Det værste af det værste

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sortsynet kan overvælde ved tanken om, hvilke trusler der venter verden. Forurening, vejrfænomener, inflation, flygtningestrømme, cybersikkerhed, terror, sundhedskatastrofer, klimaforandringer. Listen kan fortsætte, Biblens 10 plager vil være at foretrække.

Men én trussel er i de kommende år værre end de andre. Det vurderer en ny rapport, hvor det værste af det værste er forsøgt opgjort.

Forud for World Economic Forums møde i Davos i næste uge er 1.490 eksperter blevet bedt om at rangere det globale risikobillede. Metoden kan man altid diskutere, men intentionen er god. Dystopi og apati er som bekendt handlingslammende. Hvis verden skal løse sine problemer, må den vide, hvilken risiko der er størst, og hvor den skal begynde. Det var opgaven for de mange eksperter – akademikere, erhvervsliv, regeringsrepræsentanter og civilsamfund.

Og hvad fandt de frem til? Den største trussel i de næste to år er – måske ikke overraskende, men meget tankevækkende – misinformation. Misinformation er værst, fordi det er nældens rod. Heraf vokser alt det andet. Den skruer civilisationen baglæns til før Oplysningstiden.

I nærheden af tre milliarder mennesker går til valg i de næste to år – det gælder f.eks. Taiwan, Indien, USA, Mexico, Pakistan, Bangladesh og Storbritannien. Men en forudsætning for en valghandling er oplysning. En demokratisk valghandling kan ikke isoleres til en valgdato og et resultat. Den har kun værdi, hvis den foregår på et nogenlunde oplyst grundlag og føres under frie og ordnede forhold. Men falske oplysninger og misinformation kan påvirke valghandlingerne. Dermed påvirker det regeringernes – både de siddende og de kommende – mandater og hele folkestemningen i en retning, hvor polarisering og ustabilitet er naturlige konsekvenser.

Misinformation er ikke bare et fjernt fænomen eller en lille tendens. Det er omsiggribende, det er en fjende af demokrati og sammenhængskraft, det er vejen til vold.

Vi kan se til USA for at finde udbredte eksempler på konspirationsteorier. Kampen om ”sandheden” er pågået lige siden før Trumps første periode uden at være afgjort. Den ene skandale har afløst den anden, så ingen kan finde hoved og hale i fakta sat over for udtalelserne fra et af verdens mest magtfulde mennesker. Hans følgeskare er større end den siddende præsidents, og Trump taler til dem uafhængigt af de amerikanske medier. Domstolene har heller ikke nødvendigvis magt til at skabe klarhed. For en domstol er kun en magtfuld instans i kraft af den rolle i et demokrati, den er blevet givet. Meget jura handler mere om retsfølelse og fælles fortælling end om straffen i sig selv.

Men autoriteterne er i frit fald, og tilliden til informationer eroderer, hver gang misinformation deles. I midten af oktober skete der en eksplosion nær et hospital i Gaza, og meget hurtigt spredte oplysningen sig til alverdens medier. Israel stod bag, mindst 500 var dræbt. Det viste sig bare at være forkert. Eneste kilde til nyheden var fra terrororganisationen Hamas. Der går heller ikke en dag i danske medier, hvor der ikke deles aktuelle tabstal fra Hamas, selvom vi ikke aner, om de er lavere eller højere, eller hvordan fordelingen mellem civile og terrorister er. På begge sider deler private og aktivister forvrænget fakta, det gælder også i udlægningen af historien mellem de to lande. Meget er sandt, men de klare eksempler på misinformation får hurtigt det hele til at fremstå mere sløret.

Det er ikke nyt, at sandheden er et af krigens ofre. Men måden, hvorpå vi følger det på sociale medier, og måden, de flettes ind i vores nyhedsbillede på, er farlig og forværret.

Misinformation er et våben, der kan bruges af ekstremister, hvad enten deres ærinde er klimaaktivisme eller religiøs fanatisme. Ved coronanedlukningen i Danmark var der også overvældende mange mennesker, som var immune over for den fælles sandhed, og som modarbejdede vaccinationsprogrammet med hjemmebrygget lommevidenskab til fare for fællesskabet.

Misinformation er med til at opdele vores verdensbilleder i en grad, der kan kløve samfund og demokratier midtover.

Det farlige er, at misinformation ikke kun taler til de halv- eller helskøre og ikke altid er åbenlyst forkert. Det er de små forvrængninger, som sår tvivlen og planter mistilliden. Når et billede deles i en aktuel sag, selvom det viser sig at være fra en anden krig. Når falske profiler spreder små løgne i tusindvis af Facebook-kommentarspor og opildner flere til at gøre det samme. Når den russiske regering målrettet bruger spredningen af falske oplysninger som et våben i krig, som det har været tilfældet i Ukraine, hvor der er grobund for at tale om en helt ny dimension af krigsførelse.

Russerne praktiserer det også indadtil. I et land, som gennem de seneste år har været igennem så store omvæltninger, er der ikke en fælles offentlig sandhed. Det tætteste, russerne kommer på en fælles fortælling, er det statslige tv, som er underlagt hård censur. Det forpurrer grundlaget for folkelig modstand.

Da EU skulle samles om sanktioner rettet mod russerne, valgte man at censurere internetadgangen til flere russiske sites, hvorfra misinformationer spredes. Et svar, der ikke løste problemet, men nærmere understregede problemet.

For det er et af de uhyggelige karakteristika ved misinformation som katastrofe betragtet. At det oplagte modsvar fra de traditionelle autoriteter vil være mere lukkethed, mere censur, mere kontrol og monopolisering af sandheden, afskærmning fra fjendens misinformationer. Regeringen vil desperat forsøge at sætte sig på sandheden. Friheden på internettet vil søges begrænset. Pressefrihed og ytringsfrihed vil blive stillet over for farlige modstandere i form af sandhedsfjender, der bruger friheden uansvarligt. Jo mere frihederne eroderer, jo mere vil magten forsøge at sætte sig på sandheden, og jo mere modstand vil der være.

Privatpersoner vil gøre det samme. Lukke øjnene, opgive at følge med, vælge deres egen sandhed.

Vi ser tendensen til nyhedsvægring – bevidst undgåelse af nyheder – vokse. I lande omkring os talte de om news avoidance, mens vi håbede, at Danmark var noget særligt. Men tendensen har sit tag i Danmark også.

Problemstillingen har været eskalerende de seneste år, men senest er kunstig intelligens føjet til risikobarometeret her. Med AI kan billeder og oplysninger manipuleres meget let, og med nye adgange til information er det vanskeligt at skelne det troværdige fra det utroværdige. Aktiemarkeder kan påvirkes, social uro kan opildnes.

Kina har indført omfattende lovgivning om deklaration af kunstigt skabt indhold, blandt andet i form af et vandmærke på visuelt indhold. Så der altid vil være et lille kendetegn, der skelner det kunstigt skabte fra det ikke-kunstige. I store dele af verden findes der ikke tilnærmelsesvis et filter. Ingen kan helt forudse konsekvenserne af den nye kunstige virkelighed, men problemet er måske især, at den ikke er mere kunstig, end at den faktisk findes.

Ifølge risikorapporten er det i et toårigt perspektiv, at denne trussel er størst, mens ekstreme vejrfænomener er den værste lige nu og også i et 10-årigt perspektiv. I Danmark er vi mest bekymrede for økonomisk nedtur og mangel på arbejdskraft. Vi er også et af de lande i verden med den højeste grad af tillid. Men det er i bevægelse.

Danske medier, politikere, virksomheder, organisationer og civilbefolkning skal forstå denne uhyggelige trussel, som er uløseligt forbundet med verden omkring os. Vi kan ikke tage for givet, at tilliden til medier i Danmark er høj, selvom den er blandt verdens højeste i dag. Når store demokratier som USA og Storbritannien kan opleve et frit fald for demokratiske værdier, kan det også ske for os. Demokrati er ikke naturgivent, det er tilkæmpet. Det er baseret på oplysning og samtale.

Derfor er der kun ét svar på at imødekomme truslen. Det er som diger mod stormflod, de må styrkes. Vores bedste- og oldeforældre byggede diger med skovl og trillebør, mens vi i dag ikke kan overkomme som velfærdssamfund at løfte den opgave. Men det skal vi. Det samme gælder vores fælles offentlighed og gensidige forståelse af troværdige oplysninger. Det er en fælles opgave.

Vi skal styrke og dyrke diget mod misinformation. Troværdig journalistik, dannelse, dyb historisk viden, kritisk sans, nuancer, proportioner. Sociale medier og techgiganter skal forpligtes. Sommetider føles det som at skulle tømme et hav med en teske, når vi på redaktionen i Aarhus skal løfte pligten at verificere og perspektivere verdens nyheder. Men det er opgaven. Den er afgørende vigtig, og hvis vi er mange nok, kan det lade sig gøre.

Vi er kringsatt af misinformation. Den krig kan ikke vindes med våben. Der er kun oplysning, viden, demokrati, samtale at gribe til. For al vores fremtids skyld, søg det og dyrk det. Øg det og styrk det.