Har amerikanerne ret i, at vi står over for civilisatorisk udslettelse?
Vi burde lytte til, hvad vores amerikanske venner prøver at fortælle os.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I den nye, officielle amerikanske nationale sikkerhedsstrategi står der nogle bemærkelsesværdige betragtninger om Europa.
Det er først og fremmest en bekymring. Ikke for de lave militærudgifter eller den dalende relevans for verdensøkonomien, som har været traditionelle amerikanske bekymringer, men for nogle langt dybere problemer.
At Europa med EU i spidsen er præget af underminering af politisk frihed, censur af det frie ord, undertrykkelse af oppositioner, faldende fødselsrater, overregulering, tab af identitet og selvtillid og ikke mindst fatale indvandringspolitikker. Fortsætter den nuværende tendens, vil Europa være uigenkendeligt om 20 år, som de konkluderer.
Ligesom J.D. Vances tale i München har det nye strategipapir selvfølgelig vakt stor vrede. Spørgsmålet, som vi europæere bør stille os, er naturligvis, om det er sandt?
Først og fremmest må vi konstatere, at de europæiske politikere har givet os en massiv og omkalfatrende indvandring, der truer med at opløse os som civilisation. Der har aldrig været skyggen af folkelig opbakning til den førte politik, og alligevel er den blevet moset igennem af det politiske etablissement.
Det er i sig selv et demokratisk sygdomstegn. Reaktionen på de folkelige protester nærmer sig til gengæld det uhyggelige. De politiske eliter vil ganske enkelt ikke finde sig i dissens og bekæmper modstanden med antidemokratiske metoder. Systematisk undertrykkelse af forkerte holdninger på sociale medier, anholdelser for hadtale, underkendelse af demokratiske valg, trusler om forbud af oppositionen og den generelle orwellske kampagne mod ”desinformation”.
Og amerikanerne har jo også indlysende ret, når de identificerer EU som et selvstændigt problem.
Ja, det er selv EU tilsyneladende enig i. I hvert fald konkluderede dens egen nylige rapport, at halvdelen af de små og mellemstore virksomheder ser regulering som den største barriere for vækst. Regulering, der selvfølgelig i overvældende grad kommer fra EU selv.
Husk på, at for store virksomheder er regulering næsten altid en konkurrencemæssig fordel. Samtidig gør Draghi-rapporten opmærksom på den relativt lille andel af små og mellemstore virksomheder i Europa sammenlignet med USA. Det hænger selvfølgelig sammen.
Amerikanerne gør også opmærksom på manglen af elementær selvsikkerhed. De konstaterer med forundring, at vi er panisk angste for russerne på trods af vores massive militære overmagt på alle områder med undtagelse af antallet af atomvåben. Hvorfor opfatter så mange alligevel Rusland som en eksistentiel trussel, spørger de og ser det som et svaghedstegn.
Der er tydeligvis også nervøsitet fra amerikansk side. Det er ikke bare en kulturel og økonomisk allieret, der står for fald. De konkluderer, at det desværre er mere end plausibelt, at inden for få årtier vil visse Nato-lande have befolkninger med ikke-europæisk flertal. Vil sådanne post-europæiske lande stadig ønske en alliance med USA? spørger de bekymret.
Bemærk, at USA har en indlysende interesse i et stærkt Europa. Det er såmænd også, hvad strategien går ud på. At styrke Europa. Styrke de patriotiske kræfter, der vil revitalisere nationalstaterne, mindske indvandringen og bekæmpe den politiske undertrykkelse. Gøre os i stand til at stå på egne ben. Genopbygge strategisk stabilitet over for Rusland. Bygge vores selvtillid op igen.
Det hjemlige etablissements reaktion har været som et vredt barn, der får at vide af de voksne, at dets adfærd er destruktiv. Man har forsøgt at tegne USA’s bekymring som udtryk for fjendtlighed – når den tydeligvis er det modsatte. Er denne reaktion udtryk for omsorg for Europa? Eller er det snarere etablissementet, der frygter at miste magt? Jeg vil mene det sidste.
Vejen frem er ikke fornærmet benægtelse, men at tage ansvaret på sig i Europa og gøre det, man ikke har gjort i årtier: lytte til de kræfter, der ønsker at standse ulykken og genoplive nationer, kultur og i det større billede vores civilisation.