Meningsløse dødsfald som følge af vanvidskørsel: Offentliggør tiltaltes navne
Vanvidsbilister bør for alvor have noget at miste, hvis de sætter sig bag rettet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Så skete det igen. Vanvidskørsel med døden til følge, denne gang uden for Aarhus. Jyllands-Posten gjorde i en artikel i dag opmærksom på, hvad straffene for vanvidskørsel med efterfølgende dødsfald har været.
Latterligt lave, er svaret.
På P1 Morgen hørte jeg i dag et indslag om, hvordan man forsøger at tale om nationalitet i stedet for etnicitet, når man ønsker viden om, hvem der står bag disse sindssyge sager.
Jeg er hamrende ligeglad med, om gerningspersonen hedder Jørgen, Dimitri eller Hassan, om han har blå, grønne eller brune øjne, om han er protestant, katolik eller muslim.
Jeg vil vide, hvem han er. Punktum. For min egen og for min families sikkerheds skyld.
Jeg forstår simpelthen ikke, at hensynet til den (potentielt) kriminelle skal være større end hensynet til fuldstændigt sagesløse borgere. Desuden giver viden mulighed for at der politisk kan blive sat ind specifikt der, hvor behovet er.
Folk har brug for at vide, hvem der skaber uro i et samfund. Og samfundet har brug for at vise befolkningen, at den kan stole på de offentlige myndigheder og retssystemet.
Hvor galt det kan gå, hvis man ikke har åbenhed så vi for nylig i England. Her myrdede en person i koldt blod adskillige piger på et dansestudie. Efterfølgende gik nationen på gaden som følge af misinformation og tavshed fra de offentlige myndigheder om gerningsmanden.
Omvendt så vi i USA så vi for nylig endnu et attentatforsøg imod Trump. Få minutter efter at han var flygtet fra gerningsstedet, blev han anholdt og politiet gik omgående ud med billede, navn og beskrivelse af gerningsmanden.
Ja, man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Men danskerne kan altså godt både forstå det og samtidig have en fornemmelse af, at samfundet har deres velfærd på sinde. Man kunne uden problemer indføre en regl om, at når en person er i politiets varetægt, kan offentligheden få kendskab til navn og type af kriminalitet.
Desværre er det sådan, at kriminelle ofte ikke kun begår deres forbrydelse én men mange gange. Det samme er tilfældet med vanvidsbilisterne, hvor det under retssager som regel viser sig, at de har en hel spiseseddel af lovovertrædelser bag sig. Hvorfor skal de have lov at vandre rundt som alle andre I gaderne, køre I befærdede områder uden at vi andre kan træffe vores forholdsregler?
I Danmark er vi opdraget til at mene, at når man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at tavlen er visket ren, når man har udstået sin straf. Men som tiden er gået, er jeg blevet klogere.
Hvis jeg boede i en by, hvor jeg eller mine børn gik eller cyklede, ville jeg gerne have kendskab til, om der boede nogle i mit område, der var dømt for spritkørsel eller vanvidskørsel, så jeg kunne holde øje med specifikke biler og gøre mine børn opmærksomme, når jeg færdedes i det offentlige rum.
Gør det mig til et dårligt menneske, der ikke giver folk en chance før de er dømt eller efter, at de har udstået deres straf? Måske.
Men jeg vægter altså min og mine nærmestes sikkerhed højere end hensynet til en person, der sætter andres liv på spil. Måske burde Danmark lade potentielle vanvidsbilister forstå, at de bliver hængt ud, hvis de træffer et valg, der kan koste liv?