Det kan godt være, at du synes, det regnede hele tiden. Men vi har haft den varmeste sommer nogensinde
Det europæiske klimacenter Copernikus har netop frigivet sommerens data. De viser, at sommeren 2023 globalt har været den varmeste, siden vi begyndte at måle temperaturen sidst i 1800-tallet. Den forrige rekord fra 2019 blev slået markant.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er ikke kommet som nogen overraskelse, at denne sommer globalt har været rekordvarm, men det er dog bemærkelsesværdigt både at se tallene og listen af kommentarer.
Den globale sommertemperatur er beregnet til 16,77 grader – en stigning fra den forrige rekord på 0,29 grader, hvilket er en ekstremt stor stigning.
Listen af bemærkninger til rekorden er lang og strækker sig fra de mange hedebølger og naturbrande til voldsomt nedbør med oversvømmelser. Derudover bemærkes det, at havisen omkring Antarktis er rekordlav, ligesom havtemperaturen globalt og ikke mindst i Nordatlanten er rekordhøj.
Alt dette kommer på papiret til at virke apokalyptisk og dommedagsagtig. Derfor er det nødvendigt også at se på mulige årsager, for der er faktisk nogle naturlige forhold, som spiller ind.
I første omgang rettes søgelyset mod el Niño-systemet i Stillehavet. Det er et naturligt forekommende fænomen, når havtemperaturen mellem Peru og Indonesien nogle år er meget varm. Denne El Niño har en kold modpol, som kaldes la Niña, og den har været til stede nu i tre år og har holdt temperaturen nede. Men da den påvirkning forsvandt sidste vinter, begyndte temperaturen at stige. Nu er vi så på vej mod en ny – formentlig kraftig – el Niño, så forventningen er, at temperaturen i havet fortsætter med at stige!
Derudover har skibsfarten besluttet at anvende en mindre svovlholdig olie, så svovlforureningen er mindsket. Da svovl i atmosfæren har en afkølende virkning, er temperaturen også steget på den baggrund. Det har formentlig haft indflydelse på temperaturen i Nordatlanten.
Sidste år havde vi et voldsomt undersøisk vulkanudbrud – Hunga Tonga – i Stillehavet. Det sendte store mængder vanddamp op i atmosfæren, og da vanddamp er en meget stærk drivhusgas, betød det også en temperaturstigning.
Vi kender ikke endnu størrelsen af disse mere naturlige påvirkninger, som jo overlejrer den generelle globale opvarmning, som fortsætter ufortrødent.
Sandsynligvis vil temperaturen i løbet af det næste år passere Parisaftalens mest optimistiske scenarie med 1,5 graders stigning i forhold til 1850. Det vil kunne ske, når el Niño er fuldtudviklet om et års tid. Herefter vil temperaturen så igen falde, men vi når at få en forsmag på, hvad en stigning på 1,5 grader vil betyde.