Fortsæt til indhold
Kommentar

Decentral affaldssortering er en blindgyde: Giv ansvaret tilbage til kommunerne

Rigide landsdækkende regler om decentral affaldssortering har vist sig at være dyrt, ineffektivt og med meget ringe klimaeffekt. Og tilmed er det en stor belastning for borgerne, som tvinges til dagligt at være skraldemænd i deres eget hjem.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Affaldssortering er en rigtig god idé, men det skal ske på den bedste, mest effektive og omkostningsbevidste måde.

Så selvfølgelig skal kommunerne have lov til at anvende central affaldssortering, hvis de kan etablere et system, hvor affaldsindsamlingen er mindst lige så effektiv som i dag.

Men som det er nu, står vi alle sammen og roder med affaldssortering derhjemme, fordi Folketinget har vedtaget, at der skal være ens regler om sortering i 10 forskellige fraktioner over hele landet, selvom affaldshåndtering tidligere altid har været et kommunalt ansvar, hvor man lokalt har kunnet finde de gode løsninger.

Men vi ved allerede nu, at decentral affaldssortering har været en blindgyde – økonomisk og klimamæssigt og med hensyn til respekten for borgernes tid og familieliv. Det er meget dyrt, det er en stor belastning for borgerne at skulle være skraldemænd i deres eget hjem, og det giver meget beskedne gevinster for klimaet. Også fordi der meget ofte sorteres forkert på grund af uigennemskuelige regler.

De centralt fastsatte regler er ens for alle husstande i hele landet, uanset antal personer, og uanset om der er tale om helårs- eller fritidsboliger. Derfor har en husstand på en person den samme tømningsfrekvens som en husstand på 10 personer. Og derfor brager store diesellastbiler ugentligt rundt på smalle grusveje i landets sommerhusområder året rundt for at tømme containere, som i vinterhalvåret ofte knap har affald til at dække containerens bund.

Enhver kan sige sig selv, at det hverken økonomisk eller klimamæssigt hænger sammen. Det er at gøre grin med skatteborgerne at etablere systemer, der er så dyre og ineffektive, og for nylig viste en analyse, at det danske samfund kunne spare 1,5 mia. kr. årligt ved at overgå til central sortering, og Rambøll har regnet sig frem til, at der ville kunne opnås seks gange større klimaeffekt, hvis sorteringen blev foretaget centralt med brug af AI og robotteknologi, som hastigt bliver bedre og bedre til at sortere effektivt, hvilket man allerede drager fordel af i lande som Holland og Norge.

Så allerede i dag ville central affaldssortering i mange tilfælde være billigere, mere effektivt og bedre for klimaet. Og den teknologiske udvikling går stærkt i disse år og giver stadig bedre muligheder for central sortering.

Forhåbentlig kan det lykkes at skifte kurs snart og give kommunerne mulighed for at overgå til central affaldssortering og indføre regler om mere fleksibel tømning. For klimapolitik skal ikke være symbolpolitik, hvor man vælger dyre og ineffektive løsninger, bare fordi det føles ”rigtigt”, at alle står med det samme sorteringsbøvl hjemme i køkkenet.

Tværtimod svækker det med stor sikkerhed opbakningen til at føre en offensiv klimapolitik, hvis man igen og igen ser, at det ikke batter noget alligevel. Vejen til mere genbrug og mindre klimaaftryk fra vores affald går via centrale sorteringsanlæg, som kan løse opgaven billigere og bedre og med minimal belastning af borgerne, som dermed kan bruge deres tid på noget, der giver større livskvalitet.

Derfor skal vi give ansvaret tilbage til kommunerne og give kommunalpolitikerne mulighed for at genindføre den sunde fornuft i affaldssorteringen i løbet af den kommende valgperiode.