Det handler ikke om Trump, men om trumpisme

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Alle elsker en vinder. Det må være årsagen til, at så mange mennesker i disse dage har travlt med ikke at gøre opmærksom på, hvad de tidligere har sagt og skrevet om Donald Trump.

Jeg står ved fortiden. Min mening er: Der skal være plads til en meget betydelig metodefrihed, når det gælder politikere. Men Donald Trump hænger på, at efter klart at have tabt valget i 2020 forsøgte han den 6. januar 2021 at begå et statskup. Baseret på den løgn, at han i virkeligheden havde vundet. Det gør ham uegnet til at være præsident i et hvilket som helst land.

Erfarne kommentatorer har bemærket, at mange af Trumps vælgere for så vidt er enige: Donald Trump har en række brister i sin karakter, der ikke bør tolereres hos nogen. Til gengæld er der så meget rigtigt i selve trumpismen, at man er nødt til at se gennem fingre med manden personligt.

Det er derfor, vi er nødt til at ignorere Donald Trump og holde os til, hvad trumpismen egentlig går ud på.

Jeg tror, det bedste udgangspunkt for at forstå trumpismen, er at se på den politiske elite i USA. For på mange måder er trumpismen et oprør imod denne elite. Men lad os begynde et helt andet sted.

Hvad ville De selv sige til, at den danske Højesteret fungerede på samme måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol?

Det vil sige, at den danske Højesteret var domineret af et flertal af dommere, der ved enhver given lejlighed fortolkede grundloven og øvrig dansk lovgivning aktivistisk og på den baggrund udstyrede danskerne med den ene rettighed efter den anden, som Folketingets flertal hverken havde ønsket sig eller havde nogen muligheder for at lave om på?

Sådan er den danske Højesteret heldigvis ikke. For den har i sin visdom erkendt, at det er Folketinget, der skal lave politik. Så kan vælgerne sammensætte et nyt Folketing på en anden måde, hvis de er utilfredse med den politik, der er blevet vedtaget af det gamle Folketing.

Den amerikanske højesteret har i mange år været anderledes. Den har nemlig – ligesom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – udvidet borgernes rettigheder på måder, som ingen normale mennesker kan se ligger inden for lovgivernes oprindelige hensigter med denne eller hin lov.

Så paradokset er: Selvom de fleste danskere siger, de holder med Demokraterne, er det faktisk Republikanerne, som mener det, de fleste danskere mener om aktivistiske domstole. Nemlig, at det er en uskik, som domstolene skal holde sig fra.

Et andet område, hvor næsten alle danskere holder med Republikanerne, er i spørgsmålet om udlændingepolitik.

Hvis man skulle sammenligne Biden-administrationen med noget, de fleste europæere kender, skulle det være Tyskland under Angela Merkel eller Sverige, før Sverigedemokraterne blev lukket ind i det gode selskab.

Det vil sige: en totalt urealistisk udlændingepolitik, som de fleste mennesker er arge modstandere af. Omvendt mener de fleste Republikanere det samme som de fleste danskere: at det er absolut nødvendigt med en stram udlændingepolitik, hvis landet ikke skal falde fra hinanden.

Så inden vi overhovedet begynder at forholde os til trumpismen, skal vi forstå noget vigtigt: Det må udspringe af mental magelighed, at de fleste danskere erklærer sig enige med Demokraterne. I virkeligheden er de fleste danskere enige med Republikanerne, når det kommer til en række afgørende spørgsmål.

Trumpismen er ikke galskab eller snæversyn i uhørt grad. Trumpismen er et oprør imod en række ufolkelige politikker, der også ville gøre mange – hvis ikke ligefrem de fleste – danskere vrede. Men som den demokratiske politiske elite i skiftende regeringer og kongresser, allieret med demokratiske aktivistiske dommere, demokratiske akademiske eksperter og demokratiske holdningsprægede journalister har påtvunget mindst halvdelen af den amerikanske befolkning – og formentlig mere end det.

Det gælder ikke alene fratagelsen af delstaternes beføjelser til at regulere abort (den amerikanske højesteret har ikke ”forbudt abort”, som det nogle gange hedder. Den har afgjort, at beføjelsen til at udforme abortreglerne ligger hos delstaterne og ikke hos forbundsregeringen). Det gælder også lovliggørelsen af pornografi og – så lidt, de to ting i øvrigt har med hinanden at gøre – lovliggørelsen af diskrimination imod hvide og asiater på universiteter og på arbejdsmarkedet (som højesteret nu har afgjort, er ulovlig).

Men det stopper ikke her. Den politiske elite har også – i trumpismens optik – påtvunget flertallet af amerikanere en dybt lemfældig udlændingepolitik. En dybt lemfældig retspolitik i forhold til ordenshåndhævelse i en række demokratisk styrede storbyer. Og ikke mindst: en dybt lemfældig laissez faire-holdning til de sociale konsekvenser af globaliseringen (hvor afindustrialisering af hele egne af USA nærmest bliver fremstillet som noget, man blot må acceptere).

Hvis man oven i alt dette lægger, at den demokratiske politiske elite har påtvunget den brede befolkning en massiv wokeness, hvor mænd i kvindetøj får lov til at stille op i kvinders idrætskonkurrencer og klæde om i kvinders omklædningsrum; hvor al undervisning fra grundskole til universiteter er blevet kapret af woke dagsordener om evig hvid skyld for alverdens ondskab og opløsning af det biologiske kønsbegreb; hvor underholdningsindustrien er blevet kapret af woke film med anti-historiske rollebesætninger; og hvor den sunde fornuft trædes under fode af sprogpoliti, politisk korrekthed og opløsning af selve distinktionen mellem sandhed og løgn, så er det klart, at der er lagt i kakkelovnen til et kæmpe opgør med den politiske elite.

Jeg tror ikke, at Demokraterne gør comeback lige foreløbig. For efter trumpismen med Trump kommer trumpismen uden Trump. Det vil sige en videreførelse af det politiske sporskifte, der sker nu. Blot med politikere, der splitter mindre og samler mere end Donald Trump.

Nu spørger De måske: Hvordan kan jeg være så sikker på, at den politiske elite ikke kommer på bedre tanker?

Det kan jeg, fordi jeg har gået på et af de Ivy League-universiteter, der i særlig grad uddanner den politiske elite i USA. Og fordi jeg er medlem af en digital gruppe af gamle studerende fra den tid, hvor jeg gik på University of Pennsylvania. Det vil sige anden halvdel af 1980’erne.

Når jeg følger samtalen blandt mine gamle medstuderende, må jeg være ærlig og sige, at synspunktet ”vi i den politiske elite ligger, som vi har redt” hører til blandt de sjældne. Selvom mit sample ikke er videnskabeligt, er der ikke ret mange kandidater og ph.d.er fra et eliteuniversitet som det, jeg gik på, der kan se, at Det Demokratiske Parti – som er langt mere præget af holdningen blandt elitestuderende end Det Republikanske Parti – har været galt afmarcheret i mange år.

I stedet cirkulerer alverdens varianter af, at folket er vildført af demagoger eller af sociale medier. At valgresultatet skyldes dårlig uddannelse. At folk glemmer at tage i betragtning, at der faktisk har været økonomisk vækst i USA i mange år. Den slags argumenter, som alle professionelle politikere ved er bortforklaringer.

Flere har sagt, at det amerikanske valg blev afgjort på den måde, at klassekampen slog identitetskampen. Det vil sige: Den demokratiske strategi med at skrabe stemmer ind fra alverdens identitære grupper mislykkedes. Til gengæld lykkedes den republikanske strategi med at gøre sig selv til stemme for en kritik af det politiske establishment, der er udbredt i arbejderklassen og den lavere middelklasse.

Hvis man skal være meget hård, har Demokraternes strategi i mange år bestået i, at man hvert fjerde år sagde: Vi skal bruge minoriteternes stemmer, så vi kan føre den elitære politik, vi har lyst til. Hvad enten den er til gavn eller skade for minoriteterne.

For sagen er: Demokraternes magt bygger i vid udstrækning på minoriteter. Samtidig med at deres politik ikke i udpræget grad gør noget godt for dem.

Det skyldes, at Demokraternes politik i høj grad er præget af såkaldte ”luksusholdninger”. Det vil sige holdninger, der giver en høj status, når man lufter dem blandt ligesindede, men som man ikke selv skal bære konsekvenserne af:

Skøre teorier om ordenshåndhævelse rammer ikke middelklassen, men underklassen; urealistiske teorier om indvandring rammer de ufaglærte, ikke den akademiske middelklasse; høje energipriser forårsaget af grøn omstilling er meget værre for de lavtlønnede end den akademiske middelklasse.

Afvikling af meritokratiet er til fordel for Demokraternes klienter. Ikke dygtige og arbejdsomme mennesker fra en beskeden baggrund i al almindelighed.

Demokraterne kommer ikke tilbage til magten, før de finder ud af at være relevante for helt almindelige, snusfornuftige midtervælgere, og før de udviser respekt for den sunde fornuft, der præger de fleste uden lange uddannelser. De kommer ikke tilbage til magten, før de tager almindelige mennesker alvorligt og lytter til dem med respekt.

Den dag ligger meget langt ude i fremtiden, hvis jeg tør dømme efter den lille del af den amerikanske elite, jeg selv engang tog en videregående uddannelse sammen med.