Er du ved at blive rundtosset af Trump? Hold hovedet koldt
Det er vigtigt at levere sober information – og ikke at skræmme, men at handle klogt. Først og fremmest skal vi tage os i agt for misinformation, der stortrives lige nu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Trump er et kapitel for sig – og i en sådan grad, at man dårligt nok ved, om man skal le eller græde. Men uanset det er det vigtigt, at vi holder hovedet koldt og heller ikke misinformerer.
Desværre misinformerer Danmarks Radio, når de beskriver udsigten til, at Trump vil ramme danske produktion med told. Det kan Trump ganske enkelt ikke, fordi udenrigshandelspolitikken – herunder toldpolitikken – er overført til EU.
Trump kan selvfølgelig især lægge told på varer, som danske eksportører dominerer i eksporten fra EU til USA.
Men hvor mange tilfælde er der heraf? Novo Nordisk har selvfølgelig en stor dominans på ikke mindst sine internationale storsællerter: Ozempic og Wegovy. Men produktionen heraf kan formentlig i endnu højere grad relativt hurtigt flyttes til USA.
Af disse grunde bør der ikke misinformeres om de muligheder, som USA har for specifikt at ramme Danmark – med sigte på Grønlandssituationen. Det er nemlig ikke skræmmepolitik, der er behov for netop nu, men klog handling.
Og skulle USA’s toldpolitik alligevel ramme produktionen i Danmark med en vis styrke, så må der heller ikke ses bort fra, at der er mangel på arbejdskraft her i landet, og at vi har et uholdbart stort overskud på betalingsbalancen på over 1.000 mio. kr. pr. dag – også inklusive lørdage, søndage og helligdage. Så hold hovedet koldt.
Også når det gælder de givetvis stærkt stigende udgifter til det danske forsvar, er det om at holde hovedet koldt. Med Danmarks stærke økonomi, der også indebærer store aktuelle overskud på de offentlige finanser, bliver det ikke Danmark, der kaster håndklædet i ringen i opbygningen af et større EU-forsvar.
Det er nemlig rigtig mange EU-lande, der har store problemer med de offentlige finanser. Dette understreges bl.a., at EU-Kommissionen i juni 2024 igangsatte proceduren om uforholdsmæssig store offentlige underskud (over 3 pct. af bnp) mod hele syv EU-lande.
Det betyder efter min mening, at EU enten må opgive sin ensidige og forkerte fokusering på offentligt underskud og gæld i den økonomiske politik eller overføre forsvarsopgaven til EU med større landebidrag til følge, såfremt EU eller Europa skal kunne klare at måtte undvære USA som en central medspiller i forsvarspolitikken via Nato.
Dette er det centrale, som vil fremgå, hvis man holder hovedet koldt – og Europa ikke længere kan basere sig på USA i forsvarspolitikken. Denne problemstilling burde Danmarks Radio forholde sig til, hvis de da tør.