Velfærd som i: Vi tager til Malaga!
Her går det godt, send flere penge – og de gamle ud at flyve.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kan sige meget om Københavns Kommune, men jeg lader som regel være; livet er for kort til den slags, og jeg har trods alt også mit blodtryk at tænke på.
Og så alligevel. Den seneste nyhed fra hovedstaden kalder på en fanfare.
Det viser sig nemlig, at bystyret, anført af Venstres Jens-Kristian Lütken med inspiration fra partikammeraten Peter Brixtofte, den tidligere bykonge i Farum Kommune, vil sende pensionister afsted på charterrejse, naturligvis betalt af idioter som dig og mig. Han kalder det ”velfærdsrejser”.
I stedet for at gå rundt i den vinterkolde hovedstad og blive deprimeret, er det da bedre og sundere at drage ned til sydens sol og vin. Velfærd som i: Vi tager sgu til Malaga!
Jens-Kristian Lütken, der indimellem bidrager til JP’s debatsider og tillige bærer navneskiltet ”beskæftigelsesborgmester”, udtaler: »Vi vil lave en ordning, hvor ældre kan veksle ydelser som madordninger og rengøring af eget hjem til en uges ferie sydpå. Det koster stort set det samme per uge, og så kan der være en gevinst i forhold til den ældres livskvalitet og sundhed.«
Men det bliver sjovere endnu. Direkte adspurgt, hvad ordningen vil koste, slår gesjæftigelsesborgmesteren ud med armene:
»Det budget, vi har lavet med principaftalen, skiller sig ud, fordi det ikke går ned i detaljen. Men jeg har spurgt forvaltningen, hvor meget det koster at have madordning og rengøring om ugen, og det er et pænt beløb.«
Forslaget skiller sig med andre ord ud ved ikke at være gennemtænkt, hvilket Jens-Kristian Lütken fremhæver som en kvalitet. Vildt nok. Han tilføjer dog, at prisen ikke i alle tilfælde svarer til en charterrejse, og at der »givetvis vil være en udgift« forbundet med rejserne, skønt den endnu er ukendt.
Han er sjov, ham Jens-Kristian. Den velfærdsstat, han mener at repræsentere, er så rig, mobil og transformativ, at den ligeså godt kan sende danskerne helt ud af Danmark. Derfor er det jo også ret smart, at Venstre i mange år har medvirket til at importere en masse indvandrere til at afløse danskerne i deres eget land.
»Det drejer sig om at leve, mens man lever,« slutter Jens-Kristian Lütken med en logik, der leder tankerne hen på hovedpersonen i en eller anden satire, jeg har glemt navnet på, og sådan er det jo efterhånden med politik, uanset om det foregår i Danmark eller Amerika. Virkeligheden overgår fantasien.
Her går det godt, send flere penge. Og de gamle ud at flyve.