Økonomer bidrager til lavt debatniveau
Det bør kunne diskuteres, om perioden på pension skal udgøre en mindre og mindre andel af levetiden, når denne stiger. Dette er en følge af den automatiske bestemmelse af pensionsalderen i velfærdsforliget.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er godt og rigtigt, at statsministerens udmelding om, at Socialdemokratiet, når pensionsalderen i henhold til velfærdsforliget forhøjes til 70 år, så ikke længere blot vil fortsætte med at forhøje pensionsalderen i fuld takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder, har vakt voldsom debat.
Den forhøjede pensionsalder har nemlig været helt afgørende for, at Danmark har en stærk og holdbar økonomi. Som et af de få EU-lande har Danmark således aktuelt overskud på de offentlige finanser, ligesom vi har det relativt højeste betalingsbalanceoverskud i EU: nemlig med ca. 10 pct. af bnp, svarende til hele 1 mia. kr. om dagen.
Det enormt høje betalingsbalanceoverskud, som vi nu har haft i mindst 10 år, er i øvrigt højere, end EU’s makroøkonomiske retningslinjer tillader – dog uden sanktioner.
Det er ikke debattens omfang, der har overrasket mig – men dens kvalitet. Selv såkaldte topøkonomer bidrager med bundskrabere.
Professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet har således i Berlingske den 17. august bidraget til at afspore en seriøs debat om pensionsalderen med sit udsagn om, at hver enkelt dansker bliver fattigere, såfremt statsministerens udmelding følges. Det er jo indlysende rigtigt.
Men når det kun kan betegnes om en afsporing, hænger det lige så indlysende sammen med, at hvis dette er rettesnoren – ja, så skal vi jo overhovedet ikke have nogen pensionsalder!
Når pensionsalderen skal diskuteres, kan der ikke kun inddrages negative effekter heraf som lavere indkomster, men positive elementer må også medtages. Derfor må det afgørende udgangspunkt være, hvordan det bidrager til landets og befolkningens velfærd.
Højere pensionsalder fører givetvis til højere sundhedsudgifter, ligesom det reducerer livskvaliteten, altså velfærden, for dem, der har svært – mentalt eller fysisk – ved fortsat at være på arbejdsmarkedet.
Velfærdsforligets bestemmelse om en fastholdt gennemsnitlig længde af pensionsalderen betyder naturligvis, når levealderen stiger, at den gennemsnitlige tid på pension bliver relativt mindre og mindre i forhold til levealderen.
De, der kun nedskyder statsministerens udmelding, ignorerer jo denne konsekvens, som vel næppe er en ubetinget fordel for befolkningens velfærd, og som derfor seriøst burde kunne diskuteres.
Desværre er debatten om pensionsalderen ikke enestående for debatniveauet i dagspressen – det er især kritisabelt, at Danmarks Radio ikke forsøger eller evner at være en modvægt herimod.
Andre eksempler er ikke mindst den manglende debat om det uholdbare betalingsbalanceoverskud i en situation med udbredt mangel på arbejdskraft i ikke mindst den offentlige velfærdsservice.
Den mulighed, en revaluering giver for at reducere manglen på arbejdskraft og reducere det uholdbare store betalingsbalanceoverskud, er simpelthen tabubelagt i Danmark, ikke blot i dagspressen, men også blandt topøkonomer – herunder vismændene.