Socialdemokratiets evige inkonsistens

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da Folketinget åbnede i tirsdags, præsenterede statsministeren i sin åbningstale nogle af de lovforslag, regeringen vil fremsætte i det kommende folketingsår. Et af de emner, der er blevet omtalt meget, er, at regeringen vil sætte folkeskolen fri ved at slække på de mange mål, som skolerne i dag skal leve op til. Da jeg hørte det, kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet – på den ironiske måde forstås. For hvem var det nu, der indførte de mange mål tilbage i 2013? Nå ja – Socialdemokratiet!

Da jeg sad i Folketinget i 2015-2019, forsøgte vi i Alternativet, typisk sammen med Enhedslisten og i fuld enighed med den daværende undervisningsminister fra Liberal Alliance, Merete Riisager, at få fjernet de mange mål. Men hvem satte foden i døren gang på gang? Socialdemokratiet, selvfølgelig.

Det er svært at vide, om man skal grine eller græde. Men tage det alvorligt kan man jo ikke mere.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ryster på hovedet over, hvordan Socialdemokratiet fuldstændigt skruppelløst sejler afsted med kursen sat mod én og kun én destination: magten. Blottet for respekt for sit eget ideologiske projekt og sin egen historie navigerer partiet kynisk kalkulerende i en virkelighed, hvor to andre regeringspartier skal stilles tilfredse. Konsekvensen bliver en inkonsistens, som vi sjældent har set tidligere i dansk politik: Kommunerne sparer på velfærd, mens vi borgere skal betale mindre i skat. Skåltaler om klimaindsatser råbes ud til borgerne, mens det kontor, der står for realiseringen af den nye energiø, er blevet lukket.

På sin tale til Socialdemokratiets kongres i Aalborg for nylig fremhævede statsministeren regeringens indsats for at få flere havvindmøller. Men sandheden er, at den aftale, hun henviste til, allerede blev indgået, før regeringen kom til, mens fortrolige dokumenter nu peger på, at regeringen på et møde i sit koordinationsudvalg har sagt nej til en stor mulighed for at få endnu flere vindmøller i dansk farvand.

Og så er der inkonsistensen på frisættelsesområdet. For imens statsministeren soler sig i roserne over at ville sætte folkeskolen fri, så taler hun dunder til både børnefamilier og indvandrerkvinder om at skulle arbejde noget mere. Børnefamilierne får at vide, at det med at gå ned i tid er usolidarisk, fordi de på den måde ikke er med til at løfte velfærdsstatens mange opgaver. Og borgere i kontanthjælpssystemet med et integrationsbehov – typisk indvandrerkvinder – skal tvinges til at arbejde 37 timer om ugen.

Helt ærligt, hvad bilder den her regering sig ind? Den slår borgere, der vælger at spinke og spare for at prioritere at leve et mindre stresset liv med mere tid til børnene, oven i hovedet. Samtidig vælger den at prioritere skattelettelser frem for at investere i de velfærdsområder, hvis dårlige kvalitet netop er grunden til, at børnefamilierne går ned i tid – daginstitutioner og folkeskoler. Og på trods af al den viden, vi har om, at gulerod virker frem for pisk, så vil man nu til at indføre en 37 timers arbejdspligt for indvandrerkvinder.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der slår korsets tegn over, hvor håbløs en regering vi har. Det værste er, at håbløsheden ikke er et resultat af manglende evner, men af et blindt kapløb mod en bevarelse af den magt, regeringen blev givet ved sidste valg. Desværre får vi nok ikke et valg i den nærmeste fremtid, for vi har en flertalsregering, der vil give køb på selv de vigtigste principper for at bevare magten i hænde. Det er begrædeligt.