Forfaldet i vores fysiske fællesskaber forstærker de skader, som skærmene forvolder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Paradokset er slående: Unge bombarderes med utallige muligheder for at forbinde sig online, men føler sig mere isolerede end nogensinde. En ny undersøgelse fra Mary Fonden viser en tredobling af andelen af ensomme i de yngre generationer igennem de seneste 10 år.

I 2010’erne blev den første generation med et socialt liv på sociale medier også den mest ensomme. Men faktisk er skærmbrugen ikke den primære forklaring på mistrivslen. Man kan nemlig godt føle sig ensom, selv om man er sammen med andre. Det er kvaliteten af fællesskaber, der er afgørende. »Man er ensom, når man føler manglende omsorg fra folk, man holder af,« som en ung kvinde siger i undersøgelsen.

Hvad kendetegner et ægte fællesskab? Tag for eksempel et lokalt nabolag, der summer af liv. Her finder man familier, der snakker over hækken, hjælper hinanden med at passe hus eller samles til vejfester. Man kan dufte de stegte grillpølser og høre børnenes latter, når de leger i kvarterets gader. Disse begivenheder skaber fælles erindringer og styrker båndene mellem beboerne. For fællesskaber begynder ved dørtrinnet.

Derimod kan flygtige fællesskaber og online fællesskaber som gaming ganske vist tilbyde øjeblikkelig kontakt, men de mangler den dybere samhørighed. Mens man kan dele tips om det seneste spil, er det sjældent stedet, man søger hjælp, når man har behov for støtte under en personlig krise.

Den underliggende årsag til den omfattende mistrivsel synes med andre ord at være en mangel på forpligtende fysiske fællesskaber i svækkede lokalsamfund. Ikke brug af skærme, selv om det bestemt også kan have betydning.

Det anerkendes af verdens vel nok førende forsker i skærmbrug og mistrivsel, psykologen Jonathan Haidt. Han bakkes op af Seth Kaplan, der er en amerikansk ekspert i fejlslagne stater. Kaplan har i årevis rejst verden tyndt, men er nu vendt hjem til USA for at reparere fejlslagne lokalsamfund i de vestlige stater. Det har han skrevet en glimrende bog om, ”Fragile Neighborhoods”, der også har bud til Udkantsdanmark og de smuldrede sociale bånd i vores større byer.

I en ny artikel på siden ”After Babel” fremhæver Kaplan sit eget lokalsamfund for at vise værdien ved et fællesskab.

Under covid-19-pandemien trådte frivillige lynhurtigt til for at fordele mad og medicin til dem, der var isolerede i deres hjem, og naboer arrangerede udendørs legegrupper for børn. Mens pandemien rasede, oplevede børn i dårligt fungerende lokalsamfund derimod mere isolation og øget skærmtid. Sunde lokalsamfund er som et immunforsvar for vores sociale helbred. Når dette forsvar svækkes, bliver vi mere sårbare over for mistrivslens virus. Pandemi eller ej.

Forestil dig to forskellige scenarier. I det første vokser barnet op i lokalsamfund, hvor barnet ser de voksne hjælpe hinanden med at skovle sne om vinteren og arrangere fælles grillaftener om sommeren. Ved at se dette lærer barnet ubevidst værdien af samarbejde.

I det andet scenarie tilbringer et barn det meste af sin fritid på sit værelse, fanget i en virtuel verden med sociale medier og onlinespil. I det ene ser vi børn, der leger i Solen, mens deres forældre mødes til hyggelige samtaler med naboer.

I det andet sidder et barn alene i mørket, kun oplyst af skærmens kolde stråler. Barnet har måske hundredvis af ”venner” online. Men kan en emoji formidle den ægte omsorg, der ligger i et bekymret blik fra en ven i klubben eller en nabo på vejen?

Disse scenarier viser, hvordan manglen på tætte fysiske fællesskaber kan hæmme børns sociale og emotionelle udvikling. Og de viser, at hvordan velfungerende lokalsamfund afbøder de negative konsekvenser af skærmbrug, imens dårlige samfund forværrer dem.

Skærme isolerer. Fællesskaber forener. I robuste nærmiljøer er skærmbrug slet ikke forbundet med så høj grad af mistrivsel, sådan som undersøgelser på ”After Babel” klart viser.

Teknologi er som bekendt en nyttig tjener, men en farlig herre. Målet er at udnytte teknologiens fordele. Men først og fremmest skal vi opbygge stærke fysiske fællesskaber.