Feministerne helmer ikke, før manden er kastreret med en sløv teske

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg fik utroligt mange henvendelser fra mænd. Mænd, der egentlig gerne ville ytre deres mening i debatten om mental load, men de undlod, fordi de mente, at deres køn ikke berettigede dem til at være en kritisk stemme i den offentlige samtale om mental overbebyrdelse – der tilsyneladende er forbeholdt kvinder. Mænd, der oprigtigt var bekymret for den nyfeministiske bevægelses evindelige retssag mod mænd – som de vinder gang på gang.

Mænd, der havde færten af, at selvom mental load-damerne kan fremstå ufrivilligt morsomme, når de i alvor fortæller, hvor utrolig strengt det er, at de skal købe gaven til deres svigermor, ja så er det samfundsomstyrtende kræfter, der hærger. Nyfeministiske kræfter, der udgør en fare for den demokratiske samtale.

Gudskelov vovede enkelte mænd pelsen og ytrede sig kritisk over for det opfundne fænomen mental load, der er blevet ophøjet og italesat, som var det videnskab. Jeg forstår godt de mænd, der er tilbageholdende med at blande sig i debatten, hvor kvinderne på forhånd har udråbt sig selv som det svage offer, der fortjener offentlighedens medlidenhed og medfølelse, men virkeligheden er den, at kvinden har magten.

Mit ærinde med denne klumme er ikke at genstarte mental load-debatten, men vi bliver nødt til at forstå, hvilken større ideologisk sammenhæng denne umiddelbart harmløse debat skal placeres i. Parallellen til MeToo-bølgen er nemlig svær at overse – for mental load bliver trukket ned over mændene, der får offentlig karakter af at være duksedrenge. I hvert fald hvis de giver kvinderne medhold i deres mental load-pjat, foregiver at forstå det og måske ovenikøbet have ”lært noget af kvinderne”. Og Gud nåde og trøste den mand, der ikke vil anerkende, at mental load er et seriøst problem, der fortjener offentlighedens opmærksomhed og tid.

Hvilke mekanismer der er på spil? Hør engang: Kan vi forestille os, at mænd på deres Instagram-profiler, i avisernes spalter og i TV 2’s bløde stole i bedste sendetid offentligt bagtalte deres partner (og kvindekønnet i det hele taget) for manglende deltagelse i husholdningspligterne og for ikke at bære med på den mentale byrde, der ligger i den såkaldte projektstyring af familien? Nej, det er komplet utænkeligt.

Hvordan slipper kvinderne så afsted med det? Det gør de, ene og alene fordi de tildeler sig selv en position som offer for deres eget liv og forventer offentlige klapsalver for deres mod og styrke til at vise ærlighed og sårbarhed. Og den tilkendegivelse høster de i rigt mål, fordi samfundet allerede er blevet så hjernevasket af den wokeistiske, nyfeministiske ideologi.

På ydersiden er kvinderne sarte i deres tilgang til livet, men i virkeligheden er de dybt militante, og de helmer ikke, før manden er trådt under fode og kastreret med en sløv teske – og munden er lukket på deres politiske modstander, hvad enten vedkommende er mand eller kvinde. Ethvert fornuftigt menneske må kunne se det på én gang ynkelige og selvhøjtidelige ved, at kvinder offentligt beklager sig over forhold i deres private liv, de bare kunne ændre.

Jeg mener jo, at vi kvinder i respekt over for tidligere generationers kvinder, der har tilkæmpet os frihed og rettigheder, er forpligtet på at tage ansvar – også for ligestillingen i vores hjem, der altid begynder ved støvsugeren. Men det er nyfeministerne slet ikke interesseret i. De vil have offerrollen, for heri ligger paradoksalt nok magten.

Og det løber mig simpelthen koldt ned ad ryggen, når en umådelige begavet mand som Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, i et interview i Weekendavisen om mental load udtaler følgende: »Og som mand er det en god idé altid at føle sig ramt, når noget usynligt bliver synligt. Man skal aldrig gå i forsvar, og man skal aldrig have ondt af sig selv. Måske skal man nærmere spørge: Er der ikke også noget sjovt, jeg går glip af?« Manden skal føle sig ramt af feministernes kugler og begynde at lave damebladsreflektioner.

Nej, kære mænd – I skal sætte hælen i. For I bliver snøret – ligesom I gjorde, da MeToo væltede den vestlige verden. Og ingen turde forvente det helt rimelige af kvinden, nemlig at hun selv i vores ligestillede tidsalder havde et ansvar for at sige fra og om nødvendigt stikke en mand en lussing. Feministernes påtagede svaghed er deres styrke, deres våben, for som Douglas Murray formulerer det: »Kvinder skal være selvsikre. Men det ser ud til, at hvis man vil få andre kvinder over på sin side, er det en god strategi at fremstille sig selv, som om man slet ikke er selvsikker.«

Derfor skal debatten om mental load forstås i sammenhæng med MeToo, hvor nøjagtig samme alliancestemning bredte sig blandt feministerne og vidnede om, at nyfeminismen er en kollektiveringsproces, der dybest set udgør et demokratisk problem, fordi den mandlige halvdel af befolkningen mere eller mindre er udelukket fra samtalen.

Og lad mig minde om, at nyfeministerne slet ikke ønsker den kritiske dialog, som influencer Christina Sander tidligere gav udtryk for til Jyllands-Posten: »Vi får aldrig ændret noget ved den manglende ligestilling, hvis vi som samfund igen og igen tillader, at feminister er frie skydeskiver.« Underforstået, kritikere af den wokeistiske lighedsideologi burde slet ikke have taletid.

Hør engang: I et åbent, frit demokrati er enhver, der ytrer sig i den offentlige samtale, naturligvis en skydeskive i den forstand, at intet synspunkt er fritaget for kritik. Der er sådan, demokratiet fungerer – også for feminister.