Man kan næsten blive helt glad, når ens Chromecast ikke virker. Så er techgiganterne heller ikke mere guddommelige

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har haft bøvl med vores Chromecast-fidus. De ved, den der anordning, der gør, at man kan streame indhold fra sin mobiltelefon til sin tv-skærm, og som gør, at man ikke længere skal bøvle med en antenne oppe på taget. Men bøvlet er vi ikke alene om, kan jeg forstå.

Efter at konen havde brugt en hel aften på – under opmuntrende tilråb fra mig – at få fidusen til at virke, erfarede jeg fra en af Århus Stifts jurister, at det skyldtes et omsiggribende globalt udfald for produktet.

Gabende tomme hyldesektioner i Elgiganten næstfølgende dag afslørede, at hun havde ret. En fyraftenstræt ekspedient bekræftede hændelsen: »Det er, som om Gud har slukket for dem alle sammen på en gang,« sagde han og så filosofisk ud.

Mens jeg stod og skulle betale det ret så dyre erstatningsprodukt, henfaldt jeg i betragtninger over, hvordan en egen hverdagens fromhed kan ytre sig på så mange måder og så mange forskellige steder. Åbenbart også i Elgiganten.

Men da jeg ude på gågaden delagtiggjorde min kone i min forundring, slog hun den slags latter op, der sagde mig, at jeg igen havde sagt noget dumt. Eller i det her tilfælde: hørt noget forkert.

»Han sagde, at det var Google, der havde slukket dem, dit døve apparat!«

Det kunne jeg nu også bedre få til at passe.

Gud eller Google. I hvert fald er det påfaldende, i hvor høj grad techgiganterne eller “big tech”, Google, Apple, Facebook, Microsoft, fylder det hele. Almægtige og allestedsnærværende.

Billederne fra Trumps kroning, hvor de store drenge fra branchen deltog i hyldesten og tilbedelsen, har gjort indtryk. Ikke mindst når man tænker på, hvor meget deres produkter fylder, og hvor meget hverdagsforstyrrelse sådan en defekt lille dims, der skal gøre det lettere at streame fra telefonen, kan bringe af globalt ulave i alverdens husholdninger. Hvor meget mere så ikke de øvrige produkter under “big techs” hat?

Engang i uskyldigere tider blev de her tjenester og kommunikationsmuligheder taget imod med fremtidshåb og begejstring. De skulle lette vores arbejde, bringe os i kontakt med hinanden, oplyse, underholde, udvide horisonter.

Nu er uskylden røget. Mistanke og skepsis har indfundet sig. Konspiratorisk anlagt eller ej, så fornemmer man en magt, hvis rækkevidde og betydning og konsekvenser for den enkelte borger kan være svære at overskue. Hvor hyldemeter pludselig kan ryddes i den globale Elgiganten, og hvor ting – store globale ting – kan ske og sikkert sker uden for demokratisk kontrol, indflydelse og rækkevidde. Ja, og hvor direktøren kun er et opkald væk fra Musk og Trump og alt deres væsen!

Ret skræmmende faktisk.

Martin Luther skriver i sin Store Katekismus som en kommentar til det første bud: »Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud.« Og som han tilføjer: Den hjertets tro og tillid »frembringer både Gud og afgud«.

Det er måske rigeligt meget at gøre ud af en defekt Chromecast-fidus.

Men jeg kan altså ikke frigøre mig fra en snigende og støt voksende fornemmelse af at være i et væsens vold, en maliciøs lunefuld big tech-guddom, som griber hjerter og hjerner og i stigende grad er med til at forme vores virkelighed. Et væsen, jeg har lyst til at forsage og beskytte mine børnebørn imod.

I første omgang – mest fordi det er svært at forestille sig en hverdag uden – vil jeg håbe på, at en voksende opinion kan bidrage til at drive en solid religionskritik på afguderiet og genvinde en folkelig og demokratisk kontrol over det.

Og sådan kan tunghørhed nogle gange også virke til opbyggelse og måske en smule håb i et tiltagende mørke. Men vi kan da se tv igen!