Findes der en rød linje, Rusland ikke kan overskride, når det gælder cyberangreb?
Er Danmark klar, hvis Rusland angriber kritisk infrastruktur og offentlige institutioner som f.eks. hospitaler?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Danmark har oplevet adskillige cyberangreb fra Rusland som følge af vores støtte til Ukraine. Det samme gælder en lang række andre Nato-lande som Tyskland, Tjekkiet, Litauen, Slovakiet og Sverige. Flere angreb er direkte rettet mod politiske partier og demokratiske processer – og dermed vestlige demokratier.
For at definitionen af cyberkrig er opfyldt, skal der være tale om »ødelæggende, dødelige, skadelige angreb, især imod kritiske industrier« – indtil videre har angrebene ikke kostet menneskeliv.
Men for eksempel sundhedssektoren er det perfekte offer for et cyberangreb. De er store og har meget på spil – nemlig menneskeliv.
I USA følger vi for tiden konsekvenserne af et cyberangreb på en af landets største sundhedsudbydere. Ingen kunne få adgang til patienters lægejournaler, ingen systemer virkede – læger og sygeplejersker havde ingen mulighed for at følge patienter, bestille blodprøver og sikre, at den rigtige medicin blev givet til den rigtige patient.
Når jeg ser på, hvordan vi i USA, Danmark og andre Nato-lande den ene gang efter den anden bliver udsat for cyberangreb, tænker jeg på, om det er et spørgsmål om tid, inden vi flytter grænserne for, hvad der er acceptabelt – for hvornår og hvordan vi reagerer, og hvad der skal til, før vi gør det.
I begyndelsen af Ruslands invasion af Ukraine var det utænkeligt, at Danmark ville sende F-16-fly, ligesom det var utænkeligt, at Vesten ville acceptere, at Ukraine gik efter mål inde i Rusland. Men grænserne for, hvordan Vesten reagerede, ændrede sig i takt med krigens udvikling. Måske bliver det samme tilfældet med cyberangreb?
Ud over at fortælle danskerne, at de skal have forråd til mindst tre dage, hævede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde i forrige uge trusselsniveauet for destruktive cyberangreb fra ”lav” til ”middel”.
Hvis det værst tænkelige skulle ske, håber jeg, at Danmark er i stand til at håndtere alvorlige angreb på kritisk infrastruktur, offentlige myndigheder og virksomheder. Og jeg håber, Vesten har en plan for, hvordan vi reagerer samlet, hvis angrebene intensiveres på en måde, der kræver uskyldige menneskeliv.
Hvert angreb, Rusland slipper afsted med, styrker landets position, mens liberale, vestlige demokratier svækkes. Spørgsmålet er, om Nato-landene har en rød linje, når det drejer sig om russiske cyberangreb.