Hvor må jøderne egentlig være? På Månen, siger venstrefløjen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hævnen er en ret, der bør nydes kold, men hvad med hadet? Hadet på land, til vands og i luften, hadet til hverdag og fest, der hades hele tiden, for man skyder da jøder. Også på Bondi Beach, der må de heller ikke være.

Man hader jøder, høj og lav hader dem, både politikere og pottemagere, lad os begynde med det sidste.

»Ja, igen skal de påberåbe sig opmærksomhed,« skriver en i øvrigt upåfaldende pottemagerske i Præstø som reaktion på, at jøder sådan lod sig skyde ned for at få opmærksomhed. Med forfærdelse klikker man videre for dog at finde en slags begrundelse for det, men det lader sig ikke finde; her er ikke andet end katte, batik og grimme vaser, som man kan finde det så mange steder. Og så hadet, selvfølgelig.

Trine Pertou Mach, folketingsmedlem for Enhedslisten og tidligere SF, nyder sin »stille morgenkaffe, avisen og kloge Morten Thing«: »Idéen om, at jøderne for at få deres eget land var nødt til at stjæle det fra et andet folk. Det er det, der gør mig til modstander af zionismen. Altså, hvis der havde været et land til overs på Månen, så havde det jo været noget andet.« Skriver Thing.

Det står der. Sådan smager en stille morgenkaffe tilsat had.

På Månen. Ja, der kunne jøderne måske være. Når de nu ikke må være i Danmark, i Tyskland, i Frankrig, ja, i Europa og altså heller ikke i Australien, så hvor? Månen lyder som en god idé, en god løsning på jødespørgsmålet. Hvis man altså ikke bare skal smide dem i havet. From the river to the sea.

»Thing forklarer, at det især var mødet med en dansk antropolog, der ændrede hans blik. Pludselig så han Israel som et kolonialt samfund, der var bygget på fordrivelse og tyveri af andre menneskers jord. Ligesom det var tilfældet med USA, fik han blik for, hvordan landet var bygget på en etnisk udrensning af de oprindelige folk.« Lyder det i Information, som er Trines morgenavis.

Sådan lyder det fine had, det polerede had, der tager sig eftertænksomt ud, men jo dog i sidste ende er ganske det samme had, som det, der marcherer i gaden.

»Palæstina er besat, det skal løses med jihad,« gjalder det i gaden, hvor jøderne må frygte for deres liv og i hvert fald holde deres jøderier helt for sig selv, for gaden tilhører palæstinenserne, det er København mod Israel, og nu har vi et parti i Borgerrepræsentationen, der vil have jøderne ud af byen.

Ja, måske mere end ét. Enhedslisten bevæger sig i den særeste linedans, den ene dag forrest blandt de hadende horder, den næste dag hændervridende i pressen, for ingen, som i absolut ingen, føler så megen omsorg for jøder som netop Enhedslisten. Eller, nå ja, »terror og racisme imod enhver minoritet er en pest, som skal bekæmpes benhårdt, hvor end den dukker op«, var, hvad Pelle Dragsted kunne svinge sig op til efter terrorangrebet på Bondi Beach; jøderne skulle jo nødig tro, at de er noget særligt.

Vi er vokset op med, at jødehadet er taberens tragiske udvej.

»Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat. Og hvis vi en Dag skal til Muren, saa er din Haand parat. Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund, naar du slaar, for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar.«

Digtet hedder ”Skæbne”, og en hel generation har om ikke lært det udenad, så i hvert fald blevet præsenteret for det i gymnasiet. Tykke var udenfor og forhånet, og »hende, der der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt«.

Så blev Tykke nazist, og Holger Jørgen kom tilbage til Ingeborg i stolt uniform, men da det gjaldt, var det den latterlige overklassefrue Maude, der pludselig rankede sig og fik hr. Stein over til Sverige.

Sådan var det, troede vi, nu ser vi igen jødehadet i dets mondæne form. Vor tids Maude drikker kaffe uden sukker, men med Information og mange skefulde had. Og de danskere, der ellers ikke får ordet, tager i en meningsmåling i Weekendavisen til en slags desperat genmæle. Næsten 40 pct. er helt eller delvis enige i, at det skal være tæt på umuligt at leve islamisk i Danmark, 31 pct. vil mere eller mindre forbyde islam (hvad der stemmer smukt med, at der stadig er 70 pct., der går ind for religionsfrihed). Det er radikalisering i tørre tal, og det er til at tude over.

Hadet vinder over håbet. Det går ikke an så tæt ind under jul, hvor skal man finde trøst? Foreløbig i Politiken, der altid er god for en spøg. Her er der en højskoleelev, der har set sig sur på kæden Killer Kebab, fordi den regeres af hvide mænd, ja, simpelthen surdejsbagere fra Skagen, hvad bilder de sig ind? Måske bare, at deres kebab er bedre, hvad den jævnt hen også er, men det må den ikke være, det er rendyrket gastronationalisme. Mener en anden Politiken-debattør.

Det er monstrøst. En voldsom trussel rejser sig hermed mod landets mange tyrkisk ejede pizzeriaer, og den er værre end både Sundhedsmyndighedernes sure smileys og toldvæsenet tilsammen, for nu kommer de krænkede, og de lader ikke sten på sten tilbage. Heller ikke pizzasten. Snart kommer de også efter jøden Ottolenghi, der tilmed er homoseksuel og har en palæstinensisk partner. En af hans kogebøger hedder ”Enkelt”, men det er det ikke, når der går identitet i det.

I dette morads af had og pinlige pizzaer er det godt, vi har Socialdemokratiet og dets statsunderstøttede netmedie Pio, hvis chefredaktør, Niels Jespersen, fastslår: »Moderne performativ gastro-venstrefløj: Kilometervis af ordsalat, harsk pseudo-solidaritet og slatne studentikose floskler, men aldrig det vigtigste spørgsmål: Har de overenskomst?«

Tænk på det, når De kløjs i Molslinjens buffet lige om lidt på vej hjem til familien. Det smager som en gastronationalistisk forbrydelse, men de har overenskomst.

God jul.