslandene til den tid bruge de indefrosne russiske midler til at tilbagebetale lånet.

Om få dage fejrer vi jul. I en krigshærget og urolig verden bliver vi mindet om at se det store i det små. Guds menneskebarn blev født i en stald og lagt i en krybbe og ændrede verdens gang. Paraderne sænkes julenat, og de knyttede hænder åbner sig.

Man kan i denne juletid godt blive trist over, at undersøgelser viser, at hver fjerde dansker ikke bakker op om støtten til Ukraine.

Men man kan også vende perspektivet og i stedet glæde sig over, at tre fjerdedele af den danske befolkning bakker fuldtonet op.

Ligesom man kan glæde sig over den stigende opbakning til andelsbevægelsen EU, hvor landene rykker sammen i skyggen af truslerne fra både øst og vest. EU er et sted, hvor vi kan være os selv – men ikke os selv nok.

Man skulle næsten tro, at både Anders Nielsen og det europæiske fællesskabs grundlæggere i sin tid fandt inspirationen i det dobbelte kærlighedsbud, som vi finder i både Det Gamle Testamente og i tre af de fire evangelier: Du skal elske din Gud – og din næste – som dig selv. Vær dig selv, men vær ikke dig selv nok.

Løft blikket. Det gør livet større og smukkere.

Glædelig jul

Mette Bock (f. 1957), tidl. minister (LA), chefredaktør og direktør. Uddannet i filosofi og statskundskab. Skriver om store og små begivenheder, der fortæller om menneskers forhold til magt. Og om magtens konsekvenser for mennesker. Mette Bock bor i Horsens.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.