Når alle er syge, er ingen syge

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere og flere studerende ved amerikanske universiteter får anerkendt et handicap. Og den anerkendelse bevirker, at de kan gå til eksamen på mere lempelige vilkår end studerende uden handicap.

Det fremgår af en artikel, der netop har været bragt i tidsskriftet The Atlantic. På Stanford er næsten 40 pct. af de studerende registreret som ”disabled”. På Amherst er det over 30 pct. Og på Harvard og Brown er procenten over 20. Flere institutioner advarer ifølge artiklen om, at den dag ikke er langt væk, hvor flertallet af de studerende vil modtage særlige hensyn og akademiske lempelser.

Men er det ikke godt, at man i vore dage tager hensyn til de handicappede? Jo, helt bestemt. Problemet er bare: at der i det hele taget eksisterer så mange handicappede, er noget nyt. Det sker udelukkende, fordi antallet af måder, man kan være handicappet på, stiger og stiger. Og fordi vejen til anerkendelse af handicap bliver lettere og lettere.

Som sociolog nikker man genkendende til det, der sker på de amerikanske universiteter.

Helt tilbage i 1951 skrev den berømte amerikanske sociolog Talcott Parsons om sygdomsrollen. Han bemærkede, at det i en vis forstand var en fordel at være syg (hvis tilstanden ikke var alvorlig). Fordelen opstod, fordi sygdom bevirker, at man bliver fritaget for sine normale pligter, og fordi man får en særlig ret til omsorg, støtte og lempelig behandling.

Men Parsons levede alligevel i en anden tid, end vi gør. For han fortsatte med at beskrive, hvordan sygdommens attraktivitet gjorde, at der også var brug for kraftige mekanismer til at forhindre, at folk meldte sig ind i kategorien ”syg” uden faktisk at være det.

Den mekanisme var i Parsons samtid relativt bryske læger af den gamle skole. Der både havde ret til at sige til mennesker, der følte sig syge, at de var raske. Og til at sige til mennesker, der følte sig raske, at de var syge.

Den politiske pointe drager Parsons ikke. Så det vil jeg gøre: Man må aldrig etablere et system, hvor der gives håndfaste belønninger for at tilhøre en sygdomskategori, man selv kan melde sig ind i. Det vil simpelthen friste svage sjæle mere, end det nogensinde er tilrådeligt at friste dem.

Men desværre er tiden løbet fra Talcott Parsons. I vore dage er det nærmest tabu at antyde, at der findes mennesker, som pjækker. Sygdom som kategori er i vore dage hellig. Derfor må den ikke længere udfordres. En anden kategori, der i vore dage er hellig, er ”sårbar”. De forkølelser og hovedpiner, der lå under tærsklen for ”sygdom”, og som eksisterede i mine unge dage, synes ikke at eksistere længere.

Den formentlige udnyttelse – nogle ville tale om misbrug – af Parsons’ sygerolle, som artiklen i The Atlantic beskriver, fik mig i al ubeskedenhed til at tænke på en bog, jeg sammen med Ole Thyssen skrev for 20 år siden: ”Krigeren, Borgeren og Taberen”.

I denne bog fokuserer vi på det, man kan kalde »den agtværdige socialkarakter« i forskellige tidsaldre. En socialkarakter er en bestemt måde at være på. I næsten karikeret form kan man tænke på den engelske gentleman, der kendes fra gamle film og romaner. Manden med den stive overlæbe. Som ikke græder. Som ikke beklager sig. Som ikke hidser sig op. Som holder døren for damer og trækker stolen ud for dem. Og gør sin pligt uden at beklage sig. Agtværdig giver sig selv: Nogle socialkarakterer er finere end andre.

Før demokratiets indførelse var det fineste, man kunne gøre, ”at leve i kald og stand”. Det vil sige, at man udlevede den moral og de normer, der knyttede sig til ens plads i samfundshierarkiet. Den fineste form for ”kald og stand” var den aristokratiske, for den var vejen til magtpositioner i samfundet. Heraf betegnelsen ”krigeren”.

I det tidlige demokrati var det fineste, man kunne gøre, at bevise, at man beherskede borgerdyderne. Det ville blandt andet sige evnen til at dygtiggøre sig, så man kunne begå sig i et meritokrati. Men også evnen til at planlægge livet for sig selv og andre og evnen til gennem struktureret arbejde at nå de mål, en selv og ens arbejdsplads havde sat. Heraf betegnelsen ”borgeren”.

Men i det øjeblik, velfærdsstaten er gennemført som projekt, dukker en anden socialkarakter op. I velfærdsstaten er det store fordele forbundet ved at få det, Ole Thyssen altid kaldte »succes som fiasko«. Derfor vil der i velfærdsstaten være en konstant kamp for at komme til at tilhøre kategorier, der tildeles penge eller fordele. Heraf betegnelsen ”taberen”.

Der er ikke nogen tvivl i mit sind om, at de mange ”handicappede” studerende på vore dages amerikanske universiteter er illustrationer af de principper, jeg har gennemgået.

Svage sjæle har identificeret en sygerolle, som man i praksis kan tildele sig selv, uden at nogen kan udfordre det. Det udløser alle de fordele, Parsons beskrev i 1951. På grund af den måde, den moderne socialstat fungerer på, og som Thyssen og jeg foldede ud i vores bog for to årtier siden.

Det er vanskeligt ikke at læse de amerikanske tal som et kulturelt skred. Specielt når man har nået en vis alder. Hvordan kan vi som menneskeslægt leve videre, når det ikke er robusthed, men svaghed, der er en dyd? Hvordan skal alle disse svagelige mennesker forsvare sig selv, deres familier og deres land imod for eksempel en skånselsløs fjende, der invaderer? Man kan næsten ikke se det for sig.

Men det skal de måske heller ikke? Muligvis er de bare henvist til at dø ved fjendens hånd den dag, han står ved byens porte, og det gælder liv og død. Det kan man ikke vide – men man kan have sine bange anelser.

Jeg læste engang en skarpsindig analyse af begrebet hypokondri. Hvor pointen var, at de mennesker, der virkelig var at ynke, var de arme stakler, der rent faktisk led af de sygdomme, hypokonderne havde en forkærlighed for.

Jeg tror, vi skal til at tale om hypokondri igen. For det samme gør sig gældende med den psykologiske hypokondri, der har grebet de amerikanske universitetsstuderende: Hvis der er nogen, det for alvor er synd for, er det de stakkels studerende, der faktisk fejler alle de ting, som hypokonderne påstår, at de lider af. Den barske sandhed er jo, at hypokonderne stjæler både tid, penge og andre former for ressourcer fra de faktisk sårbare, der har brug for hjælp.

En anden ting, vi skal minde os selv om, er behovet for ”dørvogtere”, som Parsons fastslog. Eksperimentet med sygdomme, man så at sige kan tildele sig selv, er slået fejl.

Det koster i en velfærdsstat for mange penge, og det fører til for mange triste skæbner, der tror på deres egen historie om, at de er syge og dårlige. Konklusionen på eksperimentet ”selvtildelt sygdom” må og skal være, at det er uacceptabelt. I hvert fald, hvis det udløser nogen som helst form for økonomisk eller anden fordel.

Udviklingen på de amerikanske universiteter er på mange måder blot et synligt udtryk for et dybere skift: fra robusthed som norm til sårbarhed som ideal.

Udviklingen er skabt af den bedste vilje. Men når sårbarhed gør sig fortjent til særlige hensyn, og når adgangskravene til disse hensyn fordamper, ændrer det institutionernes grundlogik.

Parsons forudså det: Når en undtagelsesrolle giver reelle fordele, og når der ikke længere findes en klar grænse for, hvem der kan påberåbe den, vil kategorien vokse – ikke kun af nød, men også af systemiske incitamenter.

Det er fristende at moralisere over de studerende, men det løser ikke problemerne. De reagerer blot på det miljø, de er placeret i.

Spørgsmålet er, hvilket menneskesyn universiteterne – og i bredere forstand velfærdsstaten – kommer til at fremme, når undtagelsen bliver til både norm og ideal. I ”Krigeren, Borgeren og Taberen” beskrev vi, hvordan moderne samfund utilsigtet belønner positioner, der i andre epoker ville have været undtagelser. Når disse belønninger knyttes til selvdefinerede diagnoser eller subjektive tilstande, er det ikke mærkeligt, at grænserne bliver flydende.

Det behøver ikke føre til hårdhed eller mistænkeliggørelse. Det fører blot til en nøgtern erkendelse: Et samfund, der vil hjælpe de svageste, må også kunne skelne. Ikke for at afvise, men for at beskytte både institutionerne og dem, der faktisk har behov. Hvis alle bliver sårbare, bliver ingen reelt hjulpet. Hvis normalitet ophæves som begreb, mister vi muligheden for at vide, hvad der kræver særlig omsorg – og hvad der blot kræver almindelig menneskelig modstandskraft.

Derfor er det afgørende, at vi genfinder evnen til at trække rimelige grænser og til at sige, at ikke alle undtagelser udløser den fulde velfærdspakke. Ikke for at fratage nogen noget, men for at bevare et system, hvor hjælp gives til dem, der virkelig behøver den. Det er hverken et nostalgisk projekt eller en moralsk løftet pegefinger – blot en påmindelse om, at et velfærdssamfund kun kan fungere, hvis det også kan sige nej. Og hvis en kultur skal overleve, må den huske, at styrke er en ressource, ikke en fejl.