Trump og Europa burde gå i parterapi hos Medina

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er velkendt, at Donald Trump kan sige ting, der får europæiske diplomater til at spytte kaffen ud over kontorbordet.

Sådan har det været siden den 20. januar 2025 og vel egentlig helt tilbage til juni 2015, da Trump annoncerede sit første præsidentkandidatur. På sin vis er det nærmest blevet rutine.

Derfor er der også noget ironisk over reaktionen i Europa på Trump-administrationens nye nationale sikkerhedsstrategi.

På sin vis kan det undre, at vi tillægger formuleringer i et forkromet strategidokument så meget vægt, når man tænker over, hvem afsenderen er.

For Donald Trump er jo ikke just kendt for at være stringent eller sammenhængende. Manden har tilbragt store dele af sin politiske karriere på at skrive i versaler på sociale medier og er til pressekonferencer omtrent lige så formfuldendt, som advokatundersøgelsen mod Jes Dorph-Petersen tilsyneladende har været det.

Alligevel sidder vi i disse dage og nærlæser hvert eneste ord, som om teksten var fremsat af Cicero.

Der er noget fascinerende ved, at nogenlunde de samme budskaber, der før er blevet afleveret på Truth Social, til vælgermøder i Kansas eller til sikkerhedskonferencer i München, pludselig bliver dissekeret med en nidkærhed, som om de var den amerikanske pendant til Jellingestenene.

Forklaringen er nok, at så snart man kalder noget for en strategi, så bliver det taget både mere bogstaveligt og mere alvorligt. Det er verdens ældste trick: Skriv noget ned, og folk tror, du mener det.

Strategien er i virkeligheden ikke chokerende i sit indhold, hvis man har fulgt Trump-administrationens gøren og laden. Vi vidste godt, at administrationen mener, at Europa er på vej mod »civilisatorisk udslettelse«.

Vi har også hørt før, at USA kun bør engagere sig, når amerikanske interesser er direkte truet. Og vi har forstået af Trumps ageren over for Putin, at Rusland ikke længere primært bliver anset for at være en trussel, men en potentiel partner i den store kamp mod Kina.

Indrømmet: at betegne Putins Rusland som et land, der skal kunne bidrage til »strategisk stabilitet«, svarer til at give Homer Simpson ansvaret for atomsikkerhed i Springfield.

Men intet af ovennævnte kan længere komme som den store overraskelse. USA’s præsident har i lang tid talt om europæisk svaghed, lave fødselstal, indvandringens dårligdomme og reguleringsiveren i Bruxelles.

Så når sikkerhedsstrategien nu konstaterer, at Europa risikerer at blive »uigenkendeligt« inden for to årtier, og at USA derfor bør »kultivere modstand« mod Europas nuværende kurs – med andre ord arbejde aktivt for det, man på amerikansk kalder »regime change« – så er det selvfølgelig ikke særlig pænt sagt, men ikke længere forbløffende.

Den britiske historiker Timothy Garton Ash har beskrevet sikkerhedsstrategien som »diplomatisk forræderi fra Washington«. Det kan der være noget om.

Men jeg synes, at der gemmer sig en interessant dobbelthed i strategien, når det kommer til forholdet til Europa. Det gamle kontinent er ifølge Trump-administrationen både vitalt som strategisk partner og lige ved at falde fra hinanden, hvilket til tider får strategien til at lyde som en blanding af en kærlighedserklæring og en afskedsskrivelse: “Vi vil helst ikke undvære jer, men I bliver altså nødt til at tage jer sammen. Det er ikke os, den er gal med: Det er jer.”

Det er her, Medina kommer ind i billedet. Trumps USA og vores Europa har tydeligvis brug for en parterapeut, og hvem kunne være mere oplagt end popstjernen fra Risskov? Tag bare åbningen på Medinas klassiker “Vi to”, der udkom i 2009:

»Jeg har set det ske alt for mange gange før/Jeg har set på det alt, alt for længe/Og jeg har hørt dig sige de ord så ofte før/ Jeg har hørt dig sige dem alt for mange gange«

Præcis. Men nu står det der altså. Sort på hvidt. I en national sikkerhedsstrategi. Så måske er det vigtigste spørgsmål, som europæerne burde stille sig selv i disse dage: Hvad ville Medina gøre?

Hvis man skal løse en transatlantisk krise på Medina-manér, så er mit bedste bud, at det ikke handler om strategidokumenter eller diplomatisk etikette, men om en langt mere simpel ting: at få parterne til at indse, at de stadig har brug for hinanden, også selvom de lige nu ligner to aktører, der ikke deler andet end et Netflix-login.

For europæerne betyder det blandt andet at anerkende, at sandheden gør ondt – særligt på skrift – men at der ligger en vis grad af sandhed i den udiplomatiske amerikanske analyse. Ikke fordi indholdet er nyt, men fordi den transatlantiske krise nu er blevet formaliseret.

Det kræver blandt andet, at vi gør noget ved det, som Timothy Garton Ash meget rammende har beskrevet som »en form for tillært hjælpeløshed efter 80 år med sikkerhedsmæssig afhængighed af USA«.

For egentlig vil vi jo gerne være sammen med amerikanerne. Selvfølgelig er vi trætte af at blive dårligt behandlet. Men inderst inde opgiver vi ikke håbet om, at det nok skal blive godt igen en dag. Senest den 20. januar 2029, når en ny præsident bliver taget i ed i USA. Eller som Medina ville formulere det:

»Selvom vi ka’ hade på hinanden/Og selvom du virkelig ka’ pis’ mig af/Så vil jeg altid være din, for hey for fan’/Ja, vi to hører sammen, sammen, sammen.«