Vi aner ikke, hvad vi skal stille op med den kultur, vi har arvet og forventes at videregive

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ombord på ”Queen Mary”

Havet giver plads, skrev jeg i sidste søndags klumme. Om klummen og dens lakoniske betragtning blev bragt, ved jeg ikke. Jeg er nær afslutningen på en sejlads fra Hamborg til New York og har kun sporadisk adgang til internettet. Havet giver ikke alene plads. Det lader den rejsende træde tilbage (ikke for langt – for så ender man i bølgerne). Man er ikke længere den hjælpeløse partikel i begivenhedernes rivende strøm. I bedste fald finder man sig selv i havets fortælling.

Ombord på ”Queen Mary II” kan jeg betale en formue for at blive holdt orienteret, men om hvad? Om det, jeg allerede ved eller tror, at jeg ved?

Jeg foretrækker at læse og har til formålet medbragt min nylig afdøde ven Kjeld Holms bog, ”Liv og Lidenskab”, om Johannes Sløk, og længst afdøde Hartvig Frischs analyse af ”Platons Stat”. I bogen om Platon finder jeg et lærd papir, hvori det nævnes, at Benjamin Disraeli i 1872 omtalte daværende Englands premierminister Gladstone og hans ministre som en »række af udslukte vulkaner«.

Er det, hvad vi har med at gøre i vore dages politiske landskab? Døde vulkaner? Intellektuelt måske, fysisk ikke. Snarere er vi omgivet af ild og jordskælv fra Østeuropa til Levanten og videre til Afrikas Horn, til Burma og til Venezuela.

Hvad vi mangler i det 21. århundrede, er, hvad Disraeli efterlyste i det 19. århundrede: tankevirksomhed, overblik, handlekraft, disciplin.

Johannes Sløk (1916-2001), teolog, idéhistoriker og filosof, en af det 20. århundredes store, mente ifølge Kjeld Holm, at vi mangler en bærende idé. Vi aner ikke, hvad vi skal stille op med den kultur, vi har arvet og forventes at videregive. Vi er holdt op med have syner. I stedet ser vi hinanden efter i sømmene.

Vi gør livet surt for hinanden. Måske er der for lidt festlighed, ægte festlighed, ikke den mere eller mindre talentløse underholdning, som også forekommer på ”Queen Mary”. Fuglen kan ikke flyve uden at have luft under vingerne, argumenterer Sløk. Lige så lidt kan mennesket løfte sig uden at have en idé. Den omsiggribende forvaltning, den omsiggribende politiske korrekthed, kvæler idéen i offentlig debat, i kunst og i videnskab og kirkeliv.

Grækerne havde idéer. De ville et formål med det liv, de levede, med den verden, de befandt sig i, deres politismós eller civilisation. Grækerne havde tænkere, blandt dem Platon, som Hartvig Frisch analyserer i et fornemt lille bind (udgivet af Martins Forlag i København for nøjagtig 100 år siden), skænket mig af en god ven, signeret og annoteret af J.A. Bundgaard, samtidig med Frisch og som Frisch en af vore store filologer, men fordybet i sin akademiske pligt, hvor Frisch gjorde sig gældende som skelsættende socialdemokratisk agitator, politiker og undervisningsminister.

Platon (ca. 428-348) er ikke rigtig mig. Han er mig for stram. Han vil en ideel verden (deri ligner han Lenin og Trotskyj), som ikke er og ikke kan være en fri verden i vor forstand. Han opdrager, systematiserer og kontrollerer. Hans stat består af borgere, vogtere og herskere. De kan ikke forlade deres anviste pladser, de har alle at virke til fællesskabets bedste, Platons fællesskab. Kald det en klassisk eller ædel fascisme eller kommunisme – eller begge dele – løftet over nutidens vulgære magthavere, blandt dem Putin i Kreml, Erdogan i Ankara, Netanyahu i Jerusalem, Orbán i Budapest, Le Pen i Paris, Trump i Washington og Maduro i Caracas. Listen er deprimerende lang. Den kan hurtigt blive længere.

”Queen Mary” ligger roligt på vandet, ført af en højt uddannet kaptajn, der under sig har en professionel besætning. Alt er under kontrol. Vi vil nå frem til New York på klokkeslæt. Ingen kunne drømme om at overlade dette kostbare skib med omkring 5.000 ombordværende til en bande af amatører, kriminelle, psykopater og spekulanter, men nøjagtig sådanne indsætter vi tid efter anden i vore staters øverste embeder.

Tænker de amerikanske vælgere eksistentielt, når de om få dage skal til stemmeurnerne? Tænker vi, Europas privilegerede og fredsforvænte borgere, eksistentielt, når vi er vidner til Ruslands massemord på ukrainerne og Israels massemord på palæstinenserne? Overvejer vi, at Europa i sit forhold til USA, Rusland og Kina er som Athen i sit forhold til krigerstaten Sparta?

I Kjeld Holms udredning af Sløk finder jeg en konstatering af den eksistentielle fordring: Der skal handles ubetinget midt i det relative forhold til mange relative formål. Der er brug for absolutte formål og absolutte handlinger, for helhed, for sammenhæng, for seriøsitet.

Jeg agiterer ikke for Platon, slet ikke, men mener, især når jeg betragter figurer som Putin og Trump og hører om deres forgyldte elevatorer, forgyldte lokummer, forgyldte privatfly og forgyldte paladser, at vor grundopfattelse af det hele menneske er gået tabt. Platon kan medvirke i et politisk og åndeligt genrejsningsarbejde, for Danmarks vedkommende også omfattende Kierkegaard, Grundtvig og Sløk, selv den nu fjerne Frisch.

Vi skal allerede forestille os det 22. århundredes store fordringer: en ny geopolitisk virkelighed, nye globale magtforhold, klima, energi, kunstig intelligens. Gør vi det ikke, ender vi som kaniner i en løvegård. Vulkanerne må gerne begynde at buldre, rive os ud af velfærdsfantasier og fritidsdrømme, gøre os nærværende.