Sikke en dronning! Det er ikke hende. Det var det, hun brugte ordet til

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære læser, sikke en dronning, lyt til hende

Det er ikke Kongehuset i sig selv. Det er ikke monarkiet som princip. Det er ikke dronning Margrethe isoleret set. Det er det, at hun bruger ordet. Det er den måde, hun bruger sin stemme på. Den måde, hvormed hun sætter ord på det vigtigste først.

Det vigtigste er ikke os selv. Uanset hvor vigtig du selv er, så er fællesskabet større end dig selv. Det var det, som for første gang i mit liv fik mig til at græde til en nytårstale.

Det vigtigste er fællesskabet. Fællesskabet er ikke dig. Det er verden omkring dig. Det er de andre. Dem, du kender, og dem du ikke kender. Dem med den ene religion og dem med den anden. Dem, som er enige med dig om alting, dem, som du er uenig med. Fællesskabet har mange former. Det kommer, når vi slå ring om de danske jøder. Det er der, når vi anerkender danske faglærtes bidrag til den grønne omstilling. Deres nøglerolle i vores fremtid. Den lille glæde ved en smuk stol, den store værdi af danske vindmøller. Den dybe respekt for det private erhvervsliv og vores historie som håndværksnation. En forudsætning for velfærdssamfundet. Men fællesskabet er der også, når vi er fælles om at forstå, hvordan fremtidens klimatrussel kun kan løses, hvis vi er mange nok, som vil finde en løsning. Her er Danmark ikke alene.

Fællesskabet er større end Danmark. Det er vores nations historiske skæbnefællesskab med Grønland og Færøerne. Rigsfællesskabet, som er større end sprog og kultur. Den dybe forståelse for Danmarkshistorien og troen på, at Danmark ikke bare er Jylland, Fyn, Sjælland og alle vores smukke øer. Danmark og Rigsfællesskabet er større end det. Vores demokratiske sindelag er direkte forbundet med den kamp, som ukrainerne kæmper lige nu. Friheden over for ufriheden.

Fællesskab. Det er det, som årets nytårstale fik mig til at tro lidt mere på. Og som giver mig tårer i øjnene.

For hvis Daisy bare sad alene derhjemme med snuden i ligegyldige nyheder, med interesse kun for sig selv, med meget lidt optimisme for fremtiden. Så havde hun ikke brugt sine sidste ord som dronning så klogt.

Dronningen demonstrerede det vigtige. At vi alle sammen hver for sig og især i fællesskab kan skabe den nødvendige forandring. Hvis vi tager ordet, når vi får det. Hvis vi sætter de andre før os selv. Hvis vi tror på lederskab og demokrati. Hvis vi mener, at det gør en forskel, hvad vi siger.

Hende majestæt Dronning Margrethe II. Det lyder så højtideligt. Men vi skal ikke anerkende hende for den formelle autoritet, hun er blevet skænket i vores fællesskab. Nogen stor monarkist er jeg ikke. Vi skal anerkende og huske hende for, hvor klogt hun brugte sit ord og sin tid. Det kan vi alle sammen lære af.

Jeg har aldrig hørt en smukkere nytårstale, og jeg har aldrig været mere inspireret i min tro på fællesskabet og på Danmark. For Danmark er hende, Danmark er dig og mig. Vi er meget mere sammen end hver for sig. Og vi kan meget mere, end vi tror. Og vi kan bruge vores tid klogt. Ansvaret, fællesskabet, dit ansvar for fremtiden. Ordet, Det var det, Dronning Margrethe brugte sin sidste nytårstale til. Hvor vil hun være savnet, hvor indgyder hun tro på fremtiden.

Tak for at understrege det individuelle ansvar i historien, i fællesskabet, i fremtiden.

Godt nytår

Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør, Jyllands-Posten